Er det jazz? Alternativ rock? Indie? Vise/sangskriver? Lidt af det hele, meget mere og noget helt andet. Spillemændene vender virkeligheden på vrangen på Nationalsange, og kigger på os igennem et par briller der gør billedet varmt, hyggeligt, ironisk, barnligt (i positiv forstand), forvrænget, forrykt og mystisk.
Som I kan se øverst, så står der 6 stjerner og dermed topkarakter til Spillemændene, og jeg har brugt megen tid på at vende og dreje de ord der skal beskrive Nationalsange, og dermed retfærdiggøre de 6 stjerner. Og det om en samling sange og noget musik, der meget svært lader sig beskrive helt præcist og som egentlig bare burde høres og fortolkes på egen vis. Så med forbehold for at jeg ikke yder musikken retfærdighed, lad os prøve at kigge med gennem Spillemændene’s øjne og hvad de ser på nogle af de 9 sange som albummet består af.
Det her er en af de udgivelser, der helt bestemt ikke er for alle. Nogle stejler måske allerede lidt over indledningen, 6 stjerner og noget musik der lyder som om det er indhyllet i mystik, tilsat en anmelder i selvsving, der klapper i sine små tykke hænder – åh gud. Men lad jer ikke afskrække, det her er ikke så artsy fartsy at man føler sig hægtet af, det er bare markant anderledes end noget jeg kan mindes at have hørt før. Det umiddelbart største springende punkt, vil for den del nok være vokalen. Forsanger Nicolai Elsberg har en meget dyb bas/baryton, første gang jeg hørte den tænkte jeg, udover “hvad fanden er det her?”, at det var en LP med Erik Paaske der kørte i lavt tempo.
Læg dertil, at en en stor del af det mystiske ved Spillemændene, er det besynderlige lyriske univers som vokalen udfolder sig i. Teksterne er på dansk, mestendels i den mundrette ende, men ordene sættes sammen så de skaber underlige og aparte sætninger og billeder. Det er nærmest lyddigte tilsat musik. Tekster der veksler mellem det meget konkrete og lige så pludseligt muterer til overraskende ordbilleder, der svæver rundt mellem hinanden og giver Nationalsange en følelse af, at de eksisterer i et eller andet parallelunivers. Eller er løst forbundne punktnedslag i Danmark som nation og den danske folkesjæl – måske, eller overhovedet ikke.
Pornomodeller kan nu bliver dyrerettighedsforkæmpere
Dine indre organer bliver fragtet frem og tilbage i brandbiler
Bah-buh
Sådan lyder der for eksempel afslutningsvis i den næsten 6 minutter lange vuggende “Bah-buh”, hvor Spillemændene’s jeg-fortæller er “taget på ferie langt inde i velfærdssamfundet”. Nummeret lægger sig som en dyne over en, med sin sløve og mediterende melodi, en skæv guitarsolo stikker snuden frem, men den fortællende vokals foredrag er omdrejningspunktet. Umiddelbart er det en sang om ligestillingen, men de lyriske krumspring gør, at man aldrig er helt sikker på hvad det hele egentlig handler om. Er det ætsende satirisk? Er Spillemændene lidt frastødte? Er de positivt stemte? Man får sjældent noget, der kan tydes som entydige svar på Nationalsange, alligevel virker det ikke distancerende, det er bare åbent for fortolkning på grund af bandets leg med både sprog og musik. Og konstant billedskabende.
Som på “Rejsen Til Månen”, hvor de ønsker at “løse livets gåde”, hvordan? Det har jeg vidst ikke helt forstået, men så kan man fokusere på de sært dragende vokaler i stedet for. Elsberg markerer sig ikke kun i kraft af sin dybe brummen, men også ved hans skiftende måde at udtale ord på. Hvor mange sangere trækker ord og endelser for at de passer ind i musikken, så leveres de ofte kort og præcist fra Elsberg. Et “hej” er ikke “haaaaj”, men “HEJ” punktum. Det er med til at forstærke den skæve og anderledes stemning, der gennemsyrer hele albummet. Af og til gæstes numrene, som her “Rejsen Til Månen” af Anja Tietze Lahrmann på kor eller som anden fortæller stemme, hvor hun det meste af tiden lyder som en lille delvist bedøvet skovfe. De to stemmer tilsammen giver hele universet et skær af børnesange eller lettere forskruede vuggeviser. Aske og Luna på valium.
Slimhinden er rød og dit pis er i kog
Du er et stakkels rystende espeløv
Men den fallerede engel
Gir’ dig ikke lov til at gå død
Vuggeviser fra helvede i “Djævlesangen’s” tilfælde, der viser Spillemændene fra deres mest uptempo og indie-rockede side, rent musikalsk. Men som altid, så holder de sig ikke til ét musikalsk spor, hele vejen igennem det dirrende nummer ligger en guitar og driller og stikker, imens Elsberg synger som om han har et tiltagende maveonde eller er ved at blive kvalt af ord og ubehag. Nummeret vokser og vokser til et kaotisk og nærmest manisk kogepunkt, og BUM, stilhed. Intet fade out eller lignende, bare stilhed.
I helt modsatte ende af spektret finder vi åbningsnummeret “Stratego”, der åbnes med horn, en diskret bankende elektronisk puls og en meget nøgen vokal med noget kor i baggrunden. Det lyder som om det kunne være sunget i et stort kirkerum, hvilket er med til at give det hele en stemning af salmesang. “Krigen starter nu” gjalder det ud i det store rum. Men den faretruende alvor brydes med sætninger som “Cowboys og indianere forlader byer”, og man sidder endnu engang forbløffet og forvirret tilbage som lytter og tænker “okay, hvad handler det her så lige om?”. Titlen “Stratego” kaster i sig selv flere tanker og spørgsmål af sig, det er jo som bekendt et brætspil, som måske især havde sin storhedstid da jeg fedede den i folkeskolen for 20-25 år siden. Det giver igen det indtryk, at der er noget barnligt eller nostalgisk over Spillemændene, og fungerer naturligvis også på et større metaforisk plan, hvor brætspillet repræsenterer Danmark, verden, hvad ved jeg, men det interessante og tillokkende for mig, er forbindelsen til min egen barndom. Det giver Spillemændene’s musik en, måske utilsigtet (jeg tør efterhånden ikke sige noget absolut om flokken og deres motiver), ekstra dimension af identifikation og genkendelighed, som rækker ud over selve musikken og teksterne.
Det bliver endnu mere udtalt og tydeligt på det der er pladens højdepunkt for mig personligt, et nummer dedikeret til Dyrene i Hakkebakkeskoven, med gæsteoptræden fra Folk og Røvere i Kardemommeby og selveste Karius & Baktus. Nu begynder det måske for alvor at blive for skørt og langt ude for nogen, men hvis du først er blevet suget ind i Spillemændene’s alternative virkelighed, så er du også parat til at accepterer et nummer som “Til Minde Om Dyrene I Hakkebakkeskoven”.
Dyrene i Hakkebakkeskoven pakker sammen
De har optrådt for sidste gang
Publikum er forsvundet
Det er mærkeligt. Men også mærkeligt rørende og vedkommende. Det handler vel i bund og grund om minder, eller især glemte minder fra en forlængst svunden tid. Der er lidt Toy Story eller Den Uendelige Historie over det, hvor legetøjet og “historierne” kun lever igennem netop at blive husket. Det er ikke ægte i en fysisk virkelig forstand, men kan i den grad føles ekstremt virkelig og nært som et kært minde, på niveau med andre mere ægte ting. Et nummer som dette gør dog at disse minder netop fremstår ægte- Bagermester Harepus, Karius & Baktus og kasper & Jesper & Jonathan bliver i ens minder pludseligt lige så levende og virkelige som gamle klassekammerater eller tante Oda.
Det er et hårdt liv, at leve af folks fantasi
Den dag du er glemt, er du færdig
Og folk glemmer let
“Sådan er showbiz”, som Elsberg tørt konstaterer. Jeg har svært ved præcist at forklare hvorfor dette nummer er helt fantastisk, men det er Spillemændene i en nøddeskal. De siger noget om alt og ingenting, igennem noget der umiddelbart virker ret ligetil og konkret, men som i deres musik og tekster fordrejes, vendes på hovedet, skilles ad og samles igen, ofte med et næsten David Lynch-agtigt touch og twist. Du har den enkle og lidt tørre overflade, og så et rigt og boblende bizart univers lige under overfladen, hvor man ikke er bange for at virke barnlig, outreret, småskræmmende, skør og helt speciel eller have underlig smag.
Spillemændene forsætter deres barnligt nysgerrige leg med virkeligheden på “Op At Stå”, hvor det kendte fodbold kampråb “op at stå, op at stå, op at stå” bliver brugt som afsæt til et nummer, hvor vores tilbagevendende jeg-fortæller har “opdaget en fejl ved virkelighed”. Igen leger det 6 mand store orkester lystigt med denne virkelighed i tekst og musik, så man som lytter er lige dele snot forvirret og begejstret over opfindsomheden og de billeder den skaber hos en. Giver det mening, en mening, i sidste ende? Det er egentlig ikke vigtigt, ligesom de fantasifulde lege man selv legede som barn, så fremstår Spillemændene som et band der bare er sultne efter at gå på eventyr og opdagelse i det rige univers de selv skaber – jeg er blot med på turen eller digter videre på min egen historie.
Nationalsange kræver måske at du bliver som et barn igen for at det helt virker. Men er du af forskellige årsager ikke helt med på den leg, så kan du i stedet nyde Spillemændene og deres fermt eksekverede og realiserede sange på et meget konkret plan. Du smukke passager med duet mellem Elsberg og Lahrmann på “Op At Stå”, den dystre atmosfære på “Udslettelse”, instrumentale udflugter hist og her eller bare sætte pris på, at der her er et band, der går fuldstændig deres egne veje, har en dybt personlig stil og er forrygende originale.
Indledningsvis skrev jeg, at jeg ikke kunne mindes at have hørt noget lignende. Måske har du (og fortæl mig endelig hvis du har!), men i min verden er Nationalsange det mest originale og nyskabende album jeg har hørt fra et dansk band i mange år – uden at det er anderledes blot for at være anderledes. I det meget korte og spartanske pressemateriale står der at Spillemændene er “.. for store voksne. Og det er for små voksne. Det er for store børn. Og det er for små børn”. Det er faktisk alt du behøver at vide inden du sætter albummet på. Åbn sindet, lad tankerne flyve af sted sammen med musikken. Som C.V. Jørgensen synger, det er “lidt til og meget mere”. Og det er med Spillemændene’s egne tvetydige ord “den skinbarlige virkelighed”.
Anmeldt af Kodi
Nationalsange udkommer d. 30/6 via Playground Music. Besøg bandet på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
