Norske Sliteneliten, der begejstrede den udsendte på Roskilde Festival 2024 her fra siden, er aktuelle med en EP, hvor punk-folk-protest kollektivet stiller skarpt på klodens tilstand anno 2025. Det er lige så meget anti-krig, som det er pro-fred. Med et fokus på især ønsket om et frit Palæstina.
Disclaimer: Normalt anmelder vi jo udelukkende danske udgivelser, men især på festivaler sniger der sig internationale koncertanmeldelser med. Det kan virke lidt “mudret”, men oprindeligt var tanken at begrænse strømmen af udgivelser i indbakken. Og skærpe fokus på det danske vækstlag. Men med risiko for positiv særbehandling osv., så gør vi her en undtagelse.
Er det også en form for nepotisme? Ja. For det musikalske kollektiv Sliteneliten gjorde mig blød i knæene og varm om hjertet med deres smittende og charmerende optræden på Roskilde. Et lille orkester fra Norge, der med deres politiske tekster om krig, seksualitet og andre former for konflikter, havde fanget bookernes opmærksomhed.
I en sådan grad, at det med al respekt (og helt sikkert i lille Danmark) ukendte band blev hævet fra Norge til en dyrskueplads lidt udenfor en mellemstor dansk provinsby. Jeg tror det var turen værd for Sliteneliten, og også for festivalen. I hvert fald var der tydelig begejstring og glæde at spore i GAIA-teltetet da bandet mere end blot bestod opgaven at åbne scenen.
De har dog ikke “kun” en ordentlig portion norsk charme, spilleglæde og en smittende energi i deres punkede protest-folk. Der er ikke tale om “nøj hvor de kære og nuttede”. Man fornemmer også alvor. En vrede, selvom der bestemt også var varme og humor at spore i musik og udstråling. Det er seriøse emner, som tages op, og protesten og opstanden virker oprigtig og skal tages seriøst.
Man laver jo ikke et nummer med titlen “Frit Palæstina” for sjov, og uden risiko for konsekvenser af den ene eller den anden art i disse tider. En anden grund til, at jeg synes Sliteneliten fortjener noget opmærksomhed – også her i Danmark.
De har mod og tør stå ved deres holdninger, som i visse kredse kan virke kontroversielle. Her er det Palæstina, men de har også begået numre som “Kapitalistknusaren”,Eat Dei Rike” eller “Den Lesbiske Dalen”. Noget som jeg godt kan savne flere danske kunstnere enten udvise i større og mere tydelig grad – eller i hvert fald dem vi modtager musik fra.
Der må da være noget at protestere imod og et ønske om at formidle det via musik derude i den hjemlige andedam? Med garanti i miljøet omkring Ungdomshuset og lignende? Send mere larm, og jeg lytter!
Sliteneliten har sendt, råbt op på deres nogenlunde sindige vis og jeg har forsøgt at lytte. Jeg er ikke flydende i Norsk, så nuancer og detaljer i lyrikken er muligvis gået tabt hist og her i min oversættelse. Mest af alt har jeg nu også bare lyttet. Til de stemninger og følelser der formidles via musikken, og så de ord og gloser, som er blevet opfanget.
I et nummer som “Fritt Palæstina” er budskabet ikke til at tage fejl af, selvom musikken er lavmælt. Men de har også en mere mild, mindre konfrontatorisk og kategorisk side, som eksempelvis demonstreres i den relativt afdæmpede åbner “Krigen e Øve”. Det kunne en halvdøv dansker som mig fristes til at tro betød “Krigen er ovre/slut”. Men en kvik Google oversættelse siger “krigen er i gang”. Det er LIDT noget andet, ikke sandt?
Den grundlæggende følelse er dog langt fra opgivende på EPen, der ER håb. Eller bandet lader til at insistere på, at der SKAL være håb. Håb om bedring, forandring og løsninger – for menneskehedens skyld. Det kan jo set i et historiske perspektiv virker lige vel optimistisk, hvis ikke naivt. Men hvis håbet slukkes, og ingen tror på muligheden… ja… så kan vi vel lige så godt sprænge hele møget i stumper og stykker?
Protest kan både være vrede og pegen fingre, men også at udtrykke et ønske eller en drøm om forandring af tingene og klodens tilstand. Det første er det nemmeste. Du risikerer bare at råbe for døve ører. Men omvendt, så kan det modsatte også blive opfattet som blødsødent og blive udnyttet af de mere kyniske. Det er som om at Sliteneliten forsøger, at finde en balance i det komplicerede spektre.
“Fred Heller”; som både er titlen på EPen og udgivelsens tredje nummer betyder noget i retning af “snarere fred” på dansk. Et lidt finurligt udtryk, som både kan lyde som et ønske og samtidig som et udtryk for et alternativ. Krig? “Naaah, jeg vil hellere have fred, hvis du spørger”
Og det lyder virkelig som om Sliteneliten kommer med et HÅB for fred på Fred Heller. En EP, hvor der er skruet ned for de punkede tendenser og tempo, fremfor et mere afdæmpet udtryk. Titelnummeret skruer dog momentvis lidt op for både tempo og gruppens mere iørefaldende side. Sangen er også klogelig valgt som første single fra EPen.
Lukkeren “Ein Bedre Dag” slutter det lille protest-kvarter ned på en positiv tone rent stemningsmæssigt. Er der lys forude? Violiner og landlig stemning giver i hvert fald en fornemmelse om et forår forude – men hvor langt ude i horisonten?
Mens vi venter på en bedre dag, så er der formodentlig rigeligt med tid til at bruge et kvarter i selskab med dette skønne og elskelige norske musikkollektiv. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at hvis alle var som dem, så ville verden måske allerede kunne nyde bedre dage og være et bedre sted. Indtil da har vi brug for nogen, der bærer håbet og tør bruge deres stemmer.
Derfor er der brug for Sliteneliten, og derfor fortjener de og deres mission opmærksomhed og opbakning.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Paal Jørgen Volan, Sliteneliten pressefoto
