De kom med fred, men var med til, at starte en form for musikalsk bølge. Eller var de? Hønen, ægget og svampe… Vi spoler tilbage, har genhørt Spids Nøgenhats andet album og kokser ud i græsset.
Hvordan og hvorfor starter en musikalsk bølge, hvis sådan noget overhovedet findes. Er det strømninger i tiden, er trends, smag og inspiration cirkulær og er der en afsmittende effekt? Alt sammen noget, som klogere hoveder end mig sikkert kunne bruge, og har brugt, mere tid på end jeg har tænkt mig her.
Der er ingen tvivl om, at én kunstners succes kan smitte af på andre, som går i deres fodspor. Enten for at jage succesen, eller, forhåbentlig bare fordi de synes det er fedt. Bølger og deres krusninger skyldes i virkeligheden nok lidt af det hele.
Ikke mindst, at nogen lykkes med, at sparke døren op til et bredere publikum og branchen selv følger trop. Opmærksomhed rettes mod andre kunstnere med et lignende udtryk, eller som måske endda kommer fra samme geografiske område. Så kunstnere, som allerede betrådte lignende musikalske stier, pludselig får meget mere opmærksomhed.
En af den nyere tids største bølger, hvis vi vedtager at noget sådan eksisterer, var psych-bølgen. Den havde sin storhedstid midt i forrige årti, anført af et ældre band og en række yngre opkomlinge, der fulgte i slipstrømmen. Jeg spoler tilbage og ser i de næste par Spol Tilbage på nogle plader fra den danske neo-psych bølge. Og tager mig den frihed, dermed at “stemple” de bands som værende del af en bølge. Selvom det, selvfølgelig, er lidt en konstruktion og de muligvis selv ser det anderledes.
Det første, store bølgeskvulp
Det er nærmest umuligt at pin pointe en bølges starttidspunkt, eller pege på hvem der var bannerfører og first movers. Der kommer altid noget inden, og alt bygger på noget, som har været. Her sætter vi startpunktet til Spids Nøgenhat og deres andet album, Kommer Med Fred fra 2013.
Muligvis var der skvulp inden den plade ankom, og et eller andet ulmede allerede i urtepotter og haver derude. Men, det her var pladen, som for alvor fik de psykedeliske vibes til, at vibrere frit rundt omkring. Man kan jo sige, at bandet selv allerede havde været meget tidligere ude, det er som nævnt deres andet album.
Plade nummer et udkom helt tilbage i 2001. Den nåede dog ikke langt ud over undergrunden og mere smalle kredse, i hvert fald ikke før den blev genopdaget efter Kommer Med Freds massive succes.
Radioen var med, hvilket nok er den helt afgørende faktor her. Faktisk kan man sige, at frontfigur Uffe Lorenzen stadig hænger på i slipstrømmen af den succes og radioens goodwill overfor hans efterfølgende soloudgivelser. Han var måske også lidt af grunden til, at Spids Nøgenhat mod ret store odds lykkedes med, at nå bredt og meget længere ud end den niche de egentlig opererede indenfor. Han havde et navn i forvejen, det har muligvis givet lidt opmærksomhed til en plade, som ellers var druknet i mængden.
Der var dog også en anden, meget afgørende faktor: momentum og word of mouth. Jeg var selv tilstede den sene nat/tidlige morgen, hvor Spids Nøgenhat gav en nu legendarisk koncert på Roskilde Festivalens Pavilion Scene i 2012. En af den slags mytologiske koncerter, som flere nu sikkert påstår, at have overværet end der reelt var plads til under teltdugen. Jeg VAR der altså, og jeg husker seancen ret tydeligt. Det er faktisk en hel historie til en anden god gang, som jeg også muligvis har rablet om tidligere i andre skriverier.
De kom med fred og bevæbnet med gode melodier
Hvorom alting er, Spids Nøgenhat kom ikke helt ud af ingenting, de arbejdede sig faktisk op på den gammeldags manér. Og de kom både med fred og mere lys. Og stod efterfølgende med en plade mellem hænderne, hvis popularitet de faktisk lykkedes at ride med på i flere år efterfølgende. Indtil det stille og roligt ebbede ud, bandet opløste sig selv, eller hvad der nu skete.
Nu har jeg, efter en del år, hvor jeg kun har hørt hits som “Mere Lys” og “Lolland Falster” hist og her, genhørt hele pladen. Ikke mindst på P6, der stadig lufter de to singler jævnligt, især når Lorenzen ikke lige har en ny single i rotation. Holder den så stadig, har den nogensinde holdt og var succesen fortjent?
Den var i hvert fald forståelig. Om Spids Nøgenhat var med til, at starte eller skubbede/red med på en bølge, så var det her af alle nævnte grunde en perfekt timet udgivelse. Og anført af de to nævnte numre, som vitterlig er fremragende sange og singler, så er succesen både forståelig og ganske fortjent. Det er dog ikke det samme som, at Kommer Med Fred er et musikalsk mesterværk til historiebøgerne.
På ujævnt svampetrip i det grønne
Albummet er helt klart et pejlemærke for og af sin tid, det vil jeg ikke bestride eller negligere. Alt behøver gud bedre mig heller ikke være et “mesterværk”, hvilket Kommer Med Fred ved et frisk lyt eller to heller ikke viser sig at være. Det er en lidt ujævn, stedvis ufokuseret plade, der trækkes op af nævnte singlers gode, smittende og fængende melodier.
For mig savner pladen en samlende vision, et eller andet der binder det hele sammen og gør det til et sammenhængende værk. I hvert fald, hvis de skal have det noget diffuse prædikat mesterværk. Hvad ens kriterier for det måtte være, er helt individuelt. Det er samling gode sange, med lidt fyldstof, hvilket i sig selv kan være garant for en god plade.
Pladen lægger flyvende fra start, det flyvende tæppe har allerede opdrift med de to singler. Dernæst flader den en smule ud med den ganske fine “Lever Vi Nu?”, der er beslægtet rent stilmæssigt og i lyd, men lidt mere udknaldet. Det bliver mere tilbagelænet og en smule tåget, indtil melodien tager fat og pisker sangen ud af sin døsige tåge. Denne trio af sange er for mig, på mange måder lyden af og definitionen på Spids Nøgenhat.
Gennemsigtig mand leverer blændende højdepunkt
Herefter skiftes der lidt kurs med pladens midtpunkt, “Den Gennemsigtige Mand”. Et Hyldemor covernummer, nogle af Lorenzens personlige helte og et lidt “glemt” navn fra 70erne.
Et covernummer på en psykedelisk plade er der ikke noget odiøst i, og i fortiden var covernumre og fortolkninger generelt en meget normal del af musikbranchen. I 2013 var det måske lidt mere kuriøst, og sjældent, at man på den måde tog et nummer fra en anden kunstner. Gjorde det til sit eget og inkluderede det, som en naturlig del af et album.
Manøvren er dog særdeles vellykket. Måske fordi jeg har hørt numre som “Mere Lys” og “Lolland Falster” til hudløshed, blev det her faktisk mit favoritnummer på pladen under disse gennemlytninger. Det skal bestemt ikke lyde som en kritik af bandets eget materiale, de formår bare at gøre “Den Gennemsigtige Mand” til deres helt egen. Det lyder ikke som et covernummer, men en sang, der passer perfekt ind på Kommer Med Fred.
Spids Nøgenhat ligger sig i græsset, har svært ved at rejse sig igen
Efter det højdepunkt er det som om, at gassen går en smule af ballonen, eller tæppet taber lidt flyvehøjde. Hvis vi lige skal malke den kliché ned til sidste trevl. Efter over 8 minutter i den psykedeliske himmel, ryger vi i græsset med “Spids Nøgenhat i Græsset”.
Og der bliver vi lidt liggende, kokser roligt ud og plukker lyriske klicheer fra svampesangbogen. Ehhhhh, den er da meget hyggelig, men det er også her, at Spids Nøgenhat bliver lidt en musikalsk stiløvelse. Og Lorenzens lyrik løber ind i nogle lidt slidte og forudsigelige blindgyde.
“Jorden Kalder” får os ikke op, tværtimod forsvinder vi endnu mere ned i græsset og musikalske tåger. En langsom, atmosfærisk og drivende sag. En rigtig dagdriver faktisk. Lorenzen synger mere lyst og indladende, musikken svæver mere læst og mindre melodisk stramt rundt om ham. Sangen vokser og stiger langsomt. Rejser den sig fra græsset mod slut? Næh, ikke rigtig, i stedet for kommer bandet og losser en på benene og byder på “Vand, Brød og Te”… Og “kærlighed og LS D”. Der sidste S skal trækkes, så skiftet rimer. En gennemsnitlig psych-sang fra overskudslageret, det lyder som noget Spids Nøgenhat kunne skrive i søvne. Eller i en ordentlig koger
Den får de sig måske på den afsluttende stener afskedssalut “Fred”. En langsommelig, tilrøget, udkokset og messende albumlukker, der virker lidt malplaceret efter det lille “single light” indspark med “Vand, Brød og Te”. Det nummer her havde givet lidt mere mening, hvis forrige sang var udeladt, eller lå på pladens første halvdel. Muligvis har de været “bange for”, at anden halvdel af pladen var for ensformig, eller var ved at gå lidt i tomgang.
En plade af, til sin og udenfor tid
Problemet er bare, at anden halvdel, der i forvejen ikke er specielt ophidsende, dermed også fremstår lidt rodet. Kommer Med Fred knækker for mig, tydeligvis på midten. Den er temmelig front loaded med de sange, der har mest fremdrift og de stærkeste melodier. Efter “Den Gennemsigtige Mand” fortaber pladen sig lidt i de psykedeliske tåger og klichéer bliver tiltagende tykkere. Eller bare mere tydelige?
Når man er færdig med, at messe “kommer med fred, alle skal med”, der ikke helt har samme smittende effekt som Roskilde koncertens “er vi de sidste mennesker på jorden”, står man tilbage med en lidt mat fornemmelse. Det er ikke en mavelanding, hvis det er teknisk muligt på et flyvende tæppe, men så lidt en hvor bagenden slæber hen ad underlaget. Spids Nøgenhat ryger i græsset, man ryger med og pladen får aldrig samlet sig og kommer ordentligt på benene igen.
Det er slet ikke nogen dårlig plade og første del er stadig ganske medrivende, hvis man ikke har hørt de bedste sange til døde. Har man det, så kan jeg varmt anbefale, at man lige sætter “Den Gennemsigtige Mand” på og giver den et frisk lyt.
Kommer Med Freds betydning for psych-bølgen kan næppe overdrives. I hvert fald ikke for de orkestre, der også spillede dansksproget psych-rock og ikke var så cool, at de kun namedroppede udenlandske inspirationskilder. Samtidig var det en plade, der formåede at nå meget længere ud end en genres grænser og nærmest gjorde et sært band som Spids Nøgenhat til en slags folkeeje. I hvert fald for en stund.
Spids Nøgenhat kunne sikkert have malket succesen yderligere, og lavet en hurtig opfølger mens den underlige kop the stadig var varm. I stedet drog de, tilsyneladende, ud på de evige svampemarker. Indtil de lige pludselig hopper op af et Hobbit-hul med en ny plade, efter mange års stilhed…
Forhåbentlig kommer de i så tilfælde med andet og mere end fred. Den har vi hørt nu.
Af Ken Damgaard Thomsen
