Det debuterende aarhusianske rockband Sonic Moon lover, at de går i kredsløb med og på EP’en In Orbit. Det er måske ikke helt tilfældet, alt efter hvad man lægger i det udsagn, men udgivelsen byder på 4 ret varierede, tungtrockende numre.
Der loves også, at bandet har kæmpet for, at gøre op med klichéerne indenfor rockmusikken og de byder på et lydbillede som er en sjældenhed i Danmark og at EP’en manifesterer dem som et interessant navn på den danske rockscene. Små slag, de herrer, eller hvem der nu har forfattet den pressetekst med noget bombastiske og ret vage udsagn, som ikke forklares nærmere. Da tror jeg da nooook lige vi er en flok selvbestaltede anmeldertyper, der har en mening eller to om, hvad der er sjældenheder og interessant!
All kidding aside (I’m not kidding), så er det godt, det Sonic Moon har gang i. Ret godt, faktisk. Numrene er velskrevne, veludførte, varierede og det samlede udtryk og lydbillede har også en vis (dunkel) tiltrækningskraft. Vi bevæger os et eller andet sted mellem den dystre tungrock, noget let psykedelisk eller måske nærmere stoner-rocket og så en grumset grunge vibe. Ikke mindst vokalen giver nogle grunge flashbacks, som jeg også liiige skulle sluge, da klangen har en lille snert af grungens uønskede fætter, post-grungen, over sig når den får fuld hammer på den emotionelle front.
Egentlig passer bandnavnet, Sonic Moon, ret godt til bandets stil og lyd, måske bedst illustreret på det næsten 7 ½ minut lange afslutningsnummer “Sonic Moon”. Det minder mig lidt om når Black Sabbath spiller nummeret af samme navn, uden sammenligninger i øvrigt, som en slags “det er det her vi er” statement. Det er en langsomt udviklende og slæbende sag, der fra første sekund slår en dunkel tone an og holder den, mens sangen får lov til, at folde sig ud og stille og roligt puste sig op. 3 minutter inde rulles det tunge skyts for alvor ud, blikket hæves en smule fra gulvet og den olme basse nedstirrer én. Dejlig lukker, og skulle man kritisere den for noget, så kunne man måske have valgt en lidt mere klimaktisk afrunding, når nu opbygningen er så lang, men den fungerer også fint som en stille død…
Så er det anderledes lige på og frembrusende på den sejt vuggende åbner “Places”, der også er ude som single. Det virker som et fornuftigt valg, da det nok er EP’ens mest iørefaldende nummer og et hvor de store lydbillede lige får markeret, at her er altså et band der gerne vil høres. En ganske effektiv åbner, der følges godt af den mere afventende og svajende “The Heavens”, der er lyden af tunge bølger der skyller ind over vindblæste klipper. Her kunne jeg godt savne en eller anden skrigende guitar, der pludselig skar igennem det brunt brummende lydhav og skabte noget kontrast. Sonic Moon er dog tydeligvis ikke et band, som vælger at bruge den slags mere flashy tricks. Det her skal gynge tungt og grumset.
Derfor kunne det en endnu mere, netop, grumset lyd og produktion muligvis også have været en mulighed? Det er ikke fordi det lyder pænt, som sådan, men det lyder heller ikke helt grimt eller flosset nok til, at man får kradset øregangene til blods. Hvis man er til den slags. “Something Else” er et nummer, som jeg kunne forestille mig havde nydt godt af, at få kastet lidt mere sten i maskineriet, så det virkelig kunne knase og knuse, tungt nok er det, men det er som om det lidt kommer til at sætte sig mellem to stole. Skal det gå i en mere space-stenet retning, eller være en der rusker knoglerne? Måske er det bare mig…
Hvorom alting er, så er der masser af kvalitet på In Orbit, men også noget der dufter af potentiale til endnu mere med et par små justeringer. Et af de tilfælde, hvor jeg synes det ville pynte, hvis de var lidt grimmere… så at sige.
Af Ken Damgaard Thomsen
