Nu går vi naturligvis ikke ind for vold af nogen art, men i overført betydning gav gode, gamle, men ikke bedagede, Sort Sol nydelige Heartland Festival den mavepumper og los bagi, som bestemt ikke kunne skade.
Faktisk lignede omkring 80 % af de fremmødte nogen der havde fået granatchok, da jeg vendte mig om cirka halvvejs igennem Sort Sol’s 5 kvarter lange koncert søndag aften. Fra første række, hvor jeg for en sjælden gangs skyld havde parkeret anmelderbussen, så man katatoniske ansigter og forstenede kroppe, der kun bevægede sig fordi der blæste en jævn vind igennem dalen foran Lowland Scenen.
Måske var det fordi lyden var HØJ og tung, måske syntes de det var noget værre lort, måske kendte de egentlig kun “Let Your Fingers Do The Walking”, eller måske var de i en form for trance? Det hele? Og det er ikke sagt som en eller anden anmeldersnob, som ved bedre og “forstår” det, det var blot min oplevelse, som beskuer, oppe ved hegnet. Hvordan den reelle stemning var længere nede tør jeg ikke gør mig klog på, det var umuligt helt at få en fornemmelse af pga. lydtrykket fra scenen. Nå ja, og fordi jeg faktisk var temmelig opslugt af Sort Sol’s halv-grumme lærestreg.
Ikke at de gjorde det så meget anderledes end de plejer, det var Sort Sol som man kender dem. Ganske kompromisløst, men ikke decideret fjendtligt eller utilnærmeligt. Der smides spredte lunser ud, men inden man når at tygge og få det ind, så kommer det næste dybe stød i dunken.
Og selvfølgelig spillede de “Let Your Fingers Do The Walking”, nok mest af pligt, men hjertelandet fik lov til at vente indtil næstsidste nummer – og inden var de blevet rykket rundt i manegen. Over nye numre, som den lidt for stillestående åbner, “The Weightless”, der er glimrende på plade, men blafrede lidt uforløst i vinden her. Dyk i bagkataloget som en skarp “A Knife For The Ladies” og hits som “Shaheeba Bay”. Sidstnævnte dog med en temmelig ondsindet og larmende afslutning, der næsten virkede helt trodsig, som i “I fik et hit, men sådan som vi synes I skulle have det!”.
Det var et højdepunkt blandt mange, især da koncerten for alvor kom i gang efter en lidt famlende start, hvor man savende noget bid og tilstedeværelse, ud over de kendte bevægelsesmønstre på scenen. Derfor virkede de to Snakecharmer numre, “Next Century” og “Who’s Afraid of Virginia Wolf”, der faldt som andet og tredje nummer, også lille smule tamme. Jeg ved ikke helt hvad der manglede? At autopiloten blev slået fra og reel tænding på scenen?
Den kom så efter den nye single, “… Like a trance like..”, der lidt savnede studieudgavens sarte fremførelse og kontrasterne fra den kvindelige vokal, måtte genstartes 2 gange fordi der var problemer med en af Lars Top Galias pedaler. Det var dog som om, at dette, i den større sammenhæng, lille hik fik tændt en mindre brand ind i bandet, der for alvor bed fra sig i en herligt hårdt spillet udgave af “Dog Star Man” lige bagefter.
Senere i sættet fik “Sigimund Blue” samme hårdhændede og konfronterende behandling, så ethvert anløb til fællessang blev overdøvet af bandet. Fællessang var der heller ikke meget af under den nye, maskinelle “Nocturnal Creatures”, hvor Thomas Ortved simpelthen forlod trommesættet og fik sig en fadøl ude i siden. Det nummer har næsten en Depeche Mode møder Kraftwerk vibe over sig, som fungerer rigtig fedt. Titelnummeret fra den nye plade, “Stor, Langsom Stjerne”, blev der trods en spilletid i omegnen af ti minutter også plads til. Her er var det endda som om det langsomt ulmende og højstemte nummer, det lyder som et møde mellem space-rock, munkesang og Vangelis, fik fanget publikum ud over de forreste rækker.
Så er et andet nyt nummer, “A Stroke of Midnight”, straks mere imødekommende. Faktisk lyder, især indledningen, lidt som en omskrivning af melodien fra “Let Your Fingers Do The Walking” der møder Gasolins “This Is My Life”? Mine personlige højdepunkter faldt dog i form af en hypnotisk, rumlende og TUNG version af “Erlkönig”, som en velsyngende Steen Jørgensen efterfølgende kaldte “vores nordisk doom folk nummer”. Rammende beskrivelse. Den fik Heartland til at skælve fra jordbund til trætop. Det samme gjorde afslutteren “Tatlin Tower”, der endte med en Steen Jørgensen udvandring og et støjinferno fra de resterende fem herrer og en kvinde på scenen. PUNKTUM.
Under andre omstændigheder var det Sort Sol leverede måske “kun” blevet belønnet med 4 flotte stjerner, men netop omstændighederne og rammerne på Heartland Festival gjorde, at det her hævede sig op på en velfortjent 5er. Det her var den koncert Heartland trængte til for, at ruske en lille smule op i al den hyggelige og kontrollerede pænhed.
Man kan håbe, at der er nogen blandt publikum, der har fået sig et mindre kulturchok da den sorte sol skinnede på Lowland. Uden modspil og noget der trækker i en anden retning, så bliver det hele lidt fesent og blottet for kontraster. Det tiltrængte grus i maskineriet sørgede Sort Sol for.
Og tak for det!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
