Fra Færøerne med inspiration fra USA leverer Son Of Fortune en meget international lyd. Der er meget på hjerte, evner til at levere det og pladen Voodoo Pop bliver en tidsløs, om end ikke så original oplevelse.
At indplacere Son Of Fortune på en genre er på én gang ret let og lidt besværligt. For det er rock, og endda ret sejt spillet rock, der er grundstammen her.
Men vokalen bliver især på første og andet track, ‘Is It Essential’ og ‘Hurricane’, nærmest rappende og det vælter ud med ord. Refrænerne har endda også sådan lidt råbe-præg. Dog er det ikke rap som vi kender det, for jeg får konstant hints af Conor Oberst i måden vokalen fremføres på, rytmen og endda tonen i stemmen. Den tendens går igennem hele pladen, og jeg tænker, at flere numre kunne være at finde på netop Obersts udgivelser i eget navn, frem for hos Bright Eyes. Men! Son Of Fortune synes at være meget alvorlig, hvor Oberst ofte leger og måske endda fjoller lidt med sine evner.
Stærkt står numrene på hver deres måde, og stærkest er måske ‘Triumph’, der bliver sådan lidt Blues Explosion-voldsomt i sin stramme spillestil, godt med suppe på guitaren og cool vokal. Det står i hvert fald i skærende kontrast til afslutteren, ‘Bygones’, der virkelig er i fare for at falde i sødsuppe-ballade-fælden, hvis det ikke var for en flænsende guitarsolo ca midtskibs.
Afslutteren er der bygget op til med to ballader inden og pladen slutter på den måde meget mere afslappet, end den ret rockede, næsten rappende start. Men de to dele fungerer fint – jeg er personligt nok lidt gladere for det rockede, men det er lidt smag og behag. Vokalen bliver den samlende røde tråd og også på balladematerialet bruges samme, let hæse teknik som Oberst.
At Son Of Fortune er sprunget ud af Færøerne har jeg svært ved at høre. Det skulle da lige være i balladen, ‘Not My Time’, men selv dét nummer er mere americana end norrønt. Og det er helt fint. At en færing kan spille solid americana og i øvrigt har indspillet med store profiler i USA, er for så vidt en historie i sig selv.
Og dermed nærmer jeg mig også en pointe, jeg ikke kan lade være med at vende tilbage til, når jeg lytter:
Danmark har altså rigtig, rigtig stærke bud på hvordan americana kan tilføres en norrøn tone og dermed blive… noget nyt, andet. Internationale anmeldere har lyttet til Son Of Fortune og har døbt hans musik Voodoo Pop. Jeg synes, det er lidt for generøst at give denne musik sin egen genre, da den læner sig meget op af etableret americana, ikke mindst Conor Oberst. Og det er altså ikke noget dumt at læne sig op af.
Rent musikalsk er der ikke noget at sætte en finger på. Der er styr på lyd, effekter, indspilning og udtryk. Det er en god plade. Men måske ikke helt så original som jeg fornemmer, den gerne vil være.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
