Piratrockerne fra Kolding er klar med deres andet album, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, og sarte sjæle bør nok gå langt udenom Smækhugger, der slynger kindheste til højre og venstre.
Splitte mine bramsejl, en rockende sejltur man kommer på med Skullclub og Smækhugger. Bandet er i den grad ikke bange for at skubbe til grænserne, provokere og måske også liiige betræde land, man nok burde holde sig fra. Men de gør det med en arrogance, selvtillid og fandenivoldskhed, der gør at man accepterer løjerne og deres tæt på vanvittige univers.
For det er en spøjs blanding man bliver præsenteret for på Smækhugger. Der er banjo, dobbeltpedal, growl, mandolin, trompeter og en helvedes masse råben og skrigen. Det burde ikke fungere, men det gør det, når ingredienserne bliver blandet i Skullclubs skattekiste, og man ender med en genre man kan definere som piratcore, der er en blanding af punk, hardcore, folk og god gammeldags rock.
Samtlige sange er på dansk, undtaget “LGFM” og Skullclubs bud på The Pogues “Dirty Old Town” (der lukker pladen), der bliver holdt på engelsk, men også i Skullclubs lyd og univers. En lyd man kan prøve at definere, som en blanding af Dropkick Murphys, Magtens Korridorer, Pantera og Rammstein, tilsat lidt pirat og folk! Yep!
Så det svinger meget mellem skallerhjerne og det seriøse, og det er her Skullclub virkelig har fundet en fin balance. Det er imponerende at man kan få sange om kællinger, sex og druk til at fungere med sange der handler om Danmarks “ægteskab” med USA og prostitution i Thailand.
Alle sejl er sat på piratskuden på albumåbneren “Knæk Bræk Skipper”, der starter med fløjte, børnekor og mandolin/banjo. Og så er der ellers dømt piratcore ohne ende. Et super medrivende nummer, der tonser ud over de syv have uden at give en skid for den øvrige skibstrafik. Det er hårdt, nærmest Pantera’sk i visse passager, melodisk og super godt skruet sammen.
Turen bringer os videre til “United Fake America” der sender en gedigen bredside afsted mod Danmark og vores forhold til USA. Stilen er stadig hård, det lugter mere af Rammstein end pirat, og sørme om der ikke er blevet flettet lidt “Trumpet” og noget der lyder som en oud – lidt mellemøstligt skal der jo til, det er klart.
På “Du Som Lort” er arrigheden og tempoet sat væsentligt ned, til at starte med, hvor verset er vuggende og roligt. Men det laver mellemstykket om på, hvor der er dømt punk som i de gode gamle dage. Omkvædet rammer, og så bliver det dælme tungt. Igen, det burde ikke fungere, der sker så meget på én gang, temposkift, mandolin, råben og skrigen, men bandet leverer med overskud og talent for at skrue sindssygt medrivende sange sammen.
“Når Børnene Sover” handler om, ja, gæt selv. I dette tilfælde hvad der kan foregå når børnene sover, hvis man da ikke har udfordringer med potensen og hvad der ellers bliver budt på i teksten. Igen er stilen melodisk, men hård og igen lugter det lidt af Pantera, denne gang i soveværelset.
Mandolinen (eller er det banjo, jeg kan sgu ikke høre forskel) er tilbage for fuld skrald på “En Knækket Gren”, hvor der bliver spillet op på piratfest for fulde gardiner. Igen et energisk og melodisk nummer, der bare flyder derudaf, og man skal være ualmindelig sur i bøtten, for ikke lige at vippe med foden.
Turen går til Hamborg, nærmere “St. Pauli” på efterfølgende nummer. En hyldest til bydelen og generelt bare om at give den gas og gå planken ud. Og mandolinbanjo, punk og OI OI OI, er der selvfølgelig masser af.
På “Thailand Takeaway” handler det ikke overraskende om prostitution, ladyboys og at det ikke er specielt fedt, at købe sig til sex. Der er stadig gang i sagerne, dog knapt så hårdt som mange af de øvrige sange, men igen fungerer det upåklageligt.
“Natspermer”, yep, byder på albummets med længder mest lumre tekst og det er tæt på at være for meget, alt efter sarthed. “Jeg er den flinke mand i mørket, bag det gamle træ. Put din hånd i min lomme, du skal ikke være ræd…” Og sådan fortsætter lummerheden, sangen ud. Tempoet er i bund, og musik og sangskrivningen kan man igen ikke sætte en finger på. Og at man får plads til et ord som “ræd” er klasse.
Vi skynder os videre til “LGFM” hvor der er smæk for guldmønten, og hvor det danske pludselig er skiftet ud med engelsk. Tjo, det fungerer da også fint, men skiller sig meget ud i forhold til albummets øvrige sange, på nær The Pogues coveret “Dirty Old Town” der lukker albummet, der alle er på dansk. Men ok, Let’s Go Fucking Mental byder jo også op til dans på engelsk. Det er punk fra start til slut, med en lille hilsen til Liverpool FC undervejs.
Vi er tilbage på sporet på “Langt Pokker I Vold”, hvor tempoet er i bund og takterne fra tidligere er tilbage. Det er tungt, teksten er underholdende og nummeret udvikler sig dynamisk i temposkift og breakdowns. Hele baduljen holdt sammen af mandolinen, det er sublimt!
Det er intet mindre end utroligt, hvad Skullclub formår, at få til at fungere i deres musik. På trods af at det for det meste er hårdt, råbende og tungt, lykkedes det dem alligevel, at skabe sange, der er egnet til sing-a-long og er så godt skruet sammen og melodiske, at det burde være løgn. Ja, man skal nok være med på, at der er dømt skallerhjerne piratcore, for at være i samme båd som mig. Men er man det, så går man gerne planken ud sammen med Skullclub, for hold da kæver en piratfest, de har fået skruet sammen på Smækhugger.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
