Spejlvendt debuterer med momentvis virkelig stærk dansksproget, 80’er inspireret pop-rock. Desværre er niveauet i sangskrivningen ikke lige højt hele vejen gennem mini-albummet, men der er flere gode sange i mellem.
Der er noget dansk 80’er feeling over åbneren ‘Ramte bunden’ – i det hele taget er den roligt pulserende 80’er pop/rock-vibe Spejlvendts store plus for undertegnede – og samtidig det største minus. Når lyrik og hooks er gode nok, giver det nogle fængende og stærke sange, men når de ikke er, bliver resultatet lidt gråt og kedeligt. Blandingen på De uendelige skridt er sådan nogenlunde 50/50 i min optik. Ind i mellem bliver det lidt køligt og repeterende, andre gange rammer Spejlvendts numre tæt på plet. ‘Ramte bunden’ er mest i sidste kategori.
Til gengæld ender et nummer som ‘Havgudinde’ i den lidt kedelige ende, blandt andet på grund af et lidt uopfindsomt omkvæd (“Havgudinde//Hav-gud-indeee”), som er med til at få nummeret til at føles noget repetitivt ensformigt, trods fine instrumentale detaljer og en veludført outtro. ‘Slutspurten’ ligger lidt mellem de to, også her er der fine melodiske øjeblikke, og et underspillet stærkt omkvæd. Til gengæld er jeg ikke så pjattet med, at der er lagt lidt effekt på vokalen.
Der er store plusser ud for ‘Hus forbi’, som er rigtig stærk med sit fængende synth-tema og effektive basspil – her fungerer Spejvendt’s formular upåklageligt, blandt andet fordi, der også er god variation i vokalen. Guitaren får lov at fylde lidt mere på ‘Mit indre kompas’, hvor “min verden er spejlvendt//alt føles forkert//Hvornår letter tågen fra mit indre kompas”, men både synths og den overskudsagtige, men diskrete, rytmesektion, har nu også fortsat store roller. Heldigvis, for det er gode byggeklodser for Spejlvendt.
Det bliver næsten en smule soulet på ‘Dagdrømmer’, som indledes med tangentspil, som også bliver ved med at spille en central rolle i instrumenteringen senerehen. Frederik Hjulmand bruger de lysere registre af sin vokal flere steder – det er nok en smagssag, hvordan man har det med det. Min største anke ved nummeret, er dog at det går lidt i repeat – omkvædet kører en hel del omgange, og selv om det er fint udført, så falder jeg lidt hen.
Der er en varmere, og måske også lidt vemodig, tone i vokalen på ‘Før solen går ned’, som behandler tidens gang, ikke altid helt elegant rimende, men på sympatisk vis, og med en varm bas, som jeg synes er med til at give nummeret en behagelig fornemmelse. Men alligevel er det som ikke det bliver helt forløst. Jeg synes det starter rigtig godt, men på den sidste del af nummeret er det som om instrumentale krummelurer overtager, for at kompensere for at sangen taber luft.
Det er også med til at gøre, at jeg tænker at De uendelige skridt kunne have stået rigtig stærkt hvis det havde været en EP med 4-5 numre, men som mini-album ender det i den blødere mellemvare og 3 pæne stjerner. Flere af sangene er til mere, og jeg tror på at Spejlvendt har meget mere i posen.
Du kan finde Spejlvendt på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
