Søn debuterer med den pragtfulde plade Det Skandinaviske Design, hvor de viser at den danske popsang lever i bedste velgående, og sagtens kan være vedkommende (også for ældre generationer), samtidig med, at der er dømt fri leg med genrer.
Smadderpop er en betegnelse der går igen flere steder når snakken falder på Søn, også i deres egen pressetekst. Betegnelsen er da også meget rammende, men Søn er meget mere end det. Det er en fri og ungdommeligt nysgerrig afsøgning af de musikalske muligheder indenfor, og udenfor, poprammen. Er Søn overhovedet pop?
Jo, i den forstand at popmusik har et iørefaldende element, nogle hooks, og måske også på et tematisk plan, hvor der kredses om hverdagen, kærligheden og, i dette tilfælde, det at være ung. Moderne storbypop kunne man også kalde det, men det er måske for ekskluderende, i det at emnerne og følelserne der tages op til kærlig behandling ikke er isoleret til en storbyungdom. Men, så lad os sige, at der er en storby vibe over meget af materialet på den 11 numre og 45 minutter lange plade.
Men Søn opererer ikke med den gængse popskabelon hvad sangstrukturer angår, her kan sange sagtens vare 4, 5 eller over 7 minutter. Poprammen er elastisk her, og kan også fyldes ud med indierock, jazzede flader eller noget der begynder at minde om improvisationsmusik, hvor sangene brydes op, finder tilbage, udvider sig og trækker sig tilbage igen. Mens vokalen har gang i sine egne særegne udflugter, det ene sekund lidt klynkende, dernæst skævt hakkende, inden den rammer et nærmest Morrissey croonende leje.
Du kender måske allerede “Malmö”, der har været ude som single et stykke tid. Den er et glimrende eksempel på noget af det jeg synes Søn gør virkelig godt. Det er på samme tid relaterbart, hverdagsagtigt, poetisk og ret originalt, både i forhold til hvad der sker med selve musikken men bestemt også lyrikken. Helt banalt og lavpraktiske beskriver det en tur til Malmö… men Søn formår, at gøre det til en levende og vibrerende nummer, som også beskriver et parforhold, forvirring, rastløshed, tilværelsens små trivialiteter, på en virkelig besnærende måde. Jeg lytter simpelthen, og kan mærke sangen og bandet.
Søn kan synge om Instagram, som i den tempofyldte “Dan Bilzerian”, hvor forsangeren forresten scorer mindst 0.8 på Morrissey-skalaen, og få det til, at fungere. Det er et lille eksempel på, at bandet formår at tage et ord, få den til at indgå i en sammenhæng på elegant og organisk vis og få brugt det til, at sige meget mere end selve ordet i sig selv. Det er ikke en evne der er alle forundt, det er faktisk lidt af en kunst. Og der hvor popmusik netop bliver til kunst.
Instagram, Spotify, vælg-selv-alt-er-tilgængeligt generationen er en stor del af Det Skandinaviske Design, som både lyder som et lille generationsportræt, et personligt kig indad og udad, et opgør med tiden, en hyldest til dem der lever i den og et flimrende zappen rundt i en stor verden, som er både underligt tæt på og helt udenfor rækkevide. “Når pornofilmen er færdig og jeg venter, venter, venter, venter, må jeg ha, må jeg ha, mit kaffefix, Netflix, forfængelighedsfix, dødsangst…”, lyder det i den rablende “Når Pornofilmen Er Færdig”. “Jeg venter, venter, venter, venter, på at himlen punkterer og jeg bliver træt af at onanere til plastikbryster”, lyder det næsten i afmagt senere i nummeret.
Den afsluttende “Hospice” indledes med ordene “livet var kortere end jeg troede”, og så går det ellers over rød saftevand i plastikkrus, silhuetter gennem morfintåger, forskelligt farvede piller, i mens pulsen i nummeret er stødt stigende og den indierockede melodier tager til i fart. “Hvide underbukser, Rynkeby drypper fra mine læber”, blandes med fjerne minder om tosomhed i et sommerhus, “du var smuk i din Helly Hansen fleece og nu prøver jeg på, at spise flødeis, på Hospice”, nummeret begynder at falde fra hinanden, mens desperationen stiger og vores fortæller kæmper med plastikskeen og flødeisen. “Jeg har brug for din hånd, jeg har brug for at høre dig le, bare en gang til”, pulsen stiger igen, teksten cirkler tilbage, og så indtræffer en pludselig stilhed og nummeret (og dermed pladen) slutter helt abrupt. Først troede jeg der var en fejl på pladen, men det er sgu nok nærmere vores patient der døde.
Jeg har svært ved helt at sætte ord på, hvorfor ovenstående fungerer så godt, det ligger i leveringen og måden musikken, teksten, hele pakken er sat sammen på. Det gør sig egentlig gældende for hele Det Skandinaviske Design, der på sin egen særprægede og egensindige måde får sagt utroligt meget om den måde “vores” liv leves og arter sig. Fra uforløste blowjobs der “ligger og simrer” i titelnummeret, presset for at læse videre og blive til noget, ture i kemiske Ikea (eller til Malmö), hvorfor gør man det her? Følger med strømme og lader ting ske, er det en del af det indbyggede design?
Søn peger i min optik ikke fingre, eller siger “vi ved bedre” og er hævet over kritikken. De er en del af det, det er lige så meget et kig i spejlet, som de vender spejlet mod lytteren. “… alle andre ender som mig, vi kører allesammen på den samme motorvej”, lyder sidste linje i “Det Skandinaviske Design”. Jeg tror ikke nødvendigvis, at Søn siger “drop ræset”, men måske i højere grad opfordrer til, at sænke farten bare en smule, tænke over hvor vi egentlig er på vej hen og hvorfor i samme, tilsyneladende ustoppelige retning?
Årets dansksprogede popplade 2019 er muligvis udkommet. Det fortjener en topkarakter på vores uperfekte skala for et debutalbum, der har sin helt egen stemme og ikke er bange for, at bruge den.
Af Ken Damgaard Thomsen
