Sons Of Death Valley er, ud over et ret cool bandnavn, en lidt underlig hybrid af rock n’ roll, masser af hardcore og et pift støvet country/blues oven i?! Desværre er der hældt lidt for meget hardcore i blandingen, så de mere interessante smagsnuancer kommer for lidt til deres ret.
Lad os bare slå fast, at udgivelsen bestemt ikke er dårlig, men som samlet album overdoseres nogle af virkemidlerne (hardcoren) i en sådan grad, at de rigtig spændende tiltag, som bandet finder frem, drukner i det samlede lydbillede. Det er når de pludselig smider lidt country og blues ind i musikken, at Sons Of Death Valley har fat i en fascinerende genre-cocktail, desværre er der bare for lidt af den blandt albummets 12 numre.
Hele pakken bandet præsenterer er også ret gennemført, lige fra bandfoto i gammeldags wild west klæder til pladens fortælling om en ægte outlaw, Joaquin Murieta, hvis gøren og laden i Death Valley vi følger i en fortælling berammet til 1800 hvidkål. Der er altså tale om en art konceptalbum, med en overordnet fortælling. Beklageligvis er den svær at følge med i det meste af pladen igennem, på grund af bandets hang til hidsig og bøllet hardcore og forsangerens maniske skrig – det er simpelthen svært at høre fortællingen i det aggressive lydbillede, og så ryger en del af pointen med at have en fortælling i første omgang jo en smule.
Når Sons Of Death Valley giver den gas, og det gør de på store dele af pladen, så er det bestemt højenergisk og til tider medrivende, men det bliver over et dusin numre også en kende for monotont, så virkningen af deres potente energiudladninger lidt for hurtigt fortager sig. Fræsende hardcore numre som “My Confession”, “Shaking The Foundation Of This World”, “Cutter Throat” med flere er helt sikkert kompetent udført og leveret, men der er for mange af dem, der bliver for enslydende og man savner reel variation. Der hamres og skriges forpint og frådende løs, men man bliver for hurtigt halv-døv og en smule uinteresseret i rabalderet, når den bagvedliggende historie fortaber sig i hardcore optøjer.
Det er når Sons Of Death Valley bevæger sig udenfor denne skabelon, at The Day Of Reckoning byder ind med noget spændende. På “Making My Way Back” blandes der op med lidt tunge og swingende rock ‘n roll rytmer, der er stadig hardcore skrige-vokal og andre elementer, men den indledningsvise variation er et kærkomment tiltag. Desværre drukner det hele lidt i larm og skrål om “dirty little whore” og “wicked ways”, mere fremtrædende rock og rul havde været ønskeligt sangen igennem. “Dark Days” rummer lidt af samme skuffe, hvor et indledende brunstigt rock drive flås lidt fra hinanden af bandets hang til hidsig vildskab. Ikke at det ikke momentvis har sin egen brølende charme, men man sidder med en trang til at høre, hvad bandet mon kunne præstere, hvis de slappede en lille smule af hist og her. Selv om den aggressive fremfærd er ganske medrivende på den catchy “Death Suits Us All”.
Når Sons Of Death Valley så endelig lader andre toner og stemninger få tilstrækkelig plads, så har de fat i et eller andet der med held kunne være udforsket endnu mere. Første og sidste sang gennemstrømmes af en fed country feeling. Første nummer, “Sons Of Death Valley” indledes med snakke-vokal og akustisk guitar, inden der halvvejs igennem nummeret sparkes noget midt-tempo hardcore og bidske skrig ind i blandingen. Det fungerer overraskende godt, selvom om blandingen af genrer på papiret kan lyde lidt mystisk. Rigtig cool nummer. Afslutteren “The Day Of Reckoning” er endnu mere afdæmpet, her er nærmest tale om et rendyrket støvet country/blues nummer, bare tilsat hardcore vokal. Igen er resultatet overraskende godt. Sons Of Death Valley har nok tænkt de to numre som markeringen af rammen for albummet, der slår den knastørre Death Valley anno 1800 something an, og igen lukker fortællingen i samme tone og stemning, men det er en lyd som bandet efter min mening burde have dyrket og eksperimenteret med i langt højere grad.
Ærgerligt nok bliver bandets hang til lettere hæmningsløst hærgende hardcore den dominerende faktor på The Day Of Reckoning, og over et helt album bliver det simpelthen for meget af det gode for undertegnede. Rammefortællingen kommer aldrig til sin ret, for de nuancer bandet stedvis, trods alt, formår at tilføre musikken bliver for hurtigt tromlet ned af hardcoren og der er i sidste ende for lidt plads til de rigtig gode idéer, man kan høre bandet har leget lidt med. Den skæve dosering gør desværre, at man tørster efter meget mere af det, der er for lidt af og føler sig lidt jordet af de ting, som fylder for meget på albummet, og så bliver det en lidt lang tur igennem et stegende hardcore hedt Death Valley.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Kig forbi bandet på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
