Skammens Vogn er klar med nyt album, kun 1 ½ års tid efter deres forrige udgivelse. De vil ikke kalde det en collage eller genfortolkning af kendte danske sange, men der er flettet et væld af referencer til den danske sangskat ind i det nye materiale. På godt og ondt.
Men jeg vil lige tillade mig, at gøre noget jeg ikke tit gør i anmeldelser, nemlig citere direkte fra bandets pressetekst om hvad de har foretaget sig det sidste års tid og hvor de enkelte medlemmer er nu. Det siger nemlig et eller andet om, hvad det er for et band og musikunivers man skal tune sig ind på for, at nyde Skammens Vogn:
“Oliver Hoiness er næsten blevet færdig som sexolog hos Joan Ørting og tjener til det daglige brød som kirkemusiker i Bellahøj. Forsanger Nikolaj Zeuthen, der også er forfatter, har fået bijob som gadefejer, og trommeslager og bassist Jakob Millung er forsvundet til den colombianske regnskov, hvor han regulært måtte findes og hentes hjem til indspilningerne af de nye sange”.
Som nævnt indledningsvis, så er bandet dykket ned i den danske sangskat og har lånt, bearbejdet og omformet større og mindre stykker, som de kunne bruge. Fra Ingemann til Peter A.G. og en masse indimellem. Det giver en vis grad af genkendelighed og også tryghed, i et univers som godt kan have noget barnlig uskyld over sig, i den forstand at nogle af numrene der er lånt fra er nogen der sender mig ned af mindernes små, kringlede stier.
Som den 7 minutter lange “Lærkeredeblues”, der, ja, låner omkvædet fra “Jeg Ved En Lærkerede”, som må være en af de første sange jeg sådan rigtig kan huske. Resten af nummeret, versene, er egne kreationer, der lyder lidt som om de kredser om de små knubs man tildeles ved at bevæge sig rundt ude i verden. “jeg har arbejdet på Bakken, og på et Universitet // Jeg skrev en klog artikel, som aldrig blev sendt ind”, lyder det eksempelvis i første vers. Jeg er ikke helt sikker på, hvad “lærkerede” delen egentlig skal til for i dette nummer, det skiller sig ret markant ud som omkvæd. Måske er det noget med de risici det indebærer, at forlade reden osv., det kan man i hvert fald godt tolke sådan. Jeg ved bare ikke helt, om jeg synes nummeret fungerer som helhed.
Skammens Vogn kan helt klart noget med små, finurlige betragtninger og ret mundrette tekster der siger mere end de ord der står på linjen. Vokalen fra Zeuthen er nok en smagssag, den har ikke verdens smukkeste klang eller voldsomt meget “peps” og karisma, den er ret tør og “fortællende” i sin stil og på ingen måde flashy… men på en måde klæder den monotone og lidt halv-triste tone egentlig musikken og tekstuniverset ret godt. Den samlede pakke Skammens Vogn præsenterer bringer på mange måder mindelser om diverse folk- og visesangere og grupper fra 70’erne, hvor det vigtigste ikke var en spektakulær indpakning og præsentation, men ærligheden og at man havde noget man gerne vil fortælle.
Med det væld af referencer der er til stede her til andre værker, er det dog som om budskabet mudrer lidt til for mig af og til. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det mon er Skammens Vogn egentlig vil fortælle mig ved at fortolke “Solen er så rød, mor” i en lidt døsig, halvt ildevarslende, men aldrig reelt urovækkende, version? Altså, den er da “fin nok” i Skammens Vogns udgave, men… jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal bruge den til ud over det – det er ikke sådan, at jeg synes nummeret pludselig får nyt liv eller Lars H.U.G. nu godt kan pakke hans fortolkning sammen.
“Lysets Engel”, det minder mig om min gamle matematik og kristendomslærer, Else-Kirsten, der brægede samtlige timer i gang med en salme… men kun indledningsvist, for her synes jeg Skammens Vogn lykkes ret godt med, at tage en snas fra noget gammelt og putte det ind i en, her, radikalt anden sammenhæng, Nummeret er en sjov lille sag, som både tøffer, små-spjætter, har en børnesang møder blues-folkrock vibe over sig. I det hele taget er americana/blues-vibrationen til at føle hele albummet igennem, som en form for musikalsk rød tråd.
På singlen “Hvidt” går der helt folk-fodstampe-blues i den, så nummeret får en dejlig “svampet” og bølgende følelse. Her dukker Zeuthens niece, Mathilde Zeuthen også op og bidrager på vokalfronten, så den monotone klang på vellykket vis brydes for en stund. “Hvorfor puste flasker, bare for at lave skår”, pludselig stikker en vending ud af ordstrømmen og bider sig fast. Skammens Vogn og Musik og Drøm kræver (heldigvis vil nogen sige) lyt for, at bide sig fast og inden man får det hele med – hvilket man så sikkert ikke gør alligevel.
Det er også en af forcerne på det 9 numre lange album, det kan umiddelbart virke ret spontant og umiddelbart på grund af indpakningen og præsentationen, men det er det næppe når det kommer til stykket. Der sker alligevel så meget, både i de enkelte numre og på pladen som helhed, at der må være en eller anden form for plan og en del fokuseret arbejdet bag det man som lytter får serveret.
Alright, jeg padler for at vinde tid, indrømmet. Padle, padle, padle, jeg ved ikke helt hvor jeg egentlig ender henne i forhold til Skammens Vogn. På den ene side værdsætter jeg den ret originale tone og personlige stil bandet har, inklusive knaster, vorter og behåring hvor man måske ikke helt ønsker det. De lyder som ingen andre end dem selv, hvilket næsten ikke kan roses nok. MEN, og man kunne jo lugte et “men”, ikke? Jeg er bare ikke rigtig fanget og tryllebundet af universet som helhed. Der er glimt af noget der får det til at boble og kilde de rigtige steder inden i mig, men ikke nok til, at jeg bare er solgt og klar til at forlade familien for, at hellige mig Skammens Vogn.
Det behøver jeg heller ikke, musik der er så meget på sine egne præmisser som det her skal ikke være for alle – tværtimod. Og det er ikke fordi, jeg ellers ikke tænder på det lidt mere skæve og anderledes, men det her er bare ikke helt et match. Måske i morgen? Måske aldrig?
Pffff, lad os kalde det en usikker 4’er, jeg kan helt sikkert ikke ikke-lide det og “objektivt” set synes jeg indholdet af Skammens Vogn er klart over middel. Måske er det endda noget for dig?
Af Ken Damgaard Thomsen
