Spejlvendt er en popduo bestående af Frederik Hjulmand og Anders Termansen, der over 5 numre og 18 minutter når omkring både kærlighed, forelskelse og noget lidt mere politisk. Det er generelt et indbydende lydbillede der præsenteres, men tematisk var der måske brug for et lidt større lærred at male på.
Og dermed mener jeg, at det mere poltiske nummer, “Fri Fugl”, EP’ens næstsidste, skiller sig en del ud fra de øvrige sange, der er mere funderet i kærligheden. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, de kalder selv deres popunivers for “rummeligt”, men måske lidt for rummelig til en EP, modsat et album hvor der ville være mere plads at boltre sig på.
Lidt udenfor ligningen er også afslutteren “En Dårlig Vittighed”, der skiller sig ud på flere punkter. Budskabet er ikke helt tydeligt for mig, hvilket bestemt ikke er en ulempe, så må jeg jo lytte flere gange, hvilket jeg også får lyst til. Vi er ude i noget samfundskritisk af en art, hvor ryggen vendes til problemerne, eller man vasker hænder på en eller anden vis. Jeg kan sgu godt lide sange, ikke mindst pop, hvor den præcise mening ikke pensles ud og man stopfodres med svar, men alligevel sidder med en fornemmelse af, hvad det drejer sig om – måske uden helt at kunne sætte ord på det.
Musikalsk føjes der her også en del til Spejlvendts ellers guitarfunderede poplyd med både diskret klaver og behersket trompet, som giver det hele et blåligt skær til den røde(mende) tone, som ellers dominerer EP’ens første halvdel. Det gør dog også, at de 3 første numre på EP’en virker som et kapitel for sig. Ikke at man ikke kan høre, at det er samme band og folk bagved, men stemningen er lidt en anden.
Rødme starter nemlig med sommerfugle i maven, summen i hele kroppen, måske føles dine ben lettere og luften lidt mere frisk? “Dit Hår” er en glimrende popsang, der bobler af fascination og forelskelse, så man tager sig selv i, at sidde og tænke “ej, sådan gad jeg da godt at have det”, indtil man kommer i tanke om, det ville spænde ben for ens mission med at blive en gammel, bitter mand. Det er sommerpop med stort S, som munder ud i en næsten Love Shop’sk “En Nat Bliver Det Sommer” stemning. Det er sgu mere end godkendt popsnedker arbejde, det her.
Sangskriver Frederik Hjulmand har forklaret, at inspirationen til sangene udspringer af, at han lever sammen med en fransk kvinde, hvilket han beskriver som “at rejse uden at bevæge sig”. Det udtryk passer ret godt på stemningen og følelsen de øvrige 2 numre på Rødme afgiver. “Deja-Vu” virker lidt mere nedslået, eller i hvert fald tænksom i sin tone, hvor der er “deja-vu i dit blik, når jeg møder dig”. Jeg ved ikke helt, om det skal tolkes som en god eller dårlig ting? Måske er det også fordi, jeg har lidt svært ved, at høre hvad der egentlig synges når vokalen bevæger sig op i de høje toner og et lysere register? Men, jeg TROR, vi er ude i et nummer med ambivalente følelser.
Vi bliver ude i natten, hvor retningssansen ryger, men måske ikke på nogen dårlig måde. “Jeg er faret vild, søger mod discokuglens skær”, lyder det i begyndelsen af “Natsommerfugl”. Det kunne lyde som en dårlig ting, men resultatet er, at det føles som om hovedpersonen sættes fri, i hvert fald for en stund. Der danses i cirkler, både i teksten og rent musikalsk, så man får lyst til, at lukke øjnene, snurre rundt og suge de indtryk ind de andre skærpede sanser opfanger. Mandag morgen vågner man så op med en “afbrændt hånd”, men “kan ikke få nok”, så man gentager nok kunststykket næste weekend. Kører i cirkler… på den måde peger nummeret også tilbage på “Deja-Vu”. Her føjes der i øvrigt noget smagfuld andenstemme/kor til Spejlvendts lyd, leveret af Carla Hjulmand Nielsen.
Det smager af mere, det Spejlvendt disker op med på denne EP, der kun “hæmmes” lidt af, at jeg synes den knækker lidt på midten. Isoleret set er det 5 stærke numre med hver deres udtryk og identitet der bydes på her, men det virker også som små smagsprøver på noget større. Det kan man jo så gå og glæde sig til, mens man spekulerer lidt over, hvad man egentlig skal lægge i bandnavnet Spejlvendt? Og man kan da forresten også rødme, når man skammer sig, hmm…
Pop med potentiale, noget på hjertet og lidt at tygge på, vi serverer 4 stjerner i første omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
