Sonja Hald har med Supertransformer begået en plade, der kan efterlade lytteren lidt måbende, lidt kørt over og på mange måder ramt. Og godt midtvejs på pladen kommer der en decideret overraskelse, hvor bandet får det meste ud af et utraditionelt samarbejde.
I en tid hvor Sprogprisen tildeles bands, hvis tekstuniverser omhandler lort, pis, hash og andre ’forbudte’ ting, der får otte-ti-årige til drenge til at fnise, er det usigeligt forfriskende at Sonja Hald vender den tendens på hovedet: For på Supertransformer fortsætter bandet – eller måske især anagrammet, Jonas Dahl – deres koncept med at tage barnlige tekster og sætte dem i en sarkastisk, voksen kontekst.
Nogen vil med sikkerhed finde det plat, men både tekster og levering er elegant lavet og når åbneren ‘Fødselsdag’ går ”Og hør nu her hvordan / vi alle klappe vil / Du trænger sgu til én hånd til / Ja, hør nu her! / Hvordan vi alle tromme vil / Du trænger sgu til ét slag til!” så er det med bidende sarkasme på en fælles-kulturel klangbund af børnesange, langt, langt de fleste danskere deler. Det tåler – NÆSTEN – sammenligning med Grundtvigs samling af danskerne om den fjerne, nordiske mytologi. Når man nu ikke kunne samles om andet. Når bridgen så fortsætter med ”Hip hurra / Det’ din fødselsdag / Det er i dag den dag / Du kan se tilba’ / på alt hvad du har opnået / for menneskeheden” har den barnlige glæde ved fødselsdagen fået en bidsk kant.
Generelt er Sonja Hald ude med riven på Supertransformer. Titelsangen går efter digitaliseringen af samfundet og byder på flere sprogblomster, den kendte banjo/tørre guitar og subtile synths.
‘Vejen til Elendia’ er nok et stykke klassisk Sonja Hald: ”Du gik direkte ind i politik / som en elefant går ind i en pornobutik / de siger cigaretter og kviksølv / asbest og glyfosat / er ikke mere farligt / end en grøn tomat” udstiller synseriet og populismen og næsten forventligt slutter anden strofe med versene ”Men det rager dig egentlig uendelig lidt / du bygger jo bare en mur”. Sejt spillet underlægning og stærk leveret vokal hvor indignationen er til at tale og føle på. ”Grin lidt af det her, mens jeg bider til lidt efter det knaser” synes Dahl at udtrykke.
Der leges konstant med sproget men aldrig ’faldes der i’ eller trædes ved siden af. Ikke mindst fordi der også i vers sendes nik i retning af højskolesangbogen, så det hele ikke bliver et alt for ensporet koncept med blanding af sarkasme og børnesange.
Og så er der en overraskelse på pladen.
Som ottende skæring ligger en sej sag, med tunge fjerdedele på bassen et små-potent udtryk i guitar, synth og bas: ‘Kald Det Lige Hvad Du Vil’ (feat Lars Lilholt) vidner i første omgang om Sonja Halds usnobbethed. Men hold nu kæft, det nummer holder. Lilholt selv er noget mere Daltons-tung end ’Onkel Christian’, og hans mørke vokal spiller fint op af Dahls lysere. Og leveringen! Det burde nok ikke have fungeret. Men det er måske én af pladens bedste skæringer?
Den står stærkt og ved de efterhånden mange gennemlytninger, jeg har haft, har jeg hver gang tænkt, at det kunne være et fint punktum for pladen: Man bliver bombarderet hele vejen igennem af sprog, sarkasme og satire og det er ret beset lidt udmattende.
Men vi får fire numre mere (!) og det er stærke sager, der får lov at runde af. Det potente udtryk fortsætter på et nummer som ‘Blind Passager’, ‘Længe Leve Konformiteten’ udgør med ‘Sten Saks Von Trier’ to uptemponumre, mens ‘I En Kælder Sort Som Kul’, ‘Itu’ og afslutteren, ‘Kærligheden Er Stor’, udgør sart ballademateriale.
‘Itu’ tåler i øvrigt et par ord mere: Nummeret starter som en yderst sart, meget håndholdt ballade og udvikler sig (blandt andet via en støvet trompet) til en ’anden afdeling’, hvor verset ”Mine tanker slår min krop itu / Sjælen den vil gerne ud” repeteres og akkord-følgen er én af dem der, hvor det bare kører op, op, op i kadencen. Det er et trick, men Sonja Hald mestrer tricksene her!
Supertransformer er en hård plade at komme igennem. Jeg kan ikke rigtigt finde dårlige numre og de svageste numre er de to uptempo, som til gengæld henter point på at være dansable.
Underlægningen synes at være trukket lidt i baggrunden for at vokalen kommer frem, hvilket virker helt naturligt. Men heller ikke her er der en finger at sætte. Der er endda – som nævnt – blevet plads til mere eller mindre støvet blæs, subtile synths og selvfølgelig en veldisponeret banjo.
Sonja Hald har i høj grad gjort det igen. Og med det lidt overraskende samarbejde med Lars Lilholt – og det faktum at de trækker dét hjem – så efterlades jeg som lytter lidt måbende, lidt kørt over og på mange måder ramt. Det er godt klaret for en plade!
Anmeldt af Troels-Henrik B. Krag
