Den Stærke Sol understreger Søren Manscher’s evner som sangskriver og selv om albummet falder lidt i niveau på anden halvdel, er det samlet set stadig en god albumoplevelse.
Søren Manscher har tidligere fået ros her på siden for sin sangskrivning, blandt andet da Troels-Henrik anmeldte EP’en Ø for et par år siden. Nu er Manscher så på banen med et album, og skrive sange kan han fortsat.
Det viser han over 10 tracks på Den Stærke Sol, som åbnes af den relativt konventionelle pop-rock sang, ‘Det Gode Menneske’, inden ‘Duen Synger Foråret Ind’ på en indledningsvis bund af percussion og diskrete synths, inden guitaren langsomt dukker frem og sangen ændrer karakter.
Manscher’s store kvalitet som sangskriver er, at sproget virker roligt og uforceret. Det er ikke hverdagskost. Samtidig er sangskrivningen tilpas varieret, eksemplificeret med ‘Jorden Rundt’, der låner nogle greb fra folkemusikken og tilføjer baggrundslyde, korstemmer og andre fine elementer i en sanselig sang om livets bevægelse i alle mulige afskygninger.
Der er også mere folkemusik end Stig Tøfting over ‘No Regrets’. Her leger Manscher med tanken om at brænde sin lejlighed ned, “der skal for fanden bare ske noget”, men stemmen bliver aldrig knyttet som en næve, men er lys og sårbar. Det giver en interessant kontrast, og netop kontrasterne er Manscher dygtig til at indfange.
Også når det bliver mere poppet, som på ‘Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv’, som ser tilbage på et kuldslået forhold. “Det var vist lidt en mærkelig tid/Hvor vejene hældte skævt”, lyder det blandt andet fint poetisk her. Den har oplagt nok også været ude som single, og er nok albummets mest lettilgængelige og fængende nummer.
Så kom vi halvvejs på albummet, og anden halvdel lever kun delvist op til første. Den stilfærdige ‘Forårsblomster’ er et diskret piblende instrumentalt mellemspil inden ‘Vi Samles I Lergravsparken’, hvor “alkoholikerne har det godt/De drikker Master Brew/I solen”. Den fint registrerende tekst rammer ganske godt parklivet i storbyen med studenter, barnevogne, ting, der springer ud og alt det andet liv, der udfolder sig.
Titelnummeret ‘Den Stærke Sol’ er reciterende og kunne godt smage lidt af Peter H. Olesen/De Efterladte – her er nogle af de samme virkemidler i spil. Den efterfølgende ‘Jeg Har Rødder, Du Har Vinger’ bevæger sig også i et mere stillestående tempo, i hvert fald indtil et temposkift mod slutningen, der giver sangen et løft. Det er ellers lige ved, at albummet går lidt i stå her på anden halvdel.
Afslutningen på albummet er også stilfærdig. Den fine ‘Mere End Dig’ har dog også masser af kvalitet, og her dukker fuglene og deres sang op igen, denne gang som indvarslen til sommeren. Samtidig er der måske også en smertefuld erkendelse af, ikke at ville det samme som en partner – et liv udenfor byen, en have, noget, der gror. “Men allermest har jeg drømme/Om et andet liv/Hvor jeg siger farvel til storbyåndens/Frygt for tidsfordriv”.
Således altså udgangen på Den Stærke Sol, hvor Søren Manscher manifesterer sig som en af de stærkere nye stemme på den dansksprogede pop/folk/rock-scene. Her er rigeligt at dykke ned i både musikalsk og lyrisk, og selv om Manscher stadig kan blive endnu skarpere og endnu mere vedkommende, så er der god grund til at hoppe på så snart du kan.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Albumcover: Iris Bakker
