Søn indtog Krist Kirken med en spirende og levende blanding af jazzet pop/rock med gode danske tekster, der flød sammen til en spændende og meget lovende musikalsk køkkenhave.
Det var ikke meget jeg havde fået hørt til Søn inden denne koncert, faktisk vidste jeg heller ikke engang hvordan de så ud. Ikke at det nødvendigvis er vigtigt. Det viste sig dog, at være en ikke helt uvæsentlig del af den samlede pakke her, ikke mindst den høje, ranglede forsanger er en jeg vil huske.
Det her kunne noget! Søn havde, ligesom de fleste andre kunstnere, 30 minutter til rådighed og af de navne jeg nåede, at opleve var det dem der fik mest ud af tiden. Både hvad angår selve musikken, men også hvad gælder udstråling og det der usynlige stof, der helst skal være tilstede, i hvert fald hvis man gerne vil nå næste trin på vækstlagsstigen.
Søn er musikalsk lidt vanskelige at sætte i bås. Faktisk havde de gang i en blanding, som var grænsende til, at være ganske original, hvis ikke unik. Det er farlige ord, men jeg kan ikke give en helt præcis varebetegnelse af det, de 5 unge gutter på scenen leverede. Danske tekster, der både var ret hverdagsrealitiske og havde et poetisk twist, der gav det hele noget kant og liv. Musikken var en form for… let jazzet art-pop/rock, måske? Men også lidt med en indie-vibe og på samme tid lidt punket hist og her? En særpræget blanding, der måske heller ikke hang sammen på sådan en klassisk A til B til C måde, men således var deres småsnørklede numre heller ikke bygget op, ej heller leveringen.
Det var som om der var en form for elastisk følelse over Søn og deres numre, hvor det aldrig fik lov til, at stikke helt af, eller ende i improvisationer, der var klart en struktur. Men en struktur der kunne give sig, var rummelig, elastisk, ja. Hvor musik og ord kunne starte lidt løst, blive strukket ud, vibrere lidt, trække sig sammen og pludselig svirpe.
Vi kom omkring en “Formiddag på Nørrebro” (tror det var titlen), der emmede af lun formiddag og smådvask sommerstemning, men med en eller anden ungdommelig stemning og forvirring hængende i luften sammen med lyden af byens liv. Ikea slap vi heller ikke udenom, den skandinaviske minimalisme stod for tur efter “et uforløst blowjob”, hvor Søn igen fik blandet følelsen af noget ungdommelig “uskyld” op med en snert af tvivl og vemod. Lykken finder man forresten ikke i Ikea, til gengæld var det her mere jazzede og udflydende nummer et højdepunkt, ikke mindst da der blev vist tænder med en flot guitarpassage i nummerets anden halvdel.
Forsangeren begyndte også her for alvor, at træde i karakter efter hvad der virkede som en små-genert indledning på koncerten. En lille detalje som af og til, at fjerne mikrofonen fra munden når han sang, og i stedet synge mere igennem og drage nytte af kirkens akustik fungerede glimrende. Lille detalje, men stort udbytte og en af de detaljer, der kan gøre en forskel, fordi man husker det. I løbet af koncerten blev der løst mere og mere op for de lange lemmer, tøjlesløst blev det ikke, men der sneg sig nogle fine, dinglende dansemoves ind som sættet skred frem.
Søn var ikke færdige med deres skandinaviske ophav, “i Skandinavien lukrerer vi big time på vores hvide hud”, lød det i begyndelsen af næstsidste nummer, der hed noget i retning af “5 Fingre”. Her var lyden og volumen vokset i takt med, at bandet virkede mindre kontrollerede og tilknappede, eller sådan virkede det i hvert fald. Hvor om alting er, bevidst eller ubevidst, så formåede Søn faktisk at få en rigtig fin spændingskurve ind i deres korte sæt, så det virkede som om der blev bygget op og ovenpå. Indtil tempoet blev sparket i vejret på afslutteren, hvor det indledningsvist lød, “vågner lige før min alarm, det mest skuffende tidspunkt af døgnet”. Og så endte vi ellers i Malmø, selvom vores fortæller egenlig ikke vidste det store om Malmø.
Der er noget lidt utilpasset og tvivlende over Søns lyriske og musikalske univers, en ungdommelig rastløs- og rodløshed. Det vibrer, det ånder, det ved ikke helt hvad det skal gøre af sig selv.
Lukkeren var det mest stramme nummer i sættet, og det der mest mindede om et med en normal sangstruktur. Det kunne, med lidt held, godt nå en radiokanal med ører for det lidt mere alternative. Men det var de 4 numre inden, som fangede mig mest. Søn virker ikke som en helt færdig pakke, der er stadig noget søgende over musikken, ikke kun som en del af atmosfæren, men også helt konkret, hvor det lyder som om man måske ikke helt har fået formuleret, hvilken retning man skal i. Men det giver på den anden side også noget uforudsigelighed, som det ikke er alle forundt, at have.
Jeg synes på ingen måde, at Søn eller deres udtryk skal strømlines i en eller anden retning. Det er lidt en musikalsk urtehave, hvor der er plads til tidsler, det nogen ville kalde ukrudt og ting der ikke er plantet i snorlige rækker. Måske skal haven bare rammes lidt mere ind?
Kommer tid, kommer råd. Det her skal bare have lov til, at gro og vokse, og måske have en lille hjælpende hånd hist og her. Der spirer i hvert fald et eller andet her, der gjorde Søn til det musikalsk og udtryksmæssigt mest interessante og pirrende navn jeg oplevede under Fortovsfest. Det giver 5 flotte upcoming stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
