Skal vi ikke spolere højtiden med en omgang horror-rap, digital hardcore og støj, der satirisk og spydigt spider alt fra maskulinitet, samfundsstrukturer, kapitalistismen og andet, der kunne trænge til en verbal og sonisk korsfæstelse? Vores egen helgen Skt. DeLarge er ude med en vanvittig debut.
Vanvittig FED. Og vanvittig i sin blanding af genrer, stemninger og hvad man kan forvente af et dansk “hiphop” album. De gåseøjne skal tages alvorligt, for nok er Skt. DeLarge funderet i hiphoppen, men du har næppe hørt den i denne form og udtrykt således tidligere. Det kan lyde som store forkromede ord, men det her er i mangel på bedre ord og mere dækkende ord ganske unikt og originalt.
Skt. DeLarge (en blanding af en saint/helgen og den psykotiske og afstumpede Alex DeLarge fra Anthony Burgess’ A Clockwork Orange) er en musikalsk ganske skizofren oplevelse. Men en, som giver fuldstændig mening, når det udspiller sig over 14 numre på det næsten en time lange musikalske mareridt, han hiver os ind i her.
Vi har tidligere oplevet genrer som hiphop, noise og det metalliske blive blandet på kryds og tværs. Ofte, og mest kendt, i form af rap-metal, NU-Metal, hiphop med en metallisk følelse og vice versa. Men jeg kan ikke komme i tanke om at have hørt det udført SÅ gnidningsfrit og organisk som her. Her er ingen guitar eller andet man normalt forbinder med “metal”, men hans støj, digitale stød og andet isenkram, samt dele af melodierne KUNNE man sagtens forestille sig spillet af et metalband. Det er det, som giver en følelse af noget metallisk (og industrielt), der bør kunne appellerer til folk, som normalt ikke lytter til hiphop.
Skt. DeLarge lyder vitterligt som om han har opfundet sin helt egen stil, lyd og, ja, genre på Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om… Det alene ville jo være imponerende nok i 2025, hvor man efterhånden synes at have hørt det meste mindst én gang før…
Nu er original jo ikke ensbetydende med “godt”. Jeg kunne sikkert også frembringe lyde, der kunne beskrives som værende originale, men jeg kan forsikre om at det ikke ville være værd at lægge ører til. Det er Skt. DeLarge. Og ikke kun pga. den billedskabende ondsindede feberdrøm af en lydside. Han har også noget at forkynde.
Ofte, som på førstesinglen “yndig/YNKELIG”, fornemmer man en dualitet. Her helt ned til titlen og hvordan den er skrevet, men der er også langt flere finurlige og raffinerede lyriske og symbolske momenter fordelt ud over Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om… Alene den titel kunne man sikkert bruge en masse ord på at analysere på, men den er nok værd at skrive sig bag øret og have med sig når man lytter albummet igennem om ikke andet, som en rettesnor.
Ritualer binder os sammen, men de låser også fast. Hvad er et ritual og hvad er en vane (måske en dårlig?). Hvad er betydningen af et ritual, og vigtigheden der af, både personligt og for vores samfund? Ritualer kan være noget stort, som masserne følger og dyrker, men også noget ganske personligt, som man har helt for sig selv. Der er uanede tolkninger og ting man kan lægge og læse ind i den albumtitel.
Det lyder måske tungt og sådan lidt prætentiøst? Men Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om… er mere en opsang. Eller en opvågning? Til en selv, til Skt. DeLarge selv, til os alle?
Spytter i nakke, træder i hæle på eneste ven og værste fjende
Lyder det et sted i løbet af den dystre “AldrigIkkMereMer”, ingen er hellige og ingen skånes, heller ikke Skt. DeLarge selv, som indleder sangen med at fortælle, at
Jeg gider ikke at være her mere
Så jeg selvmedicinerer
Flygter runder, bliver til flere
Holder kært at være på tværs
Karene galoperer alene
Det er både ligetil og delvist uforståeligt, eller i hvert fald sløret, hvad der egentlig siges – du får i hvert tilfælde lov til at bruge hovedet selv. Og læg dertil måden ord og sætninger leveres og udtrykkes på, hvilket igen er med til at skabe den ganske unikke stemning og tone, der strømmer igennem pladen.
Skt. DeLarge rapper, på sin vis. Men han snakker også. Eller spytter ord ud i korte salver. Det følger sit helt eget særegne flow og rytme, som gør hans stemme smelter sammen med den dunkende, ulmende, sydende og boblende, kantede og digitalt klingende musik.
Og bliver til dette album fyldt med BANGERS, som du ikke anede de kunne lyde. De siger BANG.
Det er bangers on bangers on bangers…
Der har aldrig været en god sang uden et omkvæd
Der har aldrig været en god sang man ikke kunne synge med på
Lyder det på den sarkastiske ” BangersOnBangersOnBangersOnBangers…”. Måske ikke den mest skjulte eller subtile kritik af populærkultur og deslige, men igen ligger kritikken og den ætsende satire som en understrøm pladen igennem, hvor Skt. DeLarge vælter rundt med sit baseballbat og uddeler verbale og volumenmæssige klø.
Det flimrer.
Danser rundt i pøle af blodet fra en fremmed ide
Alle er familie til det truer din livskvalitet
Hvordan kan næstekærlighed ligge under nærighed
Hviler i beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed (“DKKK”)
Det forvirrer
Min søster er min bror
Min bror er min søster
Jeg elsker dem
Min bror er min søster
Min søster er min bror
Jeg elsker dem
Jeg elsker dem
Hvem skulle have troet det? (“[De/Der] [De/Dem]”)
Alting eksisterer på samme tid, på samme sted hos Skt. DeLarge, som det også gør ude i den der virkelige verden. Racisme, køn og seksualitet, selvhad, næstekærlighed, afvisning, tvivl. Skt. DeLarge viser os virkeligheden, viser os os selv, kigger også indad, vender det hele på vragen. Udstiller det. Skiller det ad. Med hakkende rytmer, hjernesmeltende larm og lyde, spids lyrik, løsrevne ord. Tunge beats, svævende lydlandskaber. Eksplosivt og ekspressivt. Introvert og imploderende.
Det taler, og bør egentlig bare, tale for sig selv. Men de medsendte tekster fylder 17 sider. Så det er tydeligt, at det betyder noget for Skt. DeLarge at lyrikken vægtes højt. Det er (heldigvis) ikke ensbetydende med, at alt bliver skåret ud i pap. Ligesom den industrielle og periodevis kolde og fjendtlige musik så er der masser af plads til fortolkning, og at man IKKE behøver kunne afkode alt for at nyde det.
Nyde er måske et forkert ord at bruge om pladen. Den er som lyd- og lyrisk oplevelse faktisk ikke en nydelse at lægge øre til som i, at “det er vellydende”. Skt. DeLarge er en nydelse i kraft af kreativiteten, originaliteten og pladens gennemgående følelse af personlig og kunstnerisk nødvendighed. Men som lytteoplevelse er det også udmarvende, ekstremt hårdtslående og kompromisløst.
Jeg nyder ikke at være her
Jeg har ikke nydt at skrive det her
Jeg nyder ikke noget
Jeg nyder ikke at være
Jeg burde skamme mig
Jeg burde skamme mig
Vi runder af med noget af afskedssalutten i albumlukkeren “GALGENFRIST LaLaLa etc.”. Nydelse kan være mange ting, i mange former. Og være forbundet med blandt andet skam.
Nyder kun når du kigger
Gør min stemme til vievand
Lyseblå verdensslange, igentilstand
Jeg spiser mig selv
Og vi spiser hinanden
Man må genopfinde trodsigheden
Her der bliver man-
Og vi slutter på en tankestreg. Det kan man så tænke lidt over… Bon appetit, god fornøjelse med Skt. DeLarge, hvis du har mod på at kigge på ham, dig selv og virkeligheden gennem hans forvrængede spejl. Det er ikke noget kønt syn – på den bedst tænkelige måde.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Malene Nelting, Skt. DeLarge pressefoto
