Slowdive, Voxhall 24/2 2018 ★★★★☆☆

For anden gang inden for et år gæstede Slowdive Danmark og Voxhall fik æren af at invitere shoegazerne til Smilets By.
Med noget nær perfekt lyd tog bandet stik, mens en kombination af forkølet stemme og fornemmelse af at pladen lidt blev sat på i perioder agerede slange i paradis.

Dead Sea

Inden hovednavnet gik på skulle vi dog varmes op, hvilket parisiske Dead Sea stod for.
Men bassist, guitarist, forsanger/synth-spiller og en kombination af knapstyrer og percussionist var grundlaget lagt for en fyldig lyd. Ret hurtigt skulle det dog vise sig, at jo, lyden var fyldig – men at det, der kom ud, mest var elektronisk – og at strengeinstrumenterne indgik som komplimenterende.

Muligvis grundet elektroniske gains, muligvis i live-mixet, men udtrykket for Dead Sea er ret elektronisk. Det er i udgangspunktet også ganske fint og vokalen sendte tankerne i retning af en chillet version af Ladytron; altså en forholdsvis dyb, nøgtern, kvindelig sangstemme som næsten reciterende fremlægger teksterne – for øvrigt med en meget britisk (og bestemt ikke fransk!) accent.

Dead Sea har på den måde nogle plusser, men et altoverskyggende minus gør sig også gældende for opvarmningsbandet; for selv om manden med knapperne på scenen også har et bækken og trommestikker af forskellig art, og selv om han flere gange akkompagnerer med slag på drum-pads, ja, så har bandet alligevel valgt at have en tarvelig trommemaskine som fremdrift i de fleste numre.

Det er virkelig ærgerligt, da både vokal og setup sagtens kunne have givet en oplevelse. Men med den lidt billigt lydende og stærkt mekaniske trommemaskine, falder det hele lidt til jorden.

Det bliver lidt bedre inde i bandets set, men da sidste nummer på nærmest kliché-agtig vis slutter i et let støjende groove og den kvindelige forsanger forsøger at rave sig i en stemning på scenen, tror jeg ikke, vi var mange, der troede på projektet.

Nuvel. Det var ikke som sådan dårlige sange, men hvor ville et band som Dead Sea have haft godt af en myndig stemme, der havde udfordret dem på, om de vitterligt synes at den trommemaskine skulle fylde så meget…

—

Voxhall var ellers stuvende fyldt og publikum var modent – i alder men ikke nødvendigvis i handling. Flere steder, hvor jeg stod (jeg gik noget rundt under koncerten) var der folk, der enten var så fulde at de ikke vil kunne huske koncerten i morgen – eller aggressive og uerfarne i koncertgængeri. Flere gange så jeg folk skubbe til forbipasserende (vi stod ganske tæt) eller overfuse folk, der prøvede at komme forbi.
Og selv om jeg godt kan se perspektivet med at man har betalt 300 DKK for en billet – og en 50’er for en øl – og man så forventer at skulle nyde koncerten som derhjemme på B&O’en, så er der bare lidt koncert-kultur her, der får mig til at savne metal-publikummet. Nej, der er få steder i Danmark, hvor du kommer så fysisk tæt på dine medmennesker som til en udsolgt koncert, men alle har betalt de her 300DKK, og så må vi jo finde ud af det sammen. Og nogen gange skal folk på toilet, i baren eller måske bare lige væk fra varmen. Og så kan de altså godt finde på at gå forbi dig…

Nå. Vi kan jo alle – uanset grå hår eller ej – lære, og det blev aldrig ubehageligt. Bare lidt….Sært?

Slowdive

21.20 trådte bandet endelig på. Koncertstarten var annonceret til for en lørdag lidt tidligt kl 20, men det passede OK med opvarmningen. Der lægges stærkt ud med åbneren fra sidste års plade, Slomo, som – nærmest for lige at cementere genren – tager et langt forspil, inden vi får vokalen på.

Koket står Rachel Goswell i front og gestikulerer og synger mellem rolige bevægelser over keyboardets tangenter. Efter første nummer hilser hun og forklarer, at hendes stemme ikke er på toppen grundet en forkølelse – noget, der viser sig at stikke lidt ud i det ellers perfekte lydbillede her og der.

Til trods for den stærke åbner, virker det de første tre-fire numre ret meget som om det i naturen ret introverte band vil spille en meget indadvendt koncert, som lidt kritisk kunne skydes i skoene at være som at sætte pladen på; fin lyd, men ikke ekstraordinært eller med de store udsving.

Bandet står hele aftenen badet i lys fra visuals, hvilket fungerer men også til tider skaber lidt distance mellem publikum og band. Som fjerde nummer falder ‘Star Roving’ og pludselig synes bandet at have fanget en energi; et par slag hurtigere end på pladen fremføres nummeret og uden at virke jappet gør det netop, at bandet kommer lidt ud over sig selv og scenekanten.

Det er måske urimelige krav at stille til så introvert musik som Slowdive spiller, men her lykkes det altså at åbne for stemningen og invitere ind. Der bygges op, for at tage tilbage og så tage en omgang mere i akkordrundgangen. Og vi er med…

Vi får så en serie af ældre numre, hvor det desværre flere gange lyser igennem at stemmen ikke er helt god hos Goswell. ‘Sing’ tager dog stik hjem med sin rolige bas og nærmest post-rockede opbygning til støj under refrænet.

Det er dog hele tiden en faktor, at stemmen ikke helt er med Goswell og selv om det ikke er avancerede vokaler, hun skal lægge, bliver de flere gange både lagt ned/om eller er usikre. Lidt ærgerligt, men på den anden side set heller ikke nok til at hive hele koncerten ned. Bare nok til at det ikke virker til at overskuddet er der.

Som en underlig udstikker bliver tiende nummer (her kommer mit kendskab til bagkataloget til kort) lidt underligt gumpetung, og pludselig virker bandet ikke så cool sammenspillet som ellers, men det er alt sammen glemt da storhittet ‘Sugar For The Pill’ fremføres foran fine visuals af pillekapsler, der åbnes og indholdet tømmes ud.

I en pladetro og dog underfundig fremføring virker nummeret på én gang, som på pladen, reserveret og tilbageholdt. Jeg konkluderer at det er skarpt af bandet, da det giver ét af deres stærkeste kort på setlisten lidt variation – uden jeg som sådan kan sige hvor og hvordan. Nummeret bliver bare ’holdt kontrolleret nede’ – og det fungerer fremragende!

Vi får et sidste, nærmest Twin Peaks Roadhouse-nedtonet nummer inden ekstranumrene og igen er det især den progressive bas i lydbilledet, der tager stikkene; det er ikke fordi der bliver lagt bassoloer eller andet lir, men den ligger bare perfekt i lydbilledet, som ellers har risiko for at sovse lidt til. Men med bassens rettesnor kommer de fleste numre hjem.

Af scenen med bandet, og vi får to ekstranumre, hvoraf ‘Don’t Know Why’ står klarest og vi får lov at se hele bandet koge lidt ud i stroboskop-lys.

En koncert med Slowdive har egentlig potentialer til at blive én af de helt store oplevelser. For med deres vuggende, sfæriske lyd kunne det invitere ind og skabe helt fantastiske stemninger – ikke mindst båret af deres psykedeliske visuals.

Men måske betinget af stemme-udfordringer, måske bare fordi Slowdive er lidt introverte eller måske fordi aftenen bar lidt præg af publikummer, der havde fyldt så meget i maven, at de nok ikke kan huske koncerten, så blev det aldrig sådan rigtigt rørende eller stort.

Slowdive er et godt live-band og har stærkt materiale – både i bagkataloget og med den virkelig gode plade fra sidste år i bagagen. Denne aften blev dette så til en god koncert – men det kol aldrig helt op at ringe.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

Alle fotos af Steffen Jørgensen