Danish Crown er opfølgeren til sidste års roste debut, Det Skandinaviske Design, og denne gang tager Søn (lidt for) eksplicit livtag med en fortælling om at være ung anno 2020. Det bliver en ambivalent oplevelse for denne anmelder.
Søn er på banen med opfølgeren til deres roste debutalbum, Det Skandinaviske Design, som udkom sidste år. Denne gang dykker de ned i “en hektisk og til tider kontrastfuld fortælling om det at være ungt menneske i en globaliseret og digitaliseret virkelighed anno 2020”.
At Søn gerne vil tage aktuelle tematikker op, viser sig også på sangtitlerne. For eksempel hedder åbneren og titelnummeret ‘Danish Crown’, og så kan man jo tænke, at det kunne handle om kødspiser vs vegetar-debatterne med udgangspunkt i en af dansk erhvervs hæderkronede virksomheder, og at danske landmænd producerer over 30 mio. grise. Så direkte er Søn dog ikke, selv om “Solen er hvid/Solen er ætset”, og “Hanekyllinger bliver blendet” og “Industrilarm, industrilarm/Kan du mærke den her tyktarm” er blandt linierne fra Kristoffer Jessen i front.
Andet nummer er opkaldt efter ingen anden end ‘Jesper Buch’, iværksætteren og erhvervsmanden, der er kendt fra tv-programmet Løvens Hule, mens ‘Wanna Be Seen’ handler om behovet for, ja, at blive set, anerkendt, som et individ, som noget særligt. “En dag når jeg har lavet en dokumentar om mig selv/Så kan jeg dø tilfreds!” udråber Jessen i den lange strøm af ord, der her understøttes af en dynamisk omgang post-punket rock, der er stærkest når bassen får lov at fylde i lydbilledet.
Efter lydcollagen ‘Vindstød’ skal vi op ‘På toppen af en langsomt væltende Storebæltsbro’, hvor anslaget er dæmpet, men hurtigt dukker der en rastløs puls op under Jessen’s vokal. Herfra fluktuerer nummeret, stiger i tempo, stiger i intensitet, falder igen. Her er også en af albummets stærkeste vokalmelodier, og det står som et albummets stærkeste numre for mig.
Autotune og tangent-balladen ‘Maveskind’ er ikke just min kop te. Lyrisk er den egentlig interessant nok – her trækkes blandt andet på metaforer fra dyreriget til beskrivelsen af en kærlighedsakt. “Vi parrer os som to vinbjergsnegle”. Sådan en er tvekønnet, så der kan lægge debatterne om køn, og hvor mange der er, oveni i de andre temaer, der behandles på Danish Crown.
Det er faktisk lidt som om, bandet har sat sig for, at få så mange temaer med som overhovedet muligt – og det kan der jo være en pointe i, når det handler om, at være ung i en verden, hvor information og misinformation, vold, porno, flirt og alt muligt andet er tilgængeligt med et par tryk på skærmen. Men selv om det bliver tematisk samlende, bliver det paradoksalt også temmelig spredende på samme tid. Det er nok også en del af, at være ung, være i tvivl om mangt og meget (det kan man også være når man bliver ældre), og afsøge identiteter, men det bliver altså også lidt udmattende at lægge ører til.
Det har selvfølgelig også noget at gøre med den musikalske side af sagen. Igen kan det virke lidt paradoksalt at skrive sådan, men selv om udtrykket er alsidigt, virker det samtidig ensformigt for mig. Der er noget med klangen og Kristoffer Jessen’s vokal, der rammer skævt for mig. Vi er givetvis ude i en smagssag, men for mig gør det altså noget ved min lyst til at lytte i længere tid.
Stemningen er tilbagelænet og, tja, sommerlig på ‘Den Danske Sommer’, men det forhindrer ikke at Søn kaster en række vægtige temaer ind, klimaflygtninge, “frygten for at gå i et med alt”, “USA kommer ud over den danske sommer” men det hele opremses i en lang strøm, så man bliver lidt i tvivl om hvor dybt det hele stikker, er det angst som overflade?
Vi skal også vugge-danse lidt på ‘Dans’, der tekstmæssigt lider under lidt af det samme som flere af de øvrige numre, her kastes “asylbørns fremtid”, “dans mælkeproduktion, dans 20 millioner grisebasser”, og så begynder det altså efterhånden at virke ret frit associerende og gennemtærsket, det der foregår tekstmæssigt. Et eller andet sted kunne jeg godt ønske mig, at Søn gravede sig lidt dybere ned i de temaer, de afsøger, så det ikke virker som en påtaget bekymring for 100 ting ude i verden, der i sidste ende virker som en projicering af egen usikkerhed. Hvis det er en del af pointen for Søn, så kan man sige det virker, men den bliver altså også banket ind igen og igen.
På den måde virker ‘Hjerte Emoji’ en lille smule befriende, fordi den holder sig nogenlunde til “jeg’et” i et relativt nedbarberet musikalsk univers, og hvad jeg’et har lyst til, og ikke at kunne overskue sine følelser.
Musikalsk og tekstmæssigt er ‘Life’ et af de numre der stryger mig mod hårene, med det lidt staccato-sungne semi-omkvæd, blandingen af dansk og engelsk, og et egentlig fint drive, som så hugges i stykker igen og igen.
På ‘Bliv’ vender vi tilbage til solen, som også fyldte på åbningsnummeret i en dunkelt kuldslået lukker, med hjemsøgende synths, hvor Jessen spørger: “Vil du blive lidt i smerten hos mig/Og fortælle mig at solen den er sort/At solen er plastic/At solen er helt fantastisk”. Det er også et nummer, der indkapsler hvor interessante Søn kan være, når de koncentrerer sig musikalsk og lyrisk. For mig fungerer det bedre end de (mange) numre, hvor Jessen skal omkring x antal temaer, og musikken skal stoppe og starte igen og igen.
Som man måske kan fornemme, har jeg det noget ambivalent med Danish Crown. På plussiden kan man sige, at Søn formår at få mig til at forholde mig til musikken og lyrikken, selv om flere af temaerne behandles stedmoderligt. På minussiden, så er det relativt få af numrene jeg har lyst til at høre igen, og jeg går simpelthen lidt kold i Søn’s musikalske og lyriske univers i længden, selv om jeg sagtens kan høre, at de er dygtige og kan noget. Derfor har jeg også ret svært ved at hæfte en karakter på, men i min helt subjektive vurdering, vejer sidstnævnte faktor tungest. Derfor lander vi på 3 ambivalente stjerner med pil op, men lad det ikke afholde andre fra, at blive opslugt af Søn.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
