Spejlvendt bygger EPen Mistet Forbindelse op omkring et nummer, der omhandler Frederik Hjulmands overvejelser om at rejse til Paris og kæmpe for sit parforhold – eller tage en anden retning. Det gøres i en pop-form som giver overvejelser om udfordringer ved at synge på dansk, alvor og humor og hvor meget associationer kan præge opfattelsen.
Der er fire numre på Mistet Forbindelse og pressematerialet beskriver, hvordan det hele er startet med titelnummeret: Hjulmands kæreste rejste til Paris ’på par-pause’ og åbnede dermed overvejelser om, hvor vidt sangeren skulle følge med.
Det er der kommet en fin, lille popsang ud af og den er en dansklærers våde drøm: Over luftigt klaver leveres tekster fyldt med allitterationer og nye metaforer og et vaske ægte pop-hook i melodien.
Sangen er bygget op af ”din stemme driver ned af vinduerne”, ”jeg la’r følelserne vælte ud / mens hele verden kigger med” og ”på tværs af kontinenterne er vi sammen” er eksempler på hvordan tidens digitale kommunikation bliver basis for relationen. ”Pixeleret, du er hakkende / når du viser mig dit nye liv” bliver vel billedet på den komplicerede relation. Det bliver måske lige direkte nok, men teksten bliver båret af godt, melodisk arbejde. Og det er så afgjort det centrale nummer – og EPens bedste.
Afledt af dette nummer er åbningsnummeret, ‘Hvad Hvis Jeg Drømmer’, som så i modsætning til titelnummeret bliver et ’hvad nu hvis…’-nummer. Hjulmand bruger samme teknik som Seebach den yngre, når han synger højt og bliver presset og da vi også opererer inden for poppen, bliver det svært ikke at lave sammenligningen. Og. Der er jeg bare ikke fan. Fans af Seebach vil måske kunne glæde sig over, at der her er tale om en mand, der meget gerne bruger metaforer. Men jeg forestiller mig også, at Seebachs succes i ét eller andet omfang ligger i at hans tekster og musik er så ukompliceret… Nå. Hvor titelnummeret altså bæres af god melodi, er det ikke helt så godt med åbneren.
EPens længste nummer, ‘Luna’, fik mig i første omgang til at smile: Refrænet rummer metaforet ”jeg var den første, til at sætte mit flag i dit hjerte”. Men ved nærmere eftertanke repræsenterer det også et lidt antikveret kvindebillede, hvor de ’erobres’ som en anden drabant om vor planet. Det er måske at tage det mere alvorligt, end hvad godt er, men netop sådan et metafor kunne med fordel være leveret med et hint af ironi eller tongue in cheek. Her er der dog ingen tongue in cheek.
Tilbage er afslutteren ‘Det Føles Som En Evighed’. Endnu et fint pop-nummer, der i nærmest ballade-stil konkluderer og spørger ”det føles som en evighed / hvornår kan vi puste ud?” – og bliver dermed en konklusion på en gennem hele EPen løbende teknologi-kritik. Og dermed følgende afstand.
Det er prisværdigt nok.
EPen er en pop-EP og blot ét nummer har et rigtigt godt pop-hook og i skiller sig i øvrigt positivt ud med brug af metaforik – hvor de øvrige numre har en tendens til at blive sådan ’dansk-flade’.
Der er dog noget af komme efter hos tekstanalytikere, der er pjattede med metaforer og sprog-spidsfindigheder. Som musikalsk værk ville det dog stå meget stærkere, hvis den kvalitet titelnummeret har, også blev spredt ud over de øvrige numre.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
