Det er tunge tider og ulven bider. Mørket er over os. Det samme er Sort Mono. Hvem de er, er i følge dem selv ikke vigtigt lige nu. De er terrorpoppen og de kommer med 4 numre om tvivl, smerte, eksistenslede, frygt og dystopi – men også om kærlighed, vilje, ære og håb.
Den sidste del er direkte citat fra deres pressemeddelelse, eller skulle man kalde det endnu et manifest, det foreløbigt sidste i rækken efter nogle stykker der har varslet bandets og EPens ankomst via et par singler.
Jeg indrømmer gerne, at bandet alternative og højtidelige måde, at kommunikere på fangede og pirrede min nysgerrig- og opmærksomhed. Det har virket både mystisk, suspence fuldt (et eller to ord, er det et ord?!), opbyggende og gammeldags på sådan en “nu tikker der endnu et kortfattet telegram ind” vis. Nu er den her så, terrorpoppen er over os og varsler pop med indhold om vores samtid. De tunger tider.
Faren ved denne form for opbygning, er de forventninger der følger med og om de indfries, eller om slutresultatet overhovedet minder om det man gennem forventningerne havde regnet med/håbet på. Både og, i dette tilfælde. Terrorpoppen fra Sort Mono er ikke den form for brintbombe i den danske musikbranche, som jeg havde håbet på. Nærmere en håndgranat, men den kan jo også udrette nok så meget skade, hvis den rammer rigtigt (eller er det mon noget helt andet?).
Er Sort Monos debut så en skuffelse? Njah, ser man bort fra, at jeg havde håbet på noget der kunne leve op til pressetaktikkens overraskelsesangreb, så er det en stærk, lille udgivelse. En udgivelse, der balancerer dejligt på en knivsæg mellem det højtideligt ildevarselende og det komisk selvhøjtidelige – uden, at det netop overskrider den grænse. Det kan jeg godt lide…
Hvad er Sort Mono så, ud over at de er terrorpoppen (tordenbrag og ominøs musik i baggrunden)? Hmm, ja, de minder egentlig i deres lyd og på vokalfronten lidt om et band som Skammens Vogn, på udflugt i 80erne? Er det jer? I skal ikke svare, jeg kan godt lide, når jeg ikke kender alle svar. Det er måske lidt af problemet der kan være ved et projekt som Sort Mono nu tæppet er faldet og de er kommet, om ikke helt, så da delvist, frem i sporlyset. Mystikken og illusionen ryger lidt og lige pludselig er der dømt trommemaskine og 80er stynth pop feeling på et (i øvrigt fremragende og fængende) nummer som “Murmeldyr”. Det lyder da ikke særligt faretruende, som sådan?
Men det er her Sort Mono har fat i noget, der virkelig fungerer. Overfladen kan, som her, virke poleret og, ja, poppet, det er jo pop, det siger de selv. Men skraber man bare en smule i overfladen, så dukker der noget andet op lige nedenunder. “Blot en skygge, af en fyr // et syndigt usselt, murmeldyr // Blot en tåge, mellem skyer // Et trafikdræbt, murmeldyr” gjalder det med lidt skæv stemme ud af 80er suppen på “Murmeldyr”, mens jeg sidder og kigger på coveret til singlen. Baggrunden er bandet logo, et Dannebrog i sort/hvid, ovenpå er der tegnet omridset af to mennesker, så det ligner en crime scene fra en gammel film. Hvem er de trafikdræbte murmeldyr? Er det os alle, dansk roadkill en masse, splattet ud over hele nationen?
Symbolikken kan måske virke lidt tyk og søgt, men der er jo også tale om propaganda fra en terrorpopgruppe. HER bliver det så pludselig rigtig spændende for mig igen. Måske tolkede jeg Sort Monos “advarsler” og forvarslet om deres komme forkert? Var det en afledningsmanøvre? Måske er de ikke en håndgranat, men ude på at infiltrerer “os” i stedet for og derigennem råbe os op eller skabe forandring? Godt nok lukker EPen med et nummer kaldet “Blitzkrieg”, det signalerer jo ikke ligefrem stealth mode, men et hurtigt, overvældende angreb.
Krig og kaos er hverdan i tiden
I gemmer jer bag jeres grænser
Med fingre i ørerne sidder I der
Og gengiver fædrelandsremser
Opdelt i grupper, farver og striber
Ingen er mere hinanden
Lukker dig inde, lukker os ude
En udstrakt hånd til fanden
Fanget i blitzkrieg…
Aha, det er IKKE Sort Mono der angriber med blitzkrieg, vi befinder os i den. Er Sort Mono så budbringere, løsningen, forkyndere, modgiften, benzin på bålet? Den øvrige i tekst i det langsomt, ulmende og dommedagsrungende nummer giver ikke et helt præcist svar. Det er fedt.
“Alt forgår og alt fordærves, alt er en illusion”, lyder det på det truende åbningsnummer “Ulven Bider”. Sort Mono er også en illusion, men er det, det samme som et bluff-nummer? Og I så fald: hvorfor? Hvad er Sort Monos egentlige intentioner med denne EP? De råber ikke højt og voldsom nok til, at virker direkte overrumplende og chokerende. De er ikke eksperimenterende nok til, at forvirre “fjenden” og opererer som en form for undercover agenter i musikbranchen.
Er det hele blot en leg og tomme paroler? Måske en leg, i hvert fald på det punkt, at de (på vellykket vis) har leveret en “sjov” kampagne for deres musik op til lanceringen. Men teksterne virker for gennemarbejdede og gode til, at der ikke skulle lægge en dybere alvor bagved. Er det ligesom Fight Club? OK, jeg ved det, man snakker ikke om Fight Club. Forstået.
Jeg er også terrorpoppen.
Sort Monos musikalske manifest er landet i form af en af årets mere interessante EPer.
Af Ken Damgaard Thomsen
