Slagger Lund’s Nygade & væk rummer stærke melodier, legende lyrik og følsomhed og melankoli i en skønsom blanding.
Nygade & væk er Slagger Lund’s fjerde album – det tredje, Maniak, havde Ken kløerne i, da det udkom i 2023. Her filosoferede Ken lidt over, hvorvidt man kunne kalde Slagger Lund en original, og det tænker jeg ikke hovedpersonen vil have noget imod, så lad os for nemheds skyld gå med den. Nå ja, ikke kun for nemhed, men fordi det også er beskrivende for Slagger Lund’s virke, også på Nygade & væk.
Det giver god mening at Slagger Lund udkommer på Peter H. Olesen’s Melodika-selskab, for hvor der nok er tråde til Sebastian og Jeppe Aakjær (som nævnt i Ken’s anmeldelse af Maniak) er der også et slægtskab til Olesen’s eget virke, især de nyere De Efterladte-udgivelser. I denne ombæring er det Anders Riis, der har siddet i producer-stolen, og hjælper til instrumentalt (og et enkelt sted på kor).
Det er svært kortfattet helt at indkapsle, hvad det er, der gør Slagger Lund så lytteværdigt. Første gang jeg lyttede albummet igennem, virkede det egentlig tilforladeligt og måske en smule forglemmeligt? Var det bare dét? Men så begyndte melodierne og sætningerne at snige sig ind på mig med lyttene. En del af de lyt blev foretaget i stuen derhjemme i juleferien, hvor den seks-årige ind i mellem så sig kaldet til at kommentere: “Han lyder mærkelig!”, “Tror han, han er sej, når han siger at han engang var 7 år?”. Og så begyndte han at synge med. Først med sådan en vrængende børnestemme, og så kunne man ind i mellem fange ham i at nynne en eller anden melodistump, og hvor var det den kom fra? Jo, Slagger Lund. Så synker der da andet ind, end noget der har et Minecraft-logo i hjørnet.
Det er måske ordene, man først lægger mærke til; sætninger som “Tænk hvis nu dit sit sidste ord var: Kom så Randers” eller “Tænk hvis nu dit sidste ord var: Danish Crown” fra albumåbneren af samme navn. Men det, der sniger sig ind på én, og får én til at sætte nålen i rillen igen er melodierne. De er i og for sig stærke nok på første del af albummet, men det er især en trio af sange på B-siden, der for alvor har gravet sig ind i min hjernebark. Den første, ‘Engang var jeg i et rockband’, indeholder de åbenbart for 6-årige kontroversielle linier: “Engang var jeg 7 år gammel/Et Lukas Graham-kinderæg/Men stadig ikke skæg som Nak & Jay”, og den enkle melodi er rørende effektiv og understøtter den både melankolske og morsomme lyrik om at blive ældre og komme overens med at tiden er en anden.
På ‘Anthem Morgengry’ er der knap så meget one-liner leg med referencer, men til gengæld rørende linier som “Morgengry i fragmenteret rykkerbrev, morgengry i neonspindelvæv/Jeg holder mønt i hånd, går igennem den, at være til, ikke at holde himlen hen/For vi vil rejse os mens solen falder ned/Berøre drømmene med fingrenes fred”.
‘Jukebox [Jeg lytter til New Order]’ virker hudløst følsom og ærlig, en undskyldning som selvrefleksion, hvor New Order rimes mundret på “såre dig”. Det virker! Også fordi vi igen har at gøre med en enkel melodi og en instrumentering, der med enkle greb understøtter Slagger Lund’s måske ikke ligefrem storslåede vokal, men den passer altså også bare pokkers godt til ordenes samtidige kantethed, opfindsomhed og glimtvise skønhed.
Stritter og skratter gør det egentlig kun et par steder på pladen til dels i form af den lettere balstyriske ‘Unisex sutsko’, som jeg ikke helt kan finde ud af om jeg kan lide, og ‘Hvor er Frank’, der er en mur af distorted guitar og nogle få gentagne linier. Her kommer jeg til at tænke på Jens Blendstrup og Frodegruppen 40, der nok heller ikke er et helt skævt pejlemærke for Slagger Lund.
Så kom vi rundt regnet omkring halvdelen af albummets numre, men lad os også lige runde den glimrende ‘Lam fra sproget og nedefter’, hvor Lund’s vokal bævrer så man er lige ved at være nervøs indledningsvist, men så ender det ud i en ganske fængende og lyrisk underholdende sang, mens den efterfølgende ‘Ekstranummer’ (som er placeret som albummet tredje) er den mest letbenet melodiske, ment positivt, sang på Nygade & væk, hvor en eller anden form for optimisme og livsglæde bobler i de gentagede linier: “Mon ikke fuglene giver et ekstranummer der rummer mulighed for fler/Mon ikke jeg gør det samme, om jeg kan holde tonen her”.
‘Send mødrene ind’ fortjener også et par sætninger, for hvem andre end Slagger Lund finder på at åbne en sang med linierne: “Fortæl mig et ord, der ikke rimer på din mor/Klaver”. Handler den om det maskuline fællesskab og dets grænser? Sådan kan man måske afkode det, scenen sættes kun ganske interimistisk på en bar, hvor alle mændene “kan hver og en spores tilbage til en far” og hvor der ikke serveres for ironiske folk.
Man kan sige, at en del af styrken i Lund’s lyrik, ud over den umiddelbare legesyge og evne til at strikke paradoksale sætninger sammen, er at der er et fortolkningsrum, en åbenhed for at man selv kan tænke med og over, hvad det egentlig er Slagger Lund vil sige os. Men det virker sympatisk og livsprøvet, som ord fra en mand, der har prøvet lidt af hvert i tilværelsen, men stadig er nysgerrig efter, hvad der sker, når man sætter det hele sammen på en ny måde. Musikalsk låner Lund her og der, på engelsk ville man nok kalde det tinkering, på dansk noget i retning af “flikke sammen”, her er rock, pop, blues, lidt støj, lidt slacker, og det supplerer fint Lund’s lyriske udflugter.
Nygade & væk har holdt til en del ture på pladespilleren henover juleferien, og jeg tænker også jeg med jævne mellemrum vil blive ved med at finde det frem i 2025 – lad det være en anbefaling om, at besøge Slagger Lund’s skæve poetiske univers, hvis du ikke allerede har været der.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
