De rutinerede metalgiganter i Slayer leverede en Slayer classic onsdag aften på Arena. Men opvisningen blev aldrig for alvor farlig eller så intens, som hvad Slayer ellers kan levere i andre rammer.
Slayer er Slayer. Kvartetten har, i modsætning til for eksempel de jævnaldrende kolleger i Metallica, ikke fornyet sig voldsomt musikalsk siden de brød igennem som en af “The Big Four” indenfor thrash-metallen i 80’erne. Hurtige brutale riffs og hvinende soli er stadig et kendemærke for bandet, mens deres mest kendte numre ofte består af mere dunkelt melodiske passager, og hurtige brutale riffs og hvinende soli. Det kan måske lyde kedeligt i længden, men jeg er aldrig vokset fra det.
For det første fordi de er så fantastisk dygtige til det, de gør. Og for det andet, fordi nogle af deres bedste numre er helt oppe i toppen af thrashen, og for det tredje udstråler bandet karakter og integritet, selv om det efterhånden kun er to mand fra den originale besætning, der holder fanen højt. Trommeslager Dave Lombardo har været inde og ude og er igen ude, mens guitarist Jeff Hanneman døde for 3 år siden.
De to er erstattet af Paul Bostaph på trommer, som har været med i flere omgange tidligere, og guitarist Gary Holt (Exodus), som også har ageret stand-in for Hanneman før dennes død. Og de to gjorde det, ligesom Kerry King på guitar og Tom Araya på bas og vokal, glimrende. Slayer er fortsat en tight og velsmurt maskine, og selv om Araya ikke kan nå helt så høje toner som tidligere i de spredte skrig, så har hans brølesang stadig karakter og klang.
Der blev lagt ud med en dundrende og tålmodigt opbygget version af ‘Repentless’, titelnummeret fra bandets seneste album, mens ‘Disciple’ fra God Hates Us All, som fulgte efter, også hører til bandets bedre nyere kompositioner – det er en både brutal og brøle-med-værdig sag, og selvfølgelig leveret med en misundelsesværdig skarphed. Ellers var hovedvægten i sættet på ældre klassikere, og heldigvis for det. ‘War Ensemble’ og ‘Mandatory Suicide’ er to personlige favoritter fra bandets tidlige albums, og de blev tævet ud over scenen præcis som man kunne ønske sig det. Ind i mellem var der også tid til at hamre nogle af de nærmest punk-energiske smadre-skæringer afsted, som Slayer også mestrer, og som lader til at ligge især King’s hjerte nær.
Tom Araya virker efterhånden mere som en venligt smilende bedstefar, som godt nok kan råbe højt end en grum metaldude med dødsfetish, og han så ud til at være i godt humør i front, mens stadig grumt udseende King på vanlig vis var mere orienteret mod at flænse strengene på sin guitar. Det samme var Gary Holt, som fik god plads til at fyre nogle stærke soli af – hvor King’s soli primært hører til de hurtige arrige, var det tidligere Hanneman der stod for de mere melodiske soli, og den rolle ser Holt ud til at løfte flot i Slayer anno 2016.
Det var ikke fordi Araya var specielt meget i snakkehumør, men han fik dog snakket lidt om kærlighed og musik i introen til ‘Dead Skin Mask’ – der, som han bemærkede, handler om Slayer’sk kærlighed. Den slags hvor man elsker folk til døde. Sangen handler om seriemorderen Ed Gein, som lavede masker af menneskehud, og netop denne fascination af den groteske vold har altid været et adelsmærke for Slayer. Men på Arena var det nu næsten lidt for hyggeligt, selv om Araya’s forsøg på at skabe lidt fællessang ikke fungerede synderligt godt – dertil var der formentlig ikke nok, der kunne omkvædet til ‘Dead Skin Mask’.
Der gik hitparade i de sidste 20-25 minutter af sættet, hvor vi fik både ‘Raining Blood’, ‘Seasons in the Abyss’ og selvfølgelig den glimrende, langsomt opbygge ‘South of Heaven’ og den fræsende signatursang ‘Angel of Death’, som blev dedikeret til Jeff Hanneman via et bagtæppe med hans navn og omvendte kors. En fin hyldest som heller ikke fik for meget patos. BANG! Og så var det slut, Slayer blev klappet af scenen af et pænt stort Arena-publikum, som så ud til at have hygget sig med metalopvisningen.
Jeg stod lidt med fornemmelsen af, at vi fik festivaludgaven af Slayer, den hvor volumen ikke blev skruet op på max, og hvor de sidste procenter blev sparet. Men selv i sådan en version er Slayer et overbevisende bekendtskab. Selv om der går lidt grum hyggeonkel i den, kan Slayer stadig vise de fleste metalbands, hvor skabet skal stå, og hvis vi lige tager Roskilde-historikken med, så er Arena et langt bedre match for Slayer end Orange, hvor de spillede sidste de var forbi. Vi lander på 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
