Solbrud står med Vemod lidt i stampe udviklingsmæssigt, men kvaliteten er fortsat høj på noget, der kunne lyde som et soundtrack til undergangen.
Black metallerne i Solbrud har ikke alene formået at brænde igennem hos metalhovederne, men har også opmærksomhed fra bredere kredse. Fuldt fortjent, for bandet viste med deres to første albums, at de mestrede både det hidsigt tampende og det smukke atmosfæriske udtryk, og mellemstadier mellem de to. Når bandet nu har sat barren så højt, er Vemod en lille smule skuffende, da det kan virke som om, der ikke er meget nyt under månen i Solbruds univers, og at det er svært at skubbe formlen endnu et niveau op. Noget Solbrud ellers lykkedes med at gøre fra debuten til Jærtegn.
Fire numre er der blevet plads til på Vemod, med en samlet spilletid på omkring 50 minutter. Vi skal først opleve ‘Det sidste lys’, der åbnes med lyden af regn og akustisk guitarspil. Lyden af regn vender tilbage igen inden de 13 minutter nummeret varer er ovre. Det kunne lyde som soundtracket til et mørkt efterår, der leder over i en Fimbulvinter, de indledende øvelser til apokalypsen. Bedst fungerer det for mig i de stemningsopbyggende passager, mens de hidsigt hakkende trommer akkompagneret af Ole Luks skrigende vokal og guitar efterhånden synes som, om ikke trætte gentagelser, så i hvert fald at mangle noget friskhed. Også selv om Solbrud ikke har mange ligemænd, selv når det virker en kende rutinepræget.
Et tampende instrumentalt stykke indleder ‘Forfald’, inden vokalen bidsk bider ind efter 3 minutter, og det fortsætter i samme knusende tempo indtil omkring 7 minutters mærket, hvor grebet kort slækkes med en atmosfærisk passage, inden der tæskes videre. Det er især her, jeg savner noget nyt fra Solbrud, for uagtet hvor veludført ‘Forfald’ er, og man aldrig er i tvivl om at Solbrud er fandens dygtige, så er nummeret kun fængende i kortere passager og er paradoksalt nok mest interessant i den dunkle orgelpassage til sidst.
Heldigvis er albummets to sidste numre, den over 16 minutter lange ‘Menneskeværk’, og den korte, men fremragende, afslutter ‘Besat af mørke’ (‘kun’ knap 9 minutter) begge gode tilføjelser til Solbruds bagkatalog. Førstnævnte bygger tålmodigt op i langsomt tempo, inden tempoet piskes i vejret og vi får en af de karakteristiske stormvejrspassager, som Solbrud mestrer – men som jeg altså fortsat godt kunne savne der blev gjort mere for at udvikle variation i. Og herfra kastes man så rundt i stormen, der varer godt 10 minutter, inden stilheden indfinder sig og man bæres ud til tonerne af en akustisk guitar.
‘Besat af mørke’ har til gengæld meget af det, jeg har efterspurgt på de tidligere numre. Nok lægges der ud med et hæsblæsende instrumentalt ridt, med Ole Luks hæse skrig som rytter, men der brydes også med formen midtvejs, og herfra er det en nydelse at lægge øre til de sidste godt fire minutter på albummet, hvor guitarspillet er varieret, og der broderes soli ind i det intense udtryk, uden det mister saft og kraft af den grund. Netop guitarspillet løfter udtrykket, og jeg må tage mig i at tænke, hvad det ville have gjort ved albummet som helhed, hvis det var blevet udfoldet på samme måde flere andre steder undervejs. Det giver Solbruds univers en klang af mere klassisk progressiv heavy metal uden på nogen måde at nærme sig det cheesy – det er det ganske enkelt alt for overbevisende udført til. Desværre varer det heller ikke længere end nummeret ud, hvilket ærgrer mig ved hvert genlyt.
Vemod er på mange måder et arketypisk Solbrud album, hvis man kan snakke om arketypisk for et band, der kun har udgivet tre. Det bryder ikke med, hvad vi allerede ved Solbrud kan, og det er kun for alvor på ‘Besat af mørke’, der leges en smule med udtrykket. Det kunne jeg godt ønske mig, der var mere af på Vemod, som på ingen måde er et sløjt eller dårligt album, men heller ikke har samme impact som Solbruds to foregående. Jeg er ikke i tvivl om, at Solbrud kan fortsætte med konsistent at sende plader ud de kommende år på samme niveau og med samme kvaliteter, men måske det også vil være på sin plads at prøve lidt flere nye veje af næste gang? Jeg kører i hvert fald i periodevis død i den mørke storm.
Det virker som om, landvindingerne er færre og mere anstrengte her end de var fra debuten til Jærtegn, selv om afslutningen på albummet viser nye veje fremad. Solbrud leverer endnu et på mange måder imponerende lydspor til undergangen, men der er alligevel knaster nok, til at vi denne gang “kun” lander på 4 mørke stjerner til Vemod.
Du kan finde Solbrud på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
