Lyden af ungdommen via en retro-soulet lyd. Spindelvæv spinder fortabte rundt mellem dansegulv, fester og druk, retnings- og rodløse. Forvirrede, men eftertænksomme. Selvoptagede, men ramte af præstationsangst. Duoen indfanger en med deres net af tanker og lokkende, bløde toner.
Søvnløsheden har sneget sig ind på en igen. Det startede med uro, når man ligger der i sengen. Er vokset til, at blive en regulær kamp. En man med tiden taber. Det bliver til en tilstand. En tilstand, der stille og roligt overtager ens liv. Og bliver ens liv.
Min hjerne, et åbent sår, jeg har ikke sovet I et år
Jeg er blevet forført af mine mørkeste tanker
Og løbet det er kørt, jeg nåede ikke at kaste anker.
Startede det med tanker og bekymringer? En angst for, ikke at slå til. At være utilstrækkelig? Er det stress? Eller er disse ting en udløber- og resultatet af en mere uforklarlig indre uro, der manifesterede sig som søvnløshed?
Der er ikke noget konkret svar hos Spindelvæv. Måske er det startet et andet sted. Under en af de utallige fester og drukturer, der har fyldt lidt for meget. Ungdomskultur, sjov og spas eller virkelighedsflugt? En flugt fra de samme ting, som kunne forbindes til søvnløshed en. Hænger det hele sammen?
Vodka i stride strømme, “kosttilskud og kokain”, præstationsangst over Instagram og drømmen om succes? Føler man sig for en stund fri og “rig” i nattelivet. Inden man ender i “fosterstilling” på et dansegulv, hvor ingen lægger mærke til en.
Således beskrives en af tilstandene Spindelvæv synger om på deres debut-album. Det er ellers et herligt soul-funky dansegulv og smittende sving om, de spiller op til på et nummer, som eksempelvis “Kosttilskud og Kokain”.
Her “skinner solen på en vinder, som går med solbriller”. Den slags kan skjule meget. Duoen, der består af Anton og Jesper, henholdsvis medicin og psykologistuderende, skjuler ikke deres inspirationskilder. Det er 90 RnB og soul, glat og velproduceret solskins-LA lyde. Men, med en mere mørk og dunkel skyggeside.
Samples fra forskellige kilder, blandt andet en række danske politikere, snakker om vores moderne samfund. Krav og pres. Du skal levere og præstere. Blive til noget. Spindelvæv har brug for et Fjumreår, som de synger i nummeret med samme titel:
Nu kan jeg blive mig selv, dyrke mig selv og med lidt held blive klogere på mig selv
Jeg vil fjumre, jeg vil drømme, jeg vil ud og opdage livet
Der er der ikke længere tid og plads til. Du skal blive til noget, og helst i en fart. Resultatet er ungdomsgenerationer, der ender i karriereræs, karakterjagt og higen efter status på den ene side, og stress, drukflugt og narkorus på den anden. Søvnløsheden kan de sikkert have til fælles, når vi driver dem rundt i “Hamsterhjulet”:
Mine følelser er en by i Rusland
Jeg besøger dem kun hver fredag
Med hjernen fuld af vodka
På pudsig vis, og helt sikkert med en pointe, indledes Fjumreår med titelsangen og “Hamsterhjul”, inden vi får nummeret “Intro”. Dernæst starter pladen, og festen, “rigtigt” med “Kosttilskud og Kokain”. Du får på en måde lidt forhistorie og dele af drømmen om, at stige af ræset, inden vi kastes hovedkulds ud i den forvirrende og rodløse virkelighed.
Jeg havde nok cuttet pladen efter “Søvnløshed”, og ladet første og anden del af Fjumreår været hver sin EP. Anden halvdel rummer en række sange, der går i lidt andre retninger. Både musikalsk, tone- og stilmæssigt og lyrisk. Mens første del, som den er her, virker som et tematisk forbundet lille selvstændigt værk.
Måske er duoen faret lidt vild på den bondegård, hvor de under Coronaen indspillede dele af pladen:
“Her indspillede vi vokal til et par sange, men desværre blev flere gode takes spoleret af en liderlig hane i brunst. Hvis man lytter meget godt efter kan det være, at man lige kan høre noget kykkeliky”.
Jeg registrerede ikke noget kykkeliky, men musik og vokal kunne godt minde om en liderlig hane i brunst. En af dem, der knapper fjerdragten op, måske endda smider den og flasher sine rooster abbs og cock… Y smooth moves. Den galer, som en soulet smørtenor, og kan ramme den der falset, der imponerer resten af hønsegården. Originalt er det måske ikke, nogle ville endda nok kalde det en smule tilbageskuende. Men, vellydende, velsmurt og velproduceret.
Ikke alle ord og toner kommer dog let til vores tændte hane. Der er tvivl under hanekammen:
En hårknude af ord der skriger til himlen, min tunge binder bare knuder på sig selv
To fingre dybt nede i halsen, men stadig uden held
Det så svært at sige
Lyder det på en af højdepunkterne på pladens anden halvdel, “Det så svært at sige”. Handler den om kærlighed, er det stadig præstationsangsten, eller noget helt tredje? Spindelvæv er bedst og mest interessante, når der er en tvetydighed og muligheder for tolkning i teksterne.
Sange som kærlighedskvaler tøffesoulballaden “Du Var Min Pig'”, og sangen om berømmelse af den overfladiske slags, “Tag Mig Til Hollywood”, er knap så fascinerende. Her bliver det muligvis lidt for meget 1:1 rent lyrisk. Budskaberne er fine og teksterne stadig velskrevne men, der er ikke så meget at dykke ned i mellem sætningerne.
Spolen word nummeret/lyddigtet “Epilog” runder Fjumreår af på en lidt højtragende, poetisk tone og fornemmelse. Det kan måske lyde lidt prætentiøst, ved heller ikke helt hvor godt jeg synes nummeret fungerer. Eller passer ind rent stilistisk. Men, selvom Fjumreår er præget af alvor og 90er toner uden skyggen af ironi, så er Spindelvæv på ingen måde er selvhøjtidelig eller højrøvet projekt.
Nu kan lytterne jo ikke se pressemeddelelser, andet end det citat jeg har delt her. Men, her skinner det hele vejen igennem, at duoen her er gennemvædet af selvironisk distance og har godt med glimt i øjet. Næsten så det virker som en helt overvældende kontrast, at sætte de uironiske sange på.
Det har, naturligvis ikke noget med den endelige dom over Fjumreår som plade at gøre. Med 12 numre, på knap 36 minutter bliver det lige til 5-10 minutter for meget simren i flødesovs til min smag. Det bliver lidt for fed og kvalm, mangler noget krydderi på pladens sidste halvdel.
De har noget på hjertet og hjernen hele vejen igennem albummet. Der som helhed, trods mine små forbehold, bestemt ikke er et spildt fjumreår. Det er, forhåbentlig et af den slags man lærer af og får sig nogle nyttige erfaringer og oplevelser.
Af Ken Damgaard Thomsen
