Kvintetten Sons of Death Valley er på banen med deres andet album, Fathers of the Free, hvor formularen fortsat er hardcore rock’n roll blandet med blues, med mere. Men på trods af flere gode ideer, ender udtrykket med at være en kende monotont.
Sons of Death Valley blander stadig hardcore med rock og americana på Fathers of the Free, men ligesom Ken bemærkede om forgængeren i sin anmeldelse, så bliver hardcore-delen også her for dominerende til at bandet får fuldt udbytte af de ellers gode ideer. Et eksempel er trompeten som kommer ind til sidst på ‘The Undertaker’, og får lov at klinge nummeret ud, men godt kunne komme mere til anvendelse undervejs på albummet.
Sons of Death Valley har faktisk mange gode ideer undervejs, men det er som om det går lidt hurtigt med at ræse videre til den næste, i stedet for at bygge på og udfolde dem lidt mere. Albummet starter ellers godt og støvet indledningsvist på ‘Wars’, som dog hurtigt bliver en tung basse, der buldrer godt igennem. Herefter bliver tempoet skruet op på ‘Path of the Righteous’, hvor der er mere hardcore end wild west over løjerne, med råbevokal og en kværnende instrumentalside, hvor det desværre er relativt småt med variation og virkeligt stærke hooks.
‘Fight Song’ har en catchy start, og dele af råbeomkvædet fænger, mens ‘The Undertaker’ er det hidtil hidsigste og mest kradsbørstige nummer, hvilket nok kun til dels fungerer efter hensigten. Den konstante bækkenklirren er i hvert fald med til at give for meget hvid støj i nummeret til at jeg for alvor bliver grebet. Til gengæld fungerer trompetstykket, der kommer ind som kontrast til støjen til sidst, virkelig godt. Det er ærgerligt at Sons of Death Valley ikke bygger flere af den slags elementer ind, for det klæder faktisk både deres lyd og universet, de forsøger at fremmane.
Numre som de hidsige ‘Three Finger Jack’, og ‘Unforgettable Hate’ gør hverken fra eller til for mig, selv om sidstnævnte slutter stærkt ved at skrue tempoet ned – mere af den slags kunne være fedt. Til gengæld har både den groovy ‘Death is Coming’, den stærke ‘Your God’, hvor der endda kommer en guitarsolo, og den heftigt svingende ‘Redemption’ gode ting kørende for sig, selv om de hektiske passager på sidstnævnte næsten bliver for hektiske – men når det svinger, så svinger det fandme. Den efterfølgende ‘Devils Dance’ er dog endnu en omgang bølle-hardcore, som er lidt på det jævne, og så er vi igen lige vidt.
Titelnummeret og afslutteren ‘Fathers of the Free’ tager sig tid til at bygge op, men resultatet ender alligevel med at blive lidt mere af det samme, og mine ører er ved at være møre af Sons of Death Valleys bombardement. Det er egentlig lidt ærgerligt, for der er bestemt noget rigtig spændende i bandets blanding af hidsig hardcore, rock’n roll og mere støvede toner. Hardcore-indstillingen tager bare for meget over og bliver for dominerende, og i den genre er Sons of Death Valley bestemt kompetente nok, men desværre bliver de glimt af opfindsomhed bandet fremviser ikke udfoldet nok. Det bliver simpelthen en kende monotont at lytte albummet igennem.
Der er både medrivende og stærke passager på Fathers of the Free, men desværre er der også flere passager, der er på det jævne. Jeg synes ellers ideen og konceptet er fedt, og måske er det mest et spørgsmål om dosering for Sons of Death Valley. Men vi ender altså i denne omgang med en karakter på det jævne – 3 solide stjerner til Sons of Death Valley.
Du kan finde Sons of Death Valley på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
