Det er dansksproget, det er i den grad i den hårdere ende af rock-skalaen og meget taler for Slet Det på Krop & Sind.
De danske tekster er særdeles velmenende og taler ind i pladens titel, men undgår ikke en følelse af at de ikke rigtigt finder sig til rette i stilen.
”Matter out of place” er et begreb, udviklet af antropologen Mary Douglas. Kort fortalt handler det om, at vi alle har nogle mere eller mindre abstrakte kategorier, vi forstår verden ud fra, og vi derfor vil alt mellem fascineres, undres og reagere negativt, når noget ikke passer i disse.
Uden at komme med en udtømmelig definition af hvad kunst er, så er det måske netop dér kunsten giver mening: I at udfordre kategorierne.
Og udfordre? Det gør Slet Det. Jeg kender ikke projekter, der på den måde har taget det danske sprog til sig og så holdt fast i en metal/hard-rock æstetik. Jo, det skulle da være Tvivler, jeg så på Radar for nyligt, men de er mere ovre i den rendyrkede punk.
Slet Det gør brug af metallens dyder: Klik på storetrommen, fræserguitar og brølende vokal. Så langt så godt – men der, hvor matter out of place så spiller ind, er netop ved vokalen.
For dels er den på dansk, dels omhandler den nogle ganske følsomme emner om krop og sind.
Som refrænet i En Følelse går:
”Jeg føler / derfor er jeg”
Eller i Forfald:
”Kæmper en kamp / En kamp imod tiden / Vi vil slå den ihjel”
og Sjælden:
”Du behøver ik’ tilfredsstille nogen / du er helt perfekt som du er / for du er / for du er / meget sjælden”
Disse vokaler brøles så med virkelig megen overdrive på vokalen. Der er egentlig en tradition for at skrive ret banale, direkte tekster med en underfundig undertone eller måske endda ironisk tvetydighed. Men denne genre er – hmm – mere stille og Slet Det er tydeligvis ude i et andet ærinde her: At brøle følelserne ud.
Uheldigvis giver det så lidt et indtryk af teenage-værelsets velmenende, storpatetiske Seebach-lyrik, der så møder noget metallisk. Clash/klask. Douglas slår til!
For mig giver vokalen en vis ‘fladhed’ i udtrykket og selv om det smerter mig at påpege det, så blive de ellers meget velmenende tekster bare lidt flade af at være fremført på den måde.
Ja, da introen til Kunstigt Åndedræt åbner med noget spoken word, bliver den kontrast, det i sagens natur giver til det brølte en reminder om, at det bliver lidt kunstigt med alt det brøleri.
Det er et underfundigt forhold. For havde Slet Det brølet på engelsk, er jeg ikke sikker på, jeg havde haft den samme fornemmelse: Man slipper underfundigt nok ofte af sted med mere, tekstmæssigt på et sprog, der ikke er éns modersmål.
Men jeg må også påpege, at der ikke er tale om store vokalpræstationer.
Men underlægningen fejler intet! Der er tale om lige dele tight-as-fuck spillet metal og alligevel beskidt lyd og idérigdom nok til at man bare må tage hatten af.
Men her bliver vokalen og de dybtfølte tekster simpelthen matter out of place.
Det er selvfølgelig 100% for egen regning, men jeg finder det ikke en gang kunstnerisk at lave denne kombination. Den meget direkte tekstskrivning gør også, at der ikke er så meget af rafle om: Det er det her, der menes, det er det her der brøles. På godt og – i min bog mest – skidt.
Jeg køber ind i metal-tilgangen. For så vidt køber jeg også ind i danske, naivistiske tekster. Men kombinationen? Det bliver matter out of place.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
