Mandag aften optrådte black metal bandet Solbrud i Langenæskirken i Aarhus, som en del af Festuge programmet, hvilket op til koncerten førte til lidt ramaskrig rundt omkring i krogene, nå ja, og i medierne. Troels-Henrik (der forresten selv er kristen, men ikke bange for mørke) havde markeret koncerten i kalenderen inden det blev til en “sag”, så her kommer hans open minded syn på den onde musik.
Form og indhold. Meget af det kunst, man kan se på eksempelvis ARoS vil blive overset eller ignoreret, hvis ikke det lige var fordi det blev fremlagt på netop et kunstmuseum. Stedet i sig selv giver en form for forudindtaget tilgang til, at nu skal man opleve kunst og er dermed i en bestemt tilstand af modtagelighed.
På samme måde sætter en metal-koncert i udsædvanlige rammer også nogle tanker i gang; for når man tager en genre, der har sin oprindelse i noget meget anti-kirkeligt og sætter den ind i en kirke, vil det nødvendigvis løfte øjenbryn. Og netop at løfte øjenbryn har nok været ét af målene for Aarhus Festuges ‘upside down’-tema.
Reaktionerne har også været så forudseelige, at det næsten har været pinligt; selvfølgelig skulle der være en præst, der ikke synes at det var passende at man bragte en mørke-hyldende artist ind i kirken. Historien nåede endda DR. Ærgerligt for præsten – for koncerten var egentlig rigtig fin og fungerede flot i kirkerummet. Og det tør jeg sige som egentlig ret kirkevant anmelder.
Men så til indholdet!
Mit kendskab til Solbrud er egentlig begrænset til lidt research på ”de vestjyske motorveje” mens jeg kørte hjem fra arbejde. I den setting – og sent på aftenen – blev det ærlig talt lidt monotont. Men da orgeltonerne åbner for aftenens udsolgte koncert i Langenæskirken er der helt andre boller på suppen: Der åbnes med et fint guitar-tema uden gain på guitaren og da alle i salen ved, hvad der må komme, opbygges der et stemningsmæssigt suspense, som er til at tage og føle på.
Publikum er overvejende metal-folk, men der er også flere måske mere mondæne publikummer – så en fin blanding. Da der så (endelig) åbnes for sluserne med masser af drive på guitarer og bas, samt tærskende trommer er overraskelsen først og fremmest at det ikke er højere. Lyden er god, men ikke overvældende i lydtryk. I kombination med et varierende og effektfuldt lysshow giver det en stemning af kontrol og overskud – cool start!
Solbrud har en fin live-energi og i deres lange sfæriske udtryk med lange numre er der både plads til at smadre igennem (uden at forfalde til bøvede ‘skru-op’-tendenser) og til faktisk at groove ret fedt, når riffs og trommer går op i en højere enhed.
Der er stor kærlighed for mange underinddelinger eller ‘små noder’ for så at variere ved at gå a la brava. Og ikke kun i numrene tages der god tid, men efter første nummer holdes der en lang, stille pause, hvor bandet står med ryggen til publikum. Det er på én gang introvert og energisk og med lys, rummet, settingen og stemningen ret så effektivt!
Faktisk kan man let glemme at man står i en kirke, da Langenæskirken ikke just ligner en traditionel sognekirke og der fint til lejligheden er sørget for ølsalg. I passager bliver vi introduceret til fine melodistykker, der ikke var gået galt i byen hos mere post-rockede bands – men til stadighed med en insisterende Troels Hjorth på trommer til at sikre momentum, drive og dronisk vedholdenhed.
Forsanger Ole Luk er dog flere gange lidt udfordret og selv om jeg ikke kan kalde mig ekspert på growl etc., var det tydeligt at hans stemme var stærkt udfordret på flere numre. Netop den genretypiske growl/skrigen tilføjede også en dobbelthed til oplevelsen; for jeg har – som indikeret ovenfor – ikke gransket teksterne mere nøje end til at konstatere, at de ikke er sataniske, og da growl/skrig ikke er den mest tydelige form for tekstfrembringelse, blev det især en stemning eller insisterende effekt, mere end en bærer af en tekstmæssig betydning. Og så var det faktisk meget fedt, at vi kom lidt ud af det totalt kontrollerede, når Luk var udfordret.
Da “Dødemandsbjerget” falder ind under afslutningen af settet, slå det mig at det selvfølgelig er en oplevelse at se black metal i en kirke – men at musikken faktisk giver så meget mening, at man glemmer at man er i et kirkerum. Og at hvis der var nogen, der ville begynde at danse vals til det valsende nummer, ville det have føltes meget mere unaturligt og akavet, end koncerten generelt.
Selvom der er gået en time, virker det bestemt ikke som om, det har været en lang koncert; måske på grund af de lange numre, måske fordi det er et band, der tager sig tid til at lade deres lydflader manifestere sig. Men da Luk endelig henvender sig til publikum med et ‘tak fordi I kom’, føles det ikke som om vi har været i gang så længe. Ekstranummeret er en larmende sag, men sætter også streg under, at det er et band i fuld kontrol. Der leveres forførende musik og der er masser af plads til en form for spacen ud – nogen vil endda sige andægtighed? – som ikke er ukendt i kirkerummet.
For en stor oplevelse læner vi os op af fem stjerner, men jeg vil dog holde mig til de fire, da der var lidt bøvl med vokalen. Men hvad der ikke fungerede på de vestjyske landeveje kom i den grad til sin ret i kirken!
Sluttelig vil jeg bare skrive, at hvis der er nogen, der er kommet herind for at finde krudt til en kirkepolitisk debat, så skal det understreges, at der ikke skete noget ondt på denne mandag aften. Der var ingen magi, ingen hokus pokus, men i bund og grund bare en fin metal-koncert i en anderledes, inspirerende setting.
Stor cadeau til Aarhus Festuge for at tage Upside Down seriøst – men også at lave den perfekte booking, så det aldrig blev usmageligt, bøvet eller malplaceret.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
