Speaker Bite Me nåede gennem både Future Plans og en god del af bagkataloget på Atlas, og cementerede at de er blandt de bedste og mest ambitiøse rockbands her til lands.
Det var ikke fordi Speaker Bite Me leverede et overdådigt sceneshow denne lørdag aften i Aarhus. De fire bandmedlemmer, med rytmesektionen, bestående af Emil Landgreen på trommer og Kasper Deurell på bas, i midten, og Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ryum med deres guitarer i hver sin side af scenen, holdt sig egentlig mest af alt til at spille deres sange. Og så komme med enkelte kommentarer hist og her, med Wille-Jørgensen som den mest udadvendte.
Ikke at det gjorde noget. Speaker Bite Me kvalificerer sig vel næsten til at være en institution i dansk rock, hvor de godt nok aldrig har nået et decideret bredt gennembrud, men altid har været anerkendte – også før de muterede fra Murmur til Speaker Bite Me for over 20 år siden.
Det er også lidt historien om deres seneste album, Future Plans, det første siden 2007’s Action Painting, selv om det både er blevet til en førsteplads på vinylsalgslisten og spilletid på P6. I mellemtiden siden Action Painting (og før) har Wille-Jørgensen, som Jomi Massage, og Ryum, under eget navn, haft gang i at markere sig, ganske stærkt, på egen hånd.
Speaker Bite Me er dog andet og mere end summen af de to. Hvor det tidlige materiale, som jeg ikke er voldsomt velbevandret i, tager udgangspunkt i grunge og grungens inspirationskilder, smager Future Plans mere af Godspeed You! Black Emperor, Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra og ligesindede. Og begge dele med deres helt egen karakter.
Blandt andet i kraft af den delte forsangertjans mellem Wille-Jørgensen og Ryum. På Atlas fungerede det gennemgående glimrende, når de to skiftedes til at tage lead og bakke hinanden op. Wille-Jørgensen har den mere ekspressive af de to vokaler, men Ryum’s vokal passer på sin vis også ret så fint ind i lyduniverset, der især på nye skæringer, som ‘Future Plans’, ‘Sweet Expectations’ og ‘This Song Is Gonna Kill You’ på Atlas blev leveret med et tryk og en tyngde, så man ikke kunne undgå at få blæst håret lidt om i nakken.
Det var kort og godt tungt og tight leveret, og selv om trommeslager Emil Landgreen et enkelt sted tabte et slag, blev det samlet fint op og man følte sig undervejs i gode hænder rent rytmisk. Der blev både danset, nikket med, og semi-headbanget til rytmerne undervejs, og det siger noget om, at de to herrer formåede at lægge en bund, der både kunne mose igennem og være medrivende. Der var både til gården og til gaden.
Ud over at de nye sange stod stærkt, var det en ret homogen koncertoplevelse – både levering og sange var på højt niveau, men jeg bed dog særligt mærke i en lidt cheeky ‘Uh-Ah’, der blev leveret med melodisk overskud og glimt i øjet, og den tunge ‘Landscapes Can Move Themselves’, som et af ekstranumrene.
Speaker Bite Me virkede som en sammenspillet enhed, med fuldstændig styr på deres virkemidler, og så var der kort og godt overskud i hvad de foretog sig, også når engagerede, men lidt lørdagsbøvede publikummer, kom med let lørdagsbøvede tilråb eller i et enkelt tilfælde måtte jages af scenen. Det klarede Wille-Jørgensen effektivt, med bestemt stemmeføring.
Efter en intens afslutning på det ordinære sæt med ‘Ruin’ (mener jeg), kom bandet hurtigt på scenen igen til først to, og så yderligere et ekstra nummer. Med de kritiske briller på, brød det lidt med den kompromisløse tilgang, men omvendt lugtede det også af et band, der nød at spille sammen og bare gerne ville give det ikke voldsomt store (vi var vel omkring 100), men til gengæld medlevende, publikum lidt mere at gå hjem på. I sidste ende blev det til næsten to timers musik fra Speaker Bite Me, leveret på et ret højt niveau – jeg kan ikke komme på mange danske bands, der kan levere med samme intensitet og kvalitet.
Det fortjener 5 store stjerner på en aften, hvor Atlas i øvrigt også lydmæssigt dannede en fin ramme.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Ad hoc mobilfoto og sidemand: Troels-Henrik Balslev Krag
