Nogen har ’det’ og andre ikke. Altså evnen til at skrive sange på dansk, så de på én gang balancerer det umiddelbare, måske endda banale, med det poetiske.
Søren Manscher formår at gøre netop dette på en måde, der tåler sammenligning med et navn som Mellemblond.
Der er fire numre at gøre godt med på Ø. De tre første har et generelt ’blåt’, lidt koldt udtryk, mens afslutteren til trods for den lidt dystre titel ‘Dødsmarch’ slutter i en opløftende dur. Lidt som Speaker Bite Me’s Future Plans, og der synes at være en tilsvarende kunstnerisk ambition hos Manscher.
Og det lidt kolde udtryk har sin forklaring: Sangene er skabt som en undersøgelse af ensomheden og den tosidethed der ligger i at have ro og opnå nærmest zen-fred, når man er alene – men også en depressionsagtig smerte. Har vi ventet på denne form for kunstneriske overvejelser under lockdown? Måske lidt, og Manscher rammer bestemt en nerve!
Det kan lyde lidt tungt, men selv om der er noget nøgent, koldt over dele af udtrykket, så er der også humor og leg med sproget. Ikke ulig Mellemblond. Personligt elsker jeg en formulering som:
Der er sol
Der er sol på min væg
Der er måger
der råber
Det er lyden af sex
Nede i gården
på nummeret ‘Daggry’. På den måde indrammer Manscher stilstand, observationer man ellers ikke havde tid til og et glimt i øjet. Meget fint!
Den musikalske underlægning består i noget, der lyder lidt som et trædeorgel, trommer, bas og fine, tynde kor. Også virkelig fint – især da trommer og bas skaber et roligt drive.
‘Dans’ følger op og er igen nærmest kun vokal og trommer/percussion og veksler hviskende vokal med sang.
Dans, dans, dans, dans, dans
som var det sidste gang
går refrænet og i al sin nøgenhed overhaler det ordet ’dans som om ingen ser det’ indenom. For der er ikke andre.
Udtrykket bliver dekadent, stille desperat og vedkommende: ”Er vi her i morgen? Sikke et spild, hvis ikke vi fik givet alt i dansen!”, synes det at sige.
‘Vi Hvisker I Mørket’ bliver den mest kølige skæring og fungerer som en call-response mellem den nærmest hviskende vokal og et svarende, lyst kor.
“Min sang er et kald i mørket” går konklusionen efter at nummeret har beskrevet at stille sig på et tag – måske for at springe? – Måske er det ikke tilfældigt, nummeret er 4:20 langt?
Koldt er det i hvert fald og ensomheden siver ud igennem højttalerne.
Og så når vi til ‘Dødsmarch’, der bæres af percussion og holder fast i det kolde, åndedræts-inspirerede udtryk. For så at ende i et anderledes først koldt, så varmt dur-release med refrænet
Sødeste Sol
Min dag er nu omme
Er vi ude i en paradisisk forventning om at al den forfærdelige ensomhed er slut og vi kommer til noget bedre? Eller er det freden vi fandt i ensomheden, vi nu deler med solen?
Det må være op til lytteren, men da beatet sætter ind under det repeterede refræn, bliver det sådan et refræn, der kan gentages igen og igen og det indikerer i hvert fald, at der leges med evigheden her.
Ø rammer noget. Det er nok ikke tilfældigt at EP’en først udgives i efteråret, da det er musik, der kalder på en bestemt inderlighed. Den rummer ikke blot kunstnerisk ambition, men evner også at levere på den. Med små virkemidler og tydelig oprigtighed bliver ensomheden vores allesammens. Ja, helt ironisk er der et slægtsskab eller fællesskab i de overvejelser, der ligger til grund for EP’en – nemlig overvejelser om ensomhedens to sider. Stærkt!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
