Vi spoler tiden nogle uger tilbage, til UHØRT Festival, dagen var lørdag, mørke skyer trak ind over Refshaleøen og undertegnede og det aarhusianske rockband The White Dominos søgte læ i en overdækket bar, hvor vi fik os en snak en halv times tid, mens regnen pludselig stod ned i lårfede stænger.
Vi havde egentlig bare en løs aftale om at finde et tidspunkt mellem 18 og 20 på dagen, hvor vi kunne stikke hovederne sammen og få os en lille snak. Men efter en koncert med Big Dust på Open air scenen, Royal Scenen, spottede jeg bandet blandt publikum og ville lige hilse på. Det endte med, at vi blev enige om bare at tage interviewet on the spot, nu vi alle havde tid og var samlet, så et nogenlunde roligt hjørne, med læ, blev fundet. Altså ro indtil The Songs begyndte at spille på den nærliggende Hvid Scene.
5 mand stod vi samlet om det runde barbord, der måtte ryges, og det blev der, mens de 4 bandhoveder og denne skribent forsøgte at tale nogenlunde tydeligt ned i den smarte diktafon app på mobilen – ja, nu behøver man ikke engang slæbe rundt på flere devices! Hvilke tider.
Hvad har I af forventninger til i dag?, får jeg opfindsomt åbnet med.
“Vi skal bare spille røven ud af bukserne, det er i hvert fald forventningerne til os selv”, udbryder Mads (trommer). Så er stilen ligesom lagt.
Det er første gang bandet og medlemmerne på Uhørt, Jonas (sang, guitar) forklarer, “men vi kender jo flere der har spillet her, blandt andre Velvet Volume, der spillede her sidste år, og det er jo stukket helt af for dem, må man sige”. “Det virker meget professionelt her”, tilføjer Mads og forsætter, “nu har vi godt nok kun prøvet at checke ind, men det havde de sgu styr på”.
De forklarer videre, at der op til festivalen blev arrangeret noget pre-coaching fra Uhørt’s side, hvor man fik forklaret hvad man skulle fokusere på. Det bliver fulgt op med feedback på den spillede koncert, “lige bagefter”, som bandet forklarer det. Daniel (guitar) kommer på banen med en et lumsk smil og en kommentar om sved, “det bliver noget med at man står helt svedig efter koncerten og så siger de – I skal svede MERE!”.
Der er også noget coaching når festivalen er overstået, ligesom pre-coachingen op til, så er denne frivillig, men den næsten instant feedback lige efter koncerten, er en del af den pakke man siger ja til, når man søger om at spille på festivalen. Så det er med at pakke sit gear ned hurtigt, som Jonas forklarer og så er der evaluering.
Lidenskab og et par lussinger i ansigtet
“Det har vi det fint med”, fortæller Daniel, “vi er altid åbne overfor konstruktiv kritik, vi vil bare gerne blive bedre. Man kan vel aldrig blive FOR god, vel? Så det er fedt med nogle øjne og ører udefra der kan fortælle hvad vi gør skidt og hvad vi gør godt”. Jeg spørger ind til om det ikke kan komme til, at virke lidt som noget X-Factor boot camp, men Mads fejer det af bordet med “vi kan jo selv vælge og vrage mellem hvad vi synes vi kan bruge, og tage det med derfra der fungerer for os”. Daniel forsætter, “det hele er jo heldigvis præget af at det ikke er en form for konkurrence, det er bands og kunstnere som er er meget forskellige og som på hver deres måde bare gerne vil blive bedre til det de gør”
Men hvad håber bandet så egentlig på at få ud af det?
“Det er jo en showcase”, forklarer Jonas, “så det handler om på meget kort tid, at bevise hvad du kan og at du kan levere”, Spot Festival bliver hevet ind i samtalen, og Jonas forsætter, “det her er måske for et lag under Spot, på Spot er der mange med som er lidt mere etablerede og måske gerne vil kigge mod udlandet, hvorimod det her mere er for os der bare vil have et gennembrud, på en eller anden måde”.
Snakken drejer over på længden af et sæt, på denne dag har bandet 30 minutter til at vise deres værd, men de har prøvet alt fra 20, 45 og 75 minutter og en enkelt koncert i Spanien, hvor det i følge Magnus (bas) “endte med at stikke lidt af”. Da nåede bandet op på at spille 2 timer, og måtte spille nogle af numrene flere gange, “men det var også meget godt, så kan de synge med anden gang, jo”, som Magnus med knastør jysk lune konstaterer.
Lige meget hvor længe bandet har til rådighed, så forsøger de dog altid at tænke i opbygningen (hvilket koncerten senere på aftenen også demonstrerede), så selvom dagens 30 minutter er i den kortere ende, så er der tænkt over tingene. “Jeg synes vi har en opbygning”, forklarer Mads og forsætter, “det er også noget vi har brugt tid på, når vi skal spille showcases, hvordan gør vi det her og hvordan bygger vi et sæt op”. Daniel bryder ind, “jeg sad og tænkte på forleden, at det er lidt som et samleje, der er lidt forspil, der er noget lidenskabeligt og så kommer der et par lussinger i ansigt og så er der et klimaks”. Bandet roser Daniel for at få flettet sit sexliv ind i samtalen, mens Daniel forklarer at “det er fedt at have den frihed at kunne sige pik og fisse, uden at en manager blander sig”. Her ville det måske være passende at påpege, at bandet klarer alting selv.
Daniel forsætter, “nu har vi jo ikke en manager der går og siger hvornår vi skal gøre dit og dat, så vi er meget vores egne herrer. Det betyder også, at vi selv bestemmer hvornår vi udgiver noget, men vi har hele tiden noget vi går og arbejder med”.
“Vi kan godt afsløre, at der går ikke så lang tid inden der kommer en ny single”, tilføjer Mads inden Magnus bryder ind, “ja, der går et sted mellem 4 dage og 2 måneder”.
Stairway to 7-11
Vi begynder, at snakke om bandets arbejdsrytme og metoder, Magnus forklarer:
“Det er jo helt klart sådan, at jo mere du spiller en bestemt sang, jo mere har du også lyst til at spille en ny sang. Hver gang vi har skrevet noget nyt, så glæder vi os til at vise folk hvad det er vi har gået og knoklet med. Der var en periode, hvor vi nærmest havde en ny sang med til hver koncert vi spillede. Det er sjovt det der med, at udfordre sig selv og ikke bare stagnere i de ting, man har haft kørende i et stykke tid”.
Jeg spørger ind til, ligesom man hører store kunstnere blive trætte af nogle af deres hits, om man også oplever det i et band på The White Dominos “niveau”, Jonas griber den og forklarer lidt eftertænksomt, “ja…. det kan man godt blive”, “undskyld jeg afbryder”, lyder det fra Magnus som nu har fået snakket sig varm, og forsætter, “det kommer også lidt an på hvad ens fokus er på det tidspunkt. Vi har haft perioder hvor vi fokuserede meget på showdelen og lære alle rutinerne omkring den slags og at spille live. Da har jeg egentlig ikke haft sindssygt meget fokus på lige nøjagtig hvilken sang vi lige spillede, men mere sammenspillet og energien i det. Da handler det for mig mere om selve energiudladningen og i at øve sig i at få den sendt ud over scenekanten”.
Lige for tiden brænder de dog alle for, at få skrevet en masse nyt, hvilket også gør at de med egne ord går totalt i skrive-mode hen over efteråret, og så ser de hvad det bliver til, men de regner med, at det bliver “en større udgivelse end det vi har haft gang i tidligere”, som Magnus formulerer det.
“Når vi har spillet et nummer tit og en længere periode, snakker vi om vi ikke skal prøve noget nyt med det, eller omarrangere et eller anden i det”, forklarer Daniel mens der bliver tændt smøger rundt omkring bordet, The Songs runger i baggrunden på Hvid Scene og meget mørke skyer trækker ind over pladsen. Daniel forsætter, “det er lige så meget for performance-delenes skyld, som det er for vores egen skyld”. Mads byder ind, “der er også numre som vi på et tidspunkt har kasseret, som vi så senere tager op igen, og på en måde er blevet forelsket i dem igen. Så kan man godt sidde og tænke, jamen, hvorfor smed vi overhovedet det her ud??”.
Bandet forklarer samstemmende, hvordan et nummer, “Things That They Say” ( Også kaldet “TITS”, eller “Stairway to 7-11” internt i bandet pga. nummerets længde), er endt med at blive en live-favorit for bandet, efter den kom tilbage på sætlisten på grund af at de skulle fylde noget tid ud. Det viste sig at være en kollektivt fed oplevelse, at spille nummeret den dag, så nu er den altid med. Altså, bare ikke lige i dag, fordi den varer 8 minutter og dermed er for lang… Det hele handler på en måde om, altid at være på mærkerne og se hvad der fungerer, og hvornår, så man får det optimale ud af situationen. Eller som Magnus filosofisk formulerer det, “det er som at være en dværg på pissoir, man skal holde sig på tåspidserne”. Det resulterer naturligvis i en “tænke højt og lad os undre os” snak om pissoirer i forskellige højder, eksempelvis på tankstationer… “nå”, indskyder Magnus”, OK, så er det måske mere som en blind mand i et orgie, man må føle sig frem?”.
Herre i eget hus
Efter denne Høj Pistolføring/Frank Drebin afbrydelse af samtalen, prøver den semi-professionelle interviewer, det er så mig, at få samtalen tilbage på sporet – eller bare i en eller anden retning.
Jeg spørger om de opfatter sig selv som et hurtigt arbejdende band?
“Det er meget forskelligt”, siger Daniel, “også hvad der lige inspirerer en… men også selvom den ikke lige er der, og vi ikke lige kan skrive en sang, jamen så har vi noget andet liggende vi kan arbejde med. Det kunne være performance-delen, som Magnus nævnte”. Magnus forsætter, “det er måske 1 ud af 20 øvere, hvor man bagefter går hjem og tænker, arh okay, den her kunne vi måske godt have været foruden.”. Bandet forklarer videre, at eftersom de jo er et selvkørende band, så er der hele tiden et eller andet at kaste sig over, hvis musikken ikke lige spiller en dag, det være sig booking, besvare mails og andre mere praktiske opgaver. I det hele taget får man fornemmelsen af et band, der på alle måder forsøger at udnytte og disponere deres tid helt optimalt – eller i hvert fald stræber efter det.
Jeg spørger ind til hvor meget bandet egentlig fylder?
“Pissemeget”, udbryder Daniel, “det er vores privatliv, og et fuldtidsjob”, “uden at kunne leve af det,” indskyder Jonas, inden Magnus forsætter, “altså vi arbejder ved siden af for at tjene penge til huslejen, men det er det her, vi gerne vil.” Men føler man, at det er indsatsen værd (?), får jeg klemt ind i samtalen, Magnus samler den op:
“Altså, man kører på de der highs, der kommer hen af vejen. Du kan selvfølgelig sagtens prøve at regne det om, jeg har brugt 100 timer på det her, får jeg så for 100 timers løn og er det det værd? Nej, det er det måske ikke på den måde, men hver gang der sker et eller andet, hvor man tager et ryk videre, så er det pludselig lige meget. Der er mange ups and down på vejen, men de der ups, det er jo dem, der gør det hele værd. Det er derfor vi står her stadigvæk”. Daniel uddyber, “vi er også utroligt selvkritiske og vi vil gerne gøre tingene så godt som muligt, det gør også at vi er gode til at stoppe op, se tingene an og finde ud af, okay, hvor vil vi egentlig gerne hen med netop denne ting. Så der er altid noget at arbejde for og hen imod”.
Det får mig til at spørge ind til, om bandet har en fornemmelse af hvor det hele bærer hen ad, og det lidt større perspektiv.
“Altså, vi har altid nogle delmål”, forklarer Daniel, “vi har de her kortsigtede her og nu mål, de ændrer sig hele tiden, men vi har også nogle mere langsigtede, som vi arbejder mere målrettede imod. Hvis vi nu, eksempelvis, gerne ville spille på Roskilde næste år, jamen så sætter vi os ned og kigger på, hvordan kommer vi til det, hvem skal vi snakke med og hvordan gør vi… hvad fanden ville jeg egentlig sige?”, Daniel får afbrudt sig selv og Jonas, der har lyttet opmærksomt fra sidelinjen, skærer igennem, “du siger, at ja, vi har nogle mål og vi er gode til at arbejde målrettet for at opnå dem”. Bum. “Det ultimative mål, er jo helt klart at kunne leve af det her, musikken ER det der driver os, så kan du tjene nok så mange penge på at have et andet job, men det er jo det her vi vil”, indskyder Magnus.
Mads bryder ind, “altså, det er selvfølgelig en stor drøm at kunne leve af det, men som vi også har snakket om, så er det også et mål at udgive et rigtig godt album. Noget vi kan være stolte af. Det er måske endda det, der skubber mest til det hele for mit vedkommende, det, på et tidspunkt, at kunne sidde med et fuldlængde album i hænderne, og kunne sige til sig selv, hey, det er fandeme pissegodt det her. Det er også et endemål, eller et endemål indtil vi når dertil, så kommer der et nyt!”.
Jeg spørger om, om det er nemt at trænge igennem lydmuren rundt omkring, selvom de arbejder hårdt og målrettet for det, om de føler at de bliver hørt.
“Jeg vil ikke sige det er nemt”, siger Magnus og fortsætter, “men det bliver nemmere, på en fed måde, som tiden går. De ting der var svære for et år siden, er nemme nu, men nu sigter vi også efter nogle andre ting. Tidligere var det svært at booke jobs, og vi gik og snakkede om, at det blev fedt når der var 1 koncert eller 2 om måneden, og så pludselig havde vi 3 hver weekend.
Bandet fortæller, at deres første job var på Backstage i Aarhus (nu Tape), hvor de kom ind på et afbud, hvilket de beskriver som en vild opturs-oplevelse. Nu har de efterhånden spillet så meget i Aarhus, at målet er om de kan få spillestedet udsolgt når de spiller på hjemmebane. “Når vi kommer udenfor byen, så bliver det straks mere spændende”, forklarer Magnus, “vi har heldigvis en fornemmelse af, at publikum vokser, måske endda 2-3 gange i størrelse, for hver gang vi kommer tilbage til en by. Og det gør det så også nemmere at booke jobs, når vi eksempelvis kan sige, at første gang vi spillede i Aabenraa kom der 20 mennesker, men sidst vi spillede der var der over 70”.
Den skal have max røv
Det viser i bandets øjne, at de må gøre et eller andet rigtigt, og de kan mærke en helt anden respons på det de laver end for bare 2 år siden.
Bandet påpeger også, at de heller aldrig går på kompromis med deres koncerter, om der står 5 mand i Råhuset i København eller ej, for det er 5 mand der har investeret deres tid i at dukke op, “den skal have max røv”, som Daniel udtrykker det.
Og lige i det åbner himlen sig og en max røv skylle rammer pladsen, hvilket, ud over at forstyrre lydoptagelsen lidt, resulterer i spredt “panik”, blandt andet kommer en unavngiven forsanger fra et dansk indieband væltende og er ved at ryge i karambolage med en opstillet strandstol, i sin iver efter at komme i tørvejr – men han når lige at hilse på bandet i farten.
Jeg får spurgt om de så har kunnet lukrere på, at have opbygget et godt rygte, både som live band men også “bare” som band?
Daniel forklarer, “vi sigter helt klart efter, at være Danmarks flinkeste band. Vi tror på god karma”.
Snakken begynder at nærme sig sin naturlige afslutning, man skal jo stoppe et sted, bandet skal videre i teksten og undertegnede skulle da vist også til at anmelde lidt flere koncerter på UHØRT. Det med den gode karma kan bandet roligt satse på, det og så den gennemtænkte, men stadig friske og energiske måde, de går til sagerne på. Hvis jeg var booker eller arrangør af et eller andet, så ville jeg ikke tøve et sekund med et booke det her orkester. Både på grund af denne snak, men også deres koncert senere på aftenen, der fuldt ud levede op til de ting de havde snakket om her.
The White Dominos er et band der udstråler, at de arbejder hårdt og lever for det her, eller som Daniel fik formuleret det i løbet af interviewet, “det er sgu svært ikke at tælle takter, når man har sex…”.
Af Ken Damgaard Thomsen
Fotos fra UHØRT: Lene Damgaard Thomsen
