Aarhusianske Spit Rusty har efter 2 EP udgivelser kastet sig ud i fuld albumlængde, manøvren er lidt halsbrækkende, men der hvor sangskrivningen løber lidt tør, hiver bandet den hjem på charme og vilje.
Spit Rusty kategoriserer sig selv som hardrock, men det er i dette tilfælde et temmelig vidt begreb, for bandets lyd er, om ikke andet, ret varieret. Både hvad angår hårdhedsgraden og klangen. Den røde tråd i Tin Foil Hats & Magic finder man især i den stædighed og vilje, der udstråles i musikken, og så Martin Arthur’s vokal.
Sidstnævnte vil nok være en smagssag for en del, jeg er selv ikke engang sikker på jeg ville betegne den som specielt flot eller decideret god. Den har en snert Axl Rose skærebrænder og snerren over sig hist og her, men så alligevel ikke – mest af alt skærer og snerrer den bare derudaf på sin egen lidt underlige og skæve facon. På en eller anden måde fungerer det, og selv om jeg ikke ville kalde det smukt, så kan jeg sgu meget godt lide den.
Bandet har selv skrevet, arrangeret, udført og produceret. Albummet er indspillet i Late Fairytale Studio, Tallman Studio & Big AAmp Studio. Det er mixet i Mix Studio Thessaloniki af Fotis Demertzis og mastereret af Emil Thomsen/ET Mastering (Nephew, Spleen United, Fossils etc.). Mere hjælp udefra til første del af processen, kunne muligvis har givet Spit Rusty et mere poleret og elegant udtryk, men på den anden side kan man virkelig føle bandet og deres fine intentioner, som pladen gør sig ud nu. Spit Rusty lider lidt af humlebisyndrom, i den forstand at det her burde måske ikke kunne lette og flyve, men bandet har tilsyneladende lært at arbejde sig uden om begrænsningerne og får numrene i luften, på trods af at det lyder som om, det hele er ved at falde fra hinanden af og til.
Omvendt giver netop dette en dejlig rastløshed og en følelse af uforudsigelighed i musikken, sangskrivningen kunne være lidt skarpere og mere mindeværdig over et helt album, men man begynder aldrig at kede sig i selskab med Spit Rusty. Når de er bedst, så klapper det hele som i “I Don’t Need You”, pladens tredje nummer. Tiden spildes ikke, der lægges fra land med en smittende rytme der går lige i vippefoden, og lidt i hofterne, vokalen ligger lige i det toneleje den skal og balancen mellem det hårde og mere melodiske er optimalt doseret og afstemt. Så vi suser ubesværet hen imod albummets bedste og mest medrivende omkvæd, der giver sangen det sidste løft – glimrende nummer!
Som nævnt er der lidt udskridninger i sangskrivningen hist og her, eksempelvis “The Open Road”, der aldrig rigtig får fat i underlaget og slingrer lidt af sted omkring hardrockens midterrabat, eller “What Have I Become”, en semi-ballade der kigger frem hen imod slutningen af albummet. Der er egentlig fin tyngde i nummeret og man har en fornemmelse af, hvad det var bandet sigtede efter, men det er som om den bliver lige lovlig tung i røven. Vokalen flagrer også lidt frem og tilbage mellem det tålelige og noget der lyder som små forbiere, i mens man sidder og venter på et fængende omkvæd, der aldrig rigtig kommer.
Disse udfald til trods, er der dog langt mere positivt, end negativt, at komme efter hos Spit Rusty. Ikke mindst fordi der er et eller andet ved deres musik, som bare virker herligt inkluderende, imødekommende og elskværdigt. Det lyder som et band der giver alt hvad de har i sig, ligesom i åbneren “Given’ It All”, der får rocket pladen effektivt i gang med sin hakkende og pågående rytme, der ligesom “I Don’t Need You”, er svær at modstå. Så hvorfor prøve?
At Spit Rusty godt kan sætte farten ned og ramme mere plet end “What Have I Become”, viser de på “Maladroit” og ikke mindst “bonus” nummeret “We Will Be Okay”. På “Maladroit” bliver musikken mere svævende og atmosfærisk, “eftertænksom” kan man vel nærmest kalde klangen, en udflugt de slipper rigtig godt fra. “We Will Be Okay” skiller sig markant ud på pladen (måske derfor de kalder det et bonusnummer), det er Spit Rusty i deres mest nedbarberede hjørne, hvor akustiske instrumenter får lov til at dominerer lydbilledet. Vokalmæssigt bliver det mere følelsesladet, den hardrockede snerren erstattes af mere “ren” sang – en klang der faktisk klæder bandets lyd overraskende godt. Overraskende fordi, man ellers kunne frygte at den mere nøgne stil i både musik og vokal ville afslører flere svagheder, end hvis de bare skruer op og trykker den af. Måske skulle de eksperimentere endnu mere med det en anden gang.
Tin Foil Hats & Magic er ikke en helt gnidningsfri oplevelse, men jeg kan sgu meget godt lide det her på trods af, eller måske netop på grund af (?), at det ikke er perfekt og strømlinet. Det lyder dejligt ægte og behjertet, det bandet leverer, Spit Rusty lyder simpelthen som et band, der ikke prøver på at være andet end sig selv, og mere end de kan være – og det virker herligt befriende og ender med at løfte helhedsindtrykket.
Vi ender med at snige os op på en lille 4’er for en udgivelse, der fremstår som mere end summen af dens enkeltdele.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Spit Rusty på Facebook
