Spitanger spytter en lille tre numre stærk groove-metallisk energipille afsted med The Ballot or the Bullet? Det er ikke raffineret eller elegant, men det er lige i dit fjæs og derudaf.
Det første af de tre numre hedder ‘Two-Face’, hvilket spiller ind i det politiske tema, der annonceres med EP-titlen – som et citat fra en tale af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X. Og Spitanger kommer godt og medrivende fra start, med svulstige grooves og smæk for skillingen. Det er den slags metal man kan drikke bajere og hyggeslås til og placerer sig et eller andet sted mellem Pantera og råbe-hardcore, med mere melodiske elementer mod slutningen.
Men at levere et soundtrack til en hyggeslåskamp og bajertømning er ikke det eneste Spitanger vil. Det er tydeligt at EP’en også er drevet af politisk indignation, især når der samples citater fra den grumme virkelighed ind. Det gør der på EP’ens andet nummer. ‘Alea Iacta Est’ (terningerne er kastet), hvor det lyder som udpluk fra amerikansk politiradio.
Ovenpå den åbning får vi mere bulderbasse-metal, her med et ganske catchy råbe/brøle-omkvæd. Ligesom på åbneren eksperimenteres der også med et mere melodisk stykke i sidste del af nummeret – noget som egentlig fungerer godt som afveksling til den mere buldrende groove metal. Også fordi det aldrig når at blive fesent eller føles malplaceret. Det er dog elementer som kan udbygges og arbejdes videre med, og det skal blive spændende at høre hvis Spitanger fortsætter med det på et album.
Indignationen er også til at tage og føle på på EP’ens sidste nummer, ‘Equality for Some’, hvor netop Malcolm X samples ind – “It’s freedom for everybody or for nobody!”; inden et groovende og hvinende riff bølger ind og brølevokalen sætter i. Her groover Spitanger virkelig igennem, og noget, der faldt mig ind som reference var faktisk aarhusianske I’ll Be Damned, som dog er knap så groove-metalliske og arbejder med mere “ren” vokal. Men indignationen og groovet er til fælles. Igen får vi det melodiske på anden halvdel af nummeret, som også er EP’ens længste med godt 6 minutters spilletid – de to første runder begge 5 minutter.
Det kunne måske være værd at eksperimentere med at inkorporere de mere rent melodiske passager flere forskellige steder i numrene – ikke fordi formularen ikke fungerer, men den virker faktisk lidt for velkendt på tredje nummer på EP’en. Men hey, det virker, og EP’en virker også som helhed som appetitvækker til at lytte til næste udgivelse fra Spitanger.
Spitanger lader til at have fundet en god balance mellem buldrende grooves og mere melodiske passager og med The Ballot or the Bullet skærper de i hvert fald denne lytters appetit på mere. Det giver 4 store stjerner.
Du kan finde Spitanger på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
