Den københavnske post-punk trio, Spines leverer på Lymph Nodes, gedigent håndværk, autencitet og ikke mindst, medrivende og energiske sange.
Og så er det vel også opfindsomt, på den der post-agtige måde, for der er jo lånt med arme og ben. Det er der jo gerne, når man kaster sig ud i noget der er post-halløj. Men Spines har formået, at skabe deres egen lyd og post-punkede stil, og holde den stramt albummet igennem, som fremstår meget professionelt i alle facetter.
Musikken er da heller ikke super spiselig, første gang man får det serveret, men det har stadigvæk elementer der sætter sig fast, og en leadvokal, leveret af Mathias Gørtz, der kan skille vandene, men den passer perfekt i lydunivers og stil, og bakker godt op om tonsende bas og eksplosive trommer.
Det er det, der gør Lymph Nodes til et meget stærkt album, det er gennemtænkt, gennemarbejdet – ja, gennemført. Det lader ikke til, at der er noget som helst, der er overladt til tilfældigheder, og samtidig har den en autencitet og originalitet, der gør, at det ikke bliver kedeligt eller fortænkt at lytte til. Spines har, modsat mange andre upcoming bands, planen, sangene og stilen på plads, før de har booket studietid, og det giver pote på den lange bane.
Syv sange er der at finde på mini-albummet, syv sange der alle har et energisk udtryk, hvor trykket holdes af Simon Gørtzs eminente trommespil, det er sgu sjældent at man hører så intenst tam-tæskeri og det er en fornøjelse. Og så er der selvfølgelig Nicolai Olsens energiske bas-performance. Det er tight med tight på, det de to gutter ligger for dagen, det er imponerende.
Denne mur af lyd, bliver på elegant, og også energisk vis, blødt op og sprængt i stykker, af agressive guitarriffs og små veldoserede guitarflader.
“Costume” åbner albummet på fornemmeste vis, med før omtalte tonsende trommer, tilsvarende bas-passager, energisk guitarspil og en vokal der er som revet ud af Manchester i slut 70’erne, og ja, det er til at høre hvor trioen har hentet inspirationen fra. Dog er der langt fra tale om plagiat, da bandets eget take på genren, blender rigtig fint med referencerne fra blandt andre Joy Division.
Jeg omtalte tidligere vokalen, som en der kunne skille vandene, især når den er dybest, jeg var ikke helt solgt på den i starten, men den vinder over tid, og tilfører materialet endnu mere originalitet og autencitet.
En anden ting der er meget fornem, er at vokalen varieres, i 2-3 sange, holdes den nede, eller i et knap så dybt leje som på albummets resterende sange, og det er helt klart her jeg synes det går op i en højere enhed.
Eksempelvis på “Concrete Walls”, hvor der stadig er godt smæk på instrumenterne, men hvor vokalen er knap så dominerende og på en eller anden måde, mere sårbar. Hvis det var godt før, er det tæt på perfekt i dette leje. Dermed ikke sagt at samtlige sange skal skæres med den vokal, for det giver klart den bedste dynamik, når den varieres fra nummer til nummer.
Jeg kunne personligt godt tænke mig en overvægt af sange med den nedtonede vokal, men man kan jo ikke få i pose og sæk, og der ville samtidig gå noget af ungdomsgalskaben og frustrationen tabt i lyden, og det kan vi jo ikke have.
Det vil overraske mig gevaldigt, hvis ikke Spines får kæmpet sig op fra undergrunden, for talentet, attituden og evnen til at skrive sange, er så sandelig til stede, og er de lige så cool live, som de lyder på plade, så bør vejen være banet for et “gennembrud”. Vores kolleger på Sound Of Aarhus har oplevet bandet live, og kan berette at bandet har den helt rette attitude, coolness og leverede materialet, quote, “sniper precise” og ydermere, at “Spines were the real deal”.
Så det lugter da lidt af, at Spines har hele pakken, men om Danmark er klar til trioen, må tiden vise.
Jeg hjælper dem gerne på vej, med 5 dystre post-punkede julestjerner.
Lymph Nodes er ude på 12” vinyl 29. oktober via Subsurburban.
Find Spines på facebook HER
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
