På Det Bliver Så Tidlig Sent bliver en forfatter til sanger. Pladen skriver sig ind i den samfundsrevsende, meget tekstfokuserede stil og forfatter/sanger Søren Damm lykkes til dels med at gøre sine svagheder til styrker.
Det bliver så tidligt sent. Ja, titlen understreger at Søren Damm gerne leger med sproget og dets vendinger. Det er der stærk tradition for i dansk musik og Damm har bestemt sine øjeblikke. Men i titelnummeret, der i øvrigt også åbner pladen, får vi også at mærke, at Damm er en mand, der er glad for allitterationer. Ja, i en grad så det bliver lige i overkanten: ”Solen sænker sig sløvt. Hjertet tikker tandløst og træt.” går et par vers i den første strofe og det bliver næsten konstrueret.
Men. Nummeret er rigtig fint, sætter en stemning og titlen skydes af konkluderende på vers med noget på hjerte. Underlægningen er måske uspektakulær, men byder på fine detaljer. Ikke mindst mandekor løfter, mens der i musikken ellers ikke er tvivl om at hovedpersonen er teksten på sangene.
Der er noget Niklaj Nørlund’sk over Damm’s vokal – ikke mindst når den bliver lidt presset. Og det gør den, når toner holdes længe. Og det leges der så med – ofte men ikke altid med succes.
Titelnummeret følges op med en sang om at være familiefar, tøffelhelt, have trang til at realisere sig som i livsstilsmagasiner, med en affære – men alligevel ende med bogstaveligt talt at falde til patten og havne hjemme i sikkerhed. Brønshøj Torv revser småborgerlig blødmands-tendens og drømmere, der gør sig selv impotente ved i første omgang at drømme om noget andet, i anden omgang ikke have modet til at gennemføre. Ret fint – og leveret med en stemme et sted mellem Nørlund og Dissing.
Og som jeg gennemgår den medsendte booklet, må jeg erkende at teksterne nok er bedre, end udførslen. Mest tydeligt bliver det i ‘Jeriko’, hvor der både bliver sunget ’alt det rigtige’, men der også er skrevet nogle rigtig fine vers.
Løgnen er Konge på Magtens store Scene.
Fornuften spiller sit Rekviem i mørket alene.
Humanismen har mistet Rollen som Vestens Athene.
De små Sko er blevet Tidens nye sort.
Svinehunden har kastet sine Lænker bort
går verset og både SoMe-debatter og den afgående amerikanske præsident kunne være målet for versene. “Alt det, vi har skabt, har vi selv ødelagt” konkluderer refrænet og ja, det er ganske ’rigtigt’ og skarpt revsende. Men. Det er måske også pladens sangmæssigt dårligst udførte sang. Og det skæmmer lidt.
I samme boldgade – dog noget bedre sunget – finder vi ‘Etnonational’, hvor nationalismen og jeg-er-jo-ikke-racist-mentaliteten tages under behandling:
Det er ikke din Farve, jeg har noget imod.
Det er ikke det mørke ved din Hud.
Det er det, at du ikke forstår, hvad vi gør her.
Det er det, at I bare bliver flere og flere.
Etno-national.
Fra mit Kontor på femte Sal
kan jeg blive noget så gal.
Går det og kritikken af distance og lette, hurtige konklusioner løber igennem teksten, hvor også Alternativet og andre ting, der falder ’uden for normalen’ får et skud fra den distancerede kontorbygnings femte sal.
Dog er hele pladen ikke så politisk (korrekt) ladet; der er også plads til Kærlighedssang hvor forfatteren ”(…)tager gerne én for holdet som Optimist” og Idealisten udstiller det parlamentariske demokrati og partisoldater. Ok. Der er altså et tema på pladen her…
Det Bliver Så Tidligt Sent er interessant, da der uomtvistligt er noget på hjerte. Og pladen giver for så vidt mening i at teksterne flere steder er alt, alt for direkte i deres samfundskritik til at kunne fungere som poesi uden musik til.
Damms stemme vil nok kunne finde følgere hos folk, der drages af Dissing.
Men rigtig godt er det ikke. Underlægningen er usvigelig og lækker. Pigekor hér, mande- dér og lækre, små melodiske hooks. Jeg tror, pladen havde været bedre, hvis den – trods alt – havde været mere subtil. Ja, der ER altså ikke så meget punk over at slå på ’de rigtige’ holdninger.
Der er i høj grad tale om en smag-og-behag vokal. Der er de mange allitterationer til trods tale om en god tekstforfatter. Hjertet er på det rette sted og underlægningen behagelig – hvilket til tider står i kontrast til de revsende tekster.
Det er længe siden, jeg har skrevet så meget om et album. Men det er fordi jeg er lidt splittet.
Jeg tror dog, jeg ender med at kalde det godt. Ikke perfekt, men godt.
Og slutter hermed med et sidste citat fra nummeret ‘Soning’, der måske rammer oplevelsen af pladen ind:
”Du hviler i Lyset.
Tvivlen bliver til Tro.
Du finder endelig ro.
Vi ender altid med klinkede Skår.
Solnedgangen er en Fællessang
der læger alle sår.”
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
