BOOM, surprise Repeat! Der er livstegn på siden!! Og der er sommersingler!!! Forsinket, jovist, til gengæld er der blevet lyttet til over 70 numre og valgt de 8 BEDSTE (+ en håndfuld boblere) ud. Så, hvad har været På Repeat henover sommeren?
Kald det ikke et comeback, men så da et blødt reboot. Ja, vi har været i kombineret eksil, sommerisolation og tænkeboks. Og, valgt at give GFR forlænget spilletid. Eller en ny chance? Fortsætte, hvor vi slap, men med visse ændringer?
Alt sammen ud fra devisen, at hvis vi skal fortsætte og kunne holde dampen oppe, så bliver det under lidt andre vilkår. Og ikke med samme frekvens og arbejdsbyrde som tidligere. Et kompromis? Måske, men det er det, eller ingenting. Vi kan, desværre, ikke afsætte tid, og har ikke energien og overskuddet, som vi havde da vi var mest produktive.
Det gør, at vi går over til et månedligt format, frem for et dagligt. Tiden med 4-5 anmeldelser + alt det andet pr. uge er nu en saga blot. Det bliver kvalitet (forhåbentlig) frem for kvantitet, selvom vi tidligere tilstræbte begge dele. Indtil GFR motoren blev slidt op og brændte sammen efter næsten 10 år for fuld kraft.
Ændringerne betyder også, at Repeat ikke længere “udkommer” en gang om ugen med anmeldelser af 7-8 singler. Det bliver én gang pr. måned, og i stedet for regulære anmeldelser af gode/dårlige/alt midt i mellem singler, så vælger jeg de BEDSTE af de indsendte. Resten må leve i lykkelig uvidenhed – men, velvidende, at de blev hørt og fundet for lette.
Der kommer lige en indkørings/overgangsperiode, men ellers er deadline/skæringsdato d. 10 i hver måned for, at komme i betragtning til den kommende Repeat. Den næste Repeat ER dog allerede lukket for tilføjelser Det bliver altså lidt forskudt, men det må vi leve med. Singler kan indsende HER, hvor Soundcloud, Spotify eller YouTube også accepteres.
Apropos forskudt, her er mine helt subjektive favoritter blandt de singler, der er dumpet ind i vores indbakke i perioden maj til august.
Rebecca Lou – “The Destroyer”
Rebecca Lou har en stor stemme og en punket energi brænder i krop og sjæl, men hun er styret mere og mere i retning af den rendyrkede pop. Nærmest for hver ny single, kan det føles som om. Her går hun all in, og kanaliserer hendes indre Katy Perry med et storladent, pompøst og skamløst poppet anthem.
Og fandeme om det ikke fungerer, og hun og hendes følgesvende igen slipper helskindet fra, at polere og pynte udtrykket yderligere op. Uden, at hun mister den indgroede kraft, lyden af vilje og nødvendighed, som slår gnister i den stadigt stærke vokal. Gu’ fa’en er det poppet og umiddelbart langt fra hendes punk-rødder, men rastløsheden er der stadig. Og ilden.
Hvis hun før havde krudt i røven, rent musikalsk, så brænder ilden stadig i maven og stemmen. Men hun har samtidig udviklet (måske har det egentlig altid været der?) et velfungerende popøre. Sans for, at skrue en effektiv og velsmurt sang sammen, der i dette tilfælde bygger perfekt op. Hun kan levere omkvædet, dét omkvæd man venter på.
Og gør det hele uden, at man sidder og føler, at hun “sælger ud”, eller har mistet saften og kraften. Det er bare noget andet, en ny smagsvariant, stadig ufortyndet Rebecca Lou.
De Forbandede – “Vinger”
De Forbandede fynboer flyver højt igen med en ny, glimrende single i form af “Vinger”. Bandet er, egentlig lidt af en albatros. Når man hører dem spille, så har man fornemmelsen af, at det her ikke burde lette og holde sig på vingerne.
Men på en eller anden måde får de blandingen af kantet, tungt huggende og vuggende rock, orgel, psykedeliske udflugter, syretrip, udflip og slingrende melodier i luften. Måske skriver De Forbandede bare gode sange? Måske er det den ruskende energi, den flossede nerve og den rå urkraft, der gør udslaget?
Hvorom alting er, ligesom bandet forrige single, den kosmisk garagefuzzrockende “Horisontens Tomhed”, så hopper jeg op på albatrossen, spænder mig fast og nyder den bumlende tur. Inklusive musikalske lufthuller og turbulens.
Faktisk lyder det ofte som om, at De Forbandede er et af den slags band, der kan og skal kæmpe for, at holde op- og fremdrift i deres sange. Det giver sådan en herligt smittende følelse af, at det er med hiv og sving, viljestyrke, muskelkraft og stålsat overbevisning, at manøvren lykkes. Forbandet insisterende!
1976 – “3”
Bag kunstnernavnet og årstallet gemmer sig en gammel kending af og på siden her, nemlig Jacob Krogholt. Ejer og primus motor af det kvalitetsbevidste pladeselskab Indisciplinarian, og tidligere guitarist, sangskriver og bagmand i metal/sludge/hardrock gruppen Rising, der nu er lagt på is.
Han er ude med sit første soloalbum, der altså kredser om hans fødselsår. I hvert fald på papiret. 12 instrumentale numre, der bærer titlerne 1-12, altså lidt af en tal-plade! “3” var første single derfra, hvor Krogholt overrasker en lille smule.
Ikke ved, at dele af nummeret, både lyd og opbygning, rummer ekkoer af et af hans store forbilleder/inspirationskilder: Richie Blackmore og 70’er Deep Purple. Nej, overraskelsen er i form af, at jeg synes jeg kan høre at der trækkes tydelige musikalske tråde til… Vangelis?
Ja, den er god nok, jeg synes jeg kan ane krusninger, bølgeskvulp og lydmasser slå ind over stranden, som var “3” en del af soundtracket til 1492: Erobringen af Paradis. Den legendariske Gérard Depardieu box office blockbuster fra 1992, som vi alle elsker og husker! Nå, nej, ikke? Men jeg gør, altså husker den, filmen er møgkedelig, men musikken er flot. Jeg ejede soundtracket.
Det har “3” givet mig lyst til, at støve af og finde frem igen. Men, den atmosfæriske og vellydende single har også givet mig lyst til, at høre mere fra 1976. Så kan man vel næsten ikke forlange meget mere fra en single, der i kraft af at den er instrumental, nok ikke er oplagt til masseappel, bred eksponering og massiv airplay.
De Må Være Belgiere -“Paradis”
De Må Være Belgiere, tydeligvis, der er jo et eller andet galt med dem. Og har den lille Gumbas lært os noget, så er det, at Belgien er et sygt land! Men i dette tilfælde er det også vores lille velbevarede hemmelighed, som har gemt sig i den lokale andedam siden engang i 80’erne.
Der kunne de nok have levet en lidt hengemt og obskur tilværelse, hvis det ikke var fordi, at de, de seneste par år har beriget os med nogle ganske fremragende singler. I hvert fald dem jeg har hørt, anmeldt og rost i Repeat. “Paradis” er ingen undtagelse, det er et ganske fantastisk nummer.
Det er et, der kræver tid, plads og mulighed for, at få lov til at ulme, simre og langsomt snige sig ind på dig. Som en lusket slange i græsset, der stille og roligt omkredser og indruller sit offer. En umiddelbart roligt drivende post-punk sag, der dog rummer sitrende energi og insisterende fremdrift. Som holder det slingrende orkester og deres skrigende hjul på skinnerne, mens der losses mere kul i kedlerne i løbet af sangens magtfulde 8 ½ minutters spilletid.
Ja, sangen nærmer sig prægtige 9 minutter, det er naturligvis helt håbløst for en single. Hvis man skal følge gængse regler, algoritmeregime og playliste tyranni. Op i røven med det, De Må Være Belgiere gør tingene, som de synes, og tak for det. Fucking fremragende nummer. Den er næsten for kort…
The Soft Eggs – “Headless Panther”
Så skal vi ind i sindet med “eternal sunsets in my head” med en trippet psych-sang fra de bløde æg. De er heldigvis ikke musikalsk bløde i bolden, eller ikke kogt nok. Det bobler hos gruppen, der lyder mellemøstligt inspireret, i hvert fald nok til, at give fornemmelsen af fjerne og varme himmelstrøg, kombineret med klassisk, vestlig psykedelika.
Det er, muligvis, ikke ukendte vibrationer, eller banebrydende syre-udflugter, men uhyre effektivt og smittende. En af den slags sange, der suger en til sig, omslutter en og bringer en skøn, trancelignende tilstand. 6 ½ minutter på trip, lige hvad jeg trængte til, når det er udført så fængende og fængslende som er tilfældet her.
Fox Paloma – “Palestine”
Ahhh, så er der VIRKELIG dømt sommerstemning. Jeg hørte denne musikalske kærlighedserklæring til en svunden tid på en varm, skyfri sommerdag omgivet af grønne, frodige bakker og gule kornmarker. Med vind i håret og medvind i cykelbenene, et sted mellem Gundsømagle og Ballerup…
Lyden Fox Paloma orienterer sig imod, strømmede dog ud fra den amerikanske vestkyst, tilbage i 60’erne. Det her emmer af varm, liflig og spirende sydcalifornisk stemning og vellyd. The Byrds, Crosby, Stills & Nash, dén lyd og scene.
Men, der er ikke bare vokalharmonier og lyse hippiestemmer. Eksempelvis får guitaren lov til, at sejle lidt rundt, hvilket er med til, at give sangen en skøn løs og lidt utøjlet følelse. Sammen med den små-psykedeliske 60’er pop/rock klang, som også gennemstrømmer sangen, er der noget let og opløftende over “Palestine”.
Samtidig er melodien tilpas drilsk og ufriseret, bare slå håret ud, maaaand, uden at det stikker helt af, eller bliver ufokuseret. Smittende, iørefaldende, legende… Jeg er helt på!
Blind Vej Hjem – “Krystalkvinde”
Vi skal igen, eller stadig, ud at cykle, denne gang er der dog dømt Blind Vej Hjem. Musikalsk er der heldigvis ikke tale om en blindgyde. Det var det heller ikke, da jeg tidligere i år anmeldte en anden single fra dette semi-krautede indie-band.
Faktisk anmeldte jeg “Lad Noget Gøre Os Levende Igen” fra Blind Vej Hjem, i det der skulle vise sig, at blive den sidste Repeat i sin oprindelige form. Passende, at bandet så kan få lov til, at være med i den nye begyndelse med et nummer, som rummer nogle af de samme kvaliteter.
Spreder smil og smittende vibrationer. Flydende og bølgende, varmblodet indie poprock. Tempofyldt rytmebund, medrivende fremdrift, i konstant bevægelse. Blød brise, der løfter. Mere af det samme, men formlen holder indtil videre. Endnu en slidstærk single til cykelturen fra Blind Vej Hjem.
Sauna Senere – “Forskel”
“For bandet spiller u-tight ad helvede til”, lyder det i “Forskel”. De vil jeg ikke sige, at Sauna Senere gør, men de ræser af sted i et hæsblæsende tempo. Det er nærmest manisk og giver en herlig rablende fornemmelse.
Jeg roste deres forrige single, “Mudder”, og det her er endnu en fuldtræffer for det relativt nye orkester. En smittende, fængende og uimodståelig fart-rocker, der kunne lyde som et vellykket 80’er grand prix nummer på speed. Det er enkelt, ligetil og går lige i bentøjet, så man uundgåeligt jogger med.
Det er gakket, det er grænsende til det enerverende, men på den helt rigtige måde. En catchy, hurtig og frisk sag, der straks graver sig ind i hjernen på en.
Boblere
Social Addiction – “Kill Your Abuser”
En lige-ved-og-næsten oplevelse! For pokker, Social Addiction er tæt på her, og tæt nok til, at jeg tager sangen med som en bobler. De vil FOR meget, der er lidt for mange løse ender og ikke alle idéer er lige gode, eller følges helt til dørs. Her er både plads til svajende metal, tung rock, noget mere grunge-klingende og rå urkraft.
Det, der fungerer, er virkelig godt, men i sidste ende trænger sangen til, at der bliver luget lidt ud.
Allan Olsen “Vildfaren Engel”
Lyrisk synes jeg ikke, at denne Corona-inspirerede og påvirkede et Olsens stærkeste. Nødvendig, måske og prisværdigt, at nogle kunstnere taler direkte. Men, her bliver det lidt FOR bogstaveligt for mig.
Til gengæld er alt andet ved sangen noget af det allerypperste, jeg har hørt fra Olsen. Lyd, mikset, hans vokal, instrumentering, korarbejde og arrangementet. Alt lyder usædvanligt elegant, labert og indbydende. Betagende smuk indpakning!
A Mess – “Fuck Your Way To The Top”
Jeg har tidligere anmeldt og rost singler fra A Mess aka Dorte Hartmanns lille, rockende soloprojekt. “Fuck Your Way To The Top” er endnu en fin og medrivende alt-rockende skæring, der på sin kompakte spilletid giver en solid dosis spade og iørefaldende melodi.
Sangen har allerede fået godt med spilletid på P6 tidligere på sommeren. Eller, Jeg formåede i hvert fald at høre den stort set hver morgen (føles sådan), i samme tidsrum mellem 4 og 5 om morgenen, når jeg havde fået en hjerneblødning og var på tidlig løbe- eller cykeltur. God motionssang!
Kasper Buch – “Point This Ship”
Er det her en P4-klingende softrocker med 90’erne følelse? Ja, måske er det? Krydret med en let fornemmelse af noget 00er hitliste rock. Intet nyt under solen, men effektivt skruet sammen og sikkert leveret. Tilsæt et fængende omkvæd og man har en god, lille sang der ikke gør nogen fortræd.
Hakes – “Take Me Home”
Rigtig fin og velskrevet pop-debut single fra Hakes, som tidligere har deltaget i DRs Karrierekanonen under kunstnernavnet LEA. En lovende karriere blev sat på pause, da hun mistede et vigtigt menneske i hendes liv.
Nu er hun tilbage, og trods den triste baggrund, så er der noget opløftende og håbefuldt over “Take Me Home”. Meget lovende debut, hvis man trænger til et skud blød, rolig, små-boblende og ubesværet pop.
Carte Blanche – “Iris”
Dejlig, vuggende og beroligende lille, lækker alt-pop sag. Som, at ligge i en bette jolle, kigge op i den blå himmel og dagdrømme, mens strømmen langsomt bærer en mod en sikker havn og favn.
Mensch – “Melancholy Sunday”
Der er noget lidt pågående over det her syntetisk pop/rockede nummer, inden sangen bøjer kortvarigt af i det bløde omkvæd. Op i fart igen, næsten danse/rave energisk. Endnu et nummer, som gjorde en fin figur ude i det fri, da jeg fik luftet jernhesten henover sommeren.
Mr. Burn – “Feel Like Madonna”
Elektro-rock shock! Det kan noget det her, især det fængende omkvæd. Som der heller ikke spildes noget tid med, at nå frem til, eller gentage. Et radiohit in spe, hvis man er heldig og få hul igennem.
Sidste Udkald – “Tilfreds”
Sidste Udkald med nummeret “Farvel” var, helt tilfældigt (men egentlig ikke) sidste nummer jeg anmeldte i Repeat inden vi lukkede ned. Nu er vi tilbage, og Sidste Udkald er “Tilfreds”. Det er jeg også. Endnu et roligt, stemningsfuldt og behageligt nummer. Og ikke mindst velsunget. Der er noget smerte, nerve og “dybde” her. Ikke på en flashy måde, bare noget man… føler?
Der er muligvis røget et par numre under radaren de seneste par måneder, det beklager jeg. Men, det her var det bedste kompromis for, at samle op som jeg kunne komme op med. Deadline for, at komme i betragtning til næste omgang af Repeat er d. 10/10.
Den opdaterede Repeatliste 2021, hvor nogle numre er gledet ud og det nyeste kuld ind. Fra næste gang ændres listens format, den tager vi om 2 uger:
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fox Paloma pressefoto
