Luft, Vand, Jord og ild. 4 elementer, 4 medlemmer af et band. Men et er blevet skiftet, men figurerer alligevel på denne bandets 4. plade. Solbrud giver, hvis ikke hovedbrud, så efterlader en med mange indtryk med deres længste album, IIII, der lander efter deres hidtil længste pladepause.
7 år er der gået siden bandet udsendte deres tredje album, Vemod, i 2017. Der kan ske meget på 7 år. Både internt i et band, de enkelte medlemmer som mennesker og ude i den store, vide verden.
Indspilningerne blev påbegyndt i 2021. Det samme år, hvor forsanger Ole Luk valgte at forlade Solbrud for fuldkommet at hellige sig sit nye projekt Afsky. En ny forsanger blev fundet, og er allerede blevet kørt i stilling live. Men Ole Luks vokal er stadig en del af Solbrud på IIII.
Det er altså en plade, som ikke blot har været længe undervejs, men som også lander midt i en brydningstid for Solbrud. Der på mange måder allerede er videre, og skal til at påbegynde et nyt kapitel. Her kan IIII måske virke som et lidt kuriøst startsted, da det samtidig også er et punktum. Nye døre åbnes, men døren til fortiden står stadig på klem.
Samtidig har gruppen valgt at komponere sangene på en, for bandet, helt ny måde. De 4 medlemmer fik hver tildelt et af grundelementerne (luft, vand, jord og ild) som en form for løst tema. Og hvad der cirka svarer til én side hver på en LP, hvor de enkeltvis står for sangskrivningen.
Materialet er dog stadig indspillet samlet, som ét band, ligesom der sikkert er justeret lidt hist og her i numrene, så de fremstår som bandsange og ikke 4 soloprojekter. Der er også (som man kan høre i dette afsnit af den glimrende, desværre snart hedengangne, podcast Omegalisten) brugt idéer og elementer til sange, som tidligere er blevet afvist i bandsammenhæng. Dermed kan kimen til dele af IIII være lagt langt tidligere end 2021.
Det resulterer både i bandets hidtil længste udgivelse med en samlet spilletid på over 1 ½ time, men også deres musikalsk mest varierede og strittende. Det er ikke fordi, at pladen som sådan fremstår rodet. Der er en gennemgående “Solbrud følelse” igennem albummets 11 numre (inklusive 2 instrumentale). MEN jeg havde/har som lytter lidt vanskeligt ved at fornemme en samlende vision for IIII.
Ikke nødvendigvis et problem, og det virker jo også netop som en del af missionen, og den udfordring bandet har givet dem selv. Den mission lykkedes sådan set. Men for MIG sker det ikke helt uden omkostninger. Efter første gennemlytning havde jeg derfor også svært ved helt at orientere mig. Både fordi, at det er meget musik at tage ind, men samtidig fordi sangene efterlod mange forskelligartede stemnings- og retningsindtryk.
Den over 17 minutter lange, monumentale og bjergtagende “Hvile” indleder i overlegen stil. Her er der virkelig luft under vingerne, og Solbrud svæver majestætisk over vand, jord og ild. Sangen har en svajende bund og en gennemgående episk stemning, der kan tage pusten fra en.
Der er dog brug for luft i lungerne, for allerede den efterfølgende “Tåge” drejer pladen i en helt anden retning klang- og stemningsmæssigt. Den er tungere, mere direkte og bombastisk. Det lyder næsten som Led Zeppelin, der spiller en lidt hurtigere, mere ondsindet version af “Kashmir” uden strygere og pynt.
Dernæst følger en sangcyklus bestående af 4 dele under den samlede titel Når Solen Brydes. De 4 dele når næsten op på en samlet spilletid på 25 minutter, og virker næsten som et album i albummet. “Ædelråd” bringer os tilbage på et mere velkendt, “klassisk” Solbrud spor de efterfølgende 15 minutter, inden den instrumentale, Pink Floyd’ske singleforløber “Sjæleskrig” på en måde signalerer begyndelsen på enden.
2 halv-lange lækkerbidskener i mere velkendt Solbrud-stil, “En Ild Som Tusind Sole” og “Aske”, følger op. Inden pladen lukkes med den “kun” 4 minutter lange instrumentale “Postludium”, hvor det lyder som om Solbrud prøver kræfter med shoegazer black?
Det var den korte version. For der er naturligvis masser af detaljer, nuancer og lange udflugter at dykke ned i løbet af de over 90 minutters musik. Det er ambitiøst, og Solbrud cementerer dermed også deres status som et af de mest ambitiøse metalbands herhjemme (sammen med ORM). Og de er indiskutabelt PISSE dygtige! Der er ikke en fedtet finger at sætte på udførelsen af de enkelte numre, hverken hvad angår lyd, produktion eller håndværket. Alle valg virker gennemtænkte og “rigtige”. Men er det overambitiøst eller for meget?
Ja og nej. Det er for meget at tage ind på én gang, men samtidig må det være Solbruds intention, eftersom det er udgivet samlet. Derfor indtager jeg det også som præsenteret. Det resulterer i en følelse af at være lettere forspist og smagsforvirret.
Samtidig er der gudeskønne højdepunkter, smukke og betagende passager og øjeblikke, der giver kuldegysning fordelt over det meste af pladen. Noget jeg heller ikke ville have været foruden. Jeg har nævnt “Hvile”, “Ædelråd” og “Sjæleskrig”, som samlede numre, der bare går rent ind hos undertegnende. Men der er også de pludselige højdepunkter i eksempelvis “Når Solen Brydes Del II: Mod Afgrundens Flammehav”, der brækker over cirka halvvejs igennem dens 1 minutter. Sangen stopper simpelthen 1 sekund og fortsætter dernæst i en ny, overrumplende retning.
Eller “En Ild Som Tusind Sole”, hvor det vitterligt lyder som om der er gået ild i hele bandet i 10 brandvarme minutter. Her er der et eller andet ved produktionen, mikset, lyden eller hvad fanden ved jeg, der får det til at lyde som om instrumenterne flammer op og brænder sig ind i øregangene. Det er mere lækkert end det måske lyder.
Når jeg ER i sangene, og deres øjeblik, så glemmer jeg også fuldstændig min indledende lettere mangel på en følelse af større sammenhæng. Det er først når jeg zoomer ud, eller lige hives ud af pladen, at den følelse melder sig igen. Jeg kan dog ikke blive helt enig med mig selv om, om jeg synes det er et egentligt problem?
Gentagende lyt, og forsøg på at pakke min forhåndsviden om processen og arbejdsmetoden væk, har givet mig en mere sikker pejling. Jeg vil dog påstå, at jeg kan høre mindst 3 forskellige udgivelser samlet i IIII (som de selv kalder et dobbeltalbum). Og, hvis jeg skal spille bagklog (og gøre mig klog på andres vegne uden at have det mindste forstand på den slags!), så havde det muligvis givet de enkelte sange mere plads til at ånde, hvis man havde valgt en anderledes og mere opdelt udgivelsesform.
Som sagerne står er IIII dog en udgivelse, der udover de nævnte roser og torne, muligvis er Solbruds mest interessante. De har siden deres debut virket ekstremt sikre og kompetente. Jeg vil ikke sige at de ryster på hænderne eller famler her, de viser i stedet for mod og nysgerrighed.
Efter 3 plader med den samme formel og opskrift var Solbrud måske også i fare for at blive FOR sikre og en smule fastlåst. På IIII har de for første gang sluppet tøjlerne lidt, hvilket resulterer i et (på den gode måde) udmattende album, der både peger tilbage men ikke mindst fremad mod måske ukendte horisonter? Og med dette album er Solbrud og deres rejse bestemt ikke blevet mindre interessant.
Af Ken Damgaard Thomsen
