Med overrumplende energi tager Skullclub på togt bevæbnet med en fandenivoldsk blanding af folk, punk og rock ‘n roll. Bandets motto er “tro, håb og knojern”, hvilket afspejles fornemt på en lille perle af en EP.
Gruppen har allerede opbygget et solidt live ry med koncerter på blandt andet Jelling og Roskilde Festival, samt en support tjans for Dropkick Murphys på deres seneste besøg i Danmark tilbage i januar. Og man forstår det godt når man lytter Klyng Dem Op igennem, en EP der strutter af spillelyst og som lykkes glimrende med at indfange den smittende live energi bandet formodentlig har (jeg har stadig til gode at opleve dem live).
Musikalsk går bølgerne højt, med en skumsprøjtende blanding af norske Skambankt, Magtens Korridorer og netop Dropkick Murphys. Af navne vi selv har anmeldt her på siden, kommer jeg til at tænke på Motor og deres Da Capo Gorilla – begge bands opererer med en brummende “brun” klang, og synger på modersmålet. Hvor Motor’s materiale måske blev lidt ensformigt i lyden over et helt album, så er Skullclub’s lyd optimal til EP formatet, for man når simpelthen ikke at køre lidt død i deres univers i løbet af de 5 numre, og bandets eventuelle begrænsninger træder ikke tydeligt frem.
Titelsangen “Klyng Dem Op” sparker løjerne i gang på behørig vis med et “SÆT SEJL” og så drøner vi af sted ud på de syv verdenshave. Et klassisk “vi er klar til kamp” nummer, hvor bandet får introduceret sig selv – de tapper din krop for jomfrublod og vin og “klynger dem op, OHØJ, at lægge sig ud med kranieklubben var en skidt idé”, lyder det på nummeret. Storskrydende paroler, leveret med masser af glimt i øjet, Skullclub er ikke kommet for at prale, de kommer tydeligvis for at feste og have det sjovt. Musikalsk befinder vi os i det sejt vuggende bodega hjørne, med en dyb og halv-råbende vokal i front fra forsanger Troels Bjorholm. Over et helt album ville det måske blive lidt for meget med den sang-stil, men over en EP med begrænset spilletid er det ikke et problem.
Den herlige bodegastemning er en af gruppens helt store forcer, musikalsk er det bestemt ikke indviklet på “Klyng Dem Op”, men nummeret er vanskeligt ikke at lade sig rive med af – simpelt og virkningsfuldt. Og lyden af et band som man har lydt til at drikke øl til – og sammen med.
“Hiv, hiv, ohøj”, vi fræser videre over i “Kraniebrud”, endnu en potent festskaber af et nummer. Skullclub styrer skuden i lidt mere punket retning og “på ret kurs mod ingenting”, som der gjaldes ud. Teksterne veksler lidt mellem det meget mundrette og noget som måske ligefrem et stor lyrik, men det har sin helt egen halv-bøvede charme. Ligesom hele fortagendet emmer af uimodståelig værtshus-bøvet charme og indbydende skallerhjerne tendenser – og det er bestemt positivt ment. Det bliver aldrig for fjoget eller fjollet, dertil virker Skullclub for seriøse omkring deres musik – men derfor kan man jo godt have det pissesjovt på en meget afvæbnende måde. “kraniebrud” rummer også den første flirt med banjo i musikken, noget vi heldigvis får mere af senere, for folk- elementet får bandet flettet ind i musikken på effektiv vis.
På den knap 3 minutter lange “Viva Ritalin” demonstrerer Skullclub, at de behersker en del genrer, her proppet ind i samme korte sang. Nummeret er delt op i flere små afsnit, med skiftende musikalsk stil og stemning, alle centreret omkring fortællingen om knægten der æder kridt imens de andre spiller bold. Ham de andre ikke måtte lege med, det sorte får – så ham får “de” naturligvis medicineret med Ritalin. Den mest vellykkede passage er for mig det mere afdæmpede stykke midt i nummeret, hvor musikken brummende cirkler og folk-tonerne får mere plads, i form af et stykke med violin. Inden sangen eksploderer med råb og bulder og “der er nogen der siger jeg har brug for hjælp…”. Jeg tror det er her vi hopper til koncerterne.
Den mere hårdtpumpede “The Bruiser” indeholder spredte tekststykker på engelsk, ikke at der går Nephew i den, selvom de måske skulle holde sig til at synge på dansk fremover, så virker det passende i en sang der handler om den irske bruiser, der levede sit liv som en “journey man”. Ligesom hos Dropkick Murphys stinker sangen af sprut, slagsmål og “den lille mands kamp”, måske ikke super nyskabende, men forbandet fint skruet sammen og troværdigt leveret.
Banjoen er for alvor tilbage i starten på EP’ens sidste nummer, “Elefanter På En Mandag”, hvor en kvindelig gæstevokalist synger mod havet i den længselsfulde indledning. Bjorholm og resten af bandet tramper ind i sangen efter halvanden minuts tid, og fyrer op for Skullsclub’s sidste sejlads i denne omgang. Kvinden, der ventede på at skuden kom i havn, har åbenbart ventet lidt forgæves, for vores hovedperson var, ifølge teksten, bare længere nede af gaden. Vi befinder os endnu engang i et bodega swingende univers, hvor man nærmest kan se og lugte sved og ølsjatter sprøjte op – og løbe nedad – væggene.
Skullclub er lyden af et toptrimmet bodega-band, i bedste forstand, men samtidig også lyden af en flok gutter som man gerne sad sammen med på en bænk, en mandag formiddag og skuede ud over havnen, imens man delte en pose Elefanter. Hverken musikalsk eller lyrisk er det specielt banebrydende, men bandet har alligevel så meget personlighed og deres egen stil, at det på ingen måde føles fortærsket eller trættende. Tværtimod er Klyng Dem Op en smittende og ubesværet lille udgivelse at komme igennem. Skullclub er et af de bands, hvor jeg normalt ville skrive “og de er sikkert endnu bedre live”, men EP’ens rå klang virker netop meget “live” i sin lyd, uden at produktionen bliver mudret – den er faktisk en næsten optimal blanding af klar og upoleret, på samme tid.
For en ussel landkrabbe som mig, så er det sgu 5 stjerner for en næsten optimalt udført EP.
Anmeldt af Kodi
Mere info om Skullclub og Klyng Dem Op på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
