Dér var det! Det nær-perfekte billede på, at det hele ikke behøver være så kompliceret i rock.
Bare nogle gode riffs, en god sanger og så derudaf!
Det er i hvert fald opskriften på South of Sundays’ album Honey Tongue. Selv om der ret beset er sparket en i øvrigt udmærket ballade, Rollercoaster, ind på pladen, så er det de (hard)rockende dyder, der er bærende.
I front finder vi en stærk, erfaren vokal i Johnny Houmark der balancerer sin overdrive virkelig fint, kan udtrykker coolness og overskud og som over 11 numre aldrig kommer til kort.
Et nummer som Dead End Streets (And Silver Screens) og Horizon sender både i stil og vokal tankerne lidt i retning af I’ll Be Damned og fremstår nok som pladens skarpeste skæring. Dog er South of Sundays ikke nær så teknisk, eller egentlig så hårdt og flere numre kunne også stilmæssigt have været at finde på en D-A-D-plade.
Nej, det er ikke for de avancerede musikalske – eller for så vidt tekstmæssige – detaljer, man skal høre Honey Tongue. Nej, det er mere for at få et godt, solidt og genretypisk stykke ukompliceret rock.
Til tider trækkende i den hårde retning som Dead End Streets… – til andre mere sassy dansende som på Diamonds In The Rough og Heaven Falls.
Det er for at ræse derudaf i en åben sportsbil til Don’t Wanna Hear It On A Sunday (eller, all right; træde hårdt i pedalerne op af Langelandsgade?) og en masse andre årsager til at høre rock. Hvoraf en central er, at South of Sundays fremkalder et smil på læben i al sin enkelhed – men også i udtrykket, der står skarpt. Især båret af en stærk vokal.
Bliver det lidt generisk? Det vil nok være for grov en kritik, men ret beset så er det nok ikke sådan at finde de oplagte singles fra albummet. Den pop-appeal, sådanne numre bør have, er der trods alt ikke så meget af. Til gengæld lyder det hele fedt, der er både potens og smæk nok på til at jeg føler mig fint underholdt hele vejen igennem de 11 numre.
Behovet for et hit eller en ørehænger træder derfor i baggrunden, når der på denne måde er styr på udtryk, stil og energi.
Skulle rocken være død (det er den ikke!), så er South of Sunday i den grad med til at genoplive den. Ikke, som man måske kunne forvente, ved at forny genren og træde uberørte stier. Nej, ved simpelthen ved bare at gøre dét, man skal i genren – og gøre det godt.
Det er sejt, ukompliceret, inviterende til at drikke øl og svinge håret. Min sjæl! Hvad vil du mere?
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
