Vildt, energisk, afsindigt. Det er ord, der alle præcist beskriver den energiudladning, roskildeaktuelle Sista Bossen leverer på EPen Tio Låtar Om Priviligeierat Lidande. Det er helt enkelt umuligt ikke at blive bare lidt revet med af energien. Og lytter man vil man opdage en ungdommelig dybde.
Ofte når der anmeldes, bruges sammenligninger. Men Sista Bossen er ikke ’agtigt’ – det er punk uden så mange dikkedarer. 1-2-3-4, smæk, lige i fjæset!
Svensk som ind i Hel og med hæsblæsende tempo leveres der energi – nærmest på dåse. For den lille EP er ret hurtigt overstået, men undervejs har vi været kosteligt underholdt.
Det er nu egentlig ikke fordi, det er så originalt, det der foregår: Svensk overspændt vokal, guitar, bas, trommer og så ellers af sted. Gerne med nogle små-vrøvlede vokaler, udbrydende ’na-na-na-na’ eller ’ja-ja-ja-ja’ her der og generelt garnerende de lidt studentikose tekster med råb, rablingerne og rå energi.
Første skæring omhandler på den vis ganske ungdommeligt desperationen ved at vente på sin udkårnes opkald, at telefonen så løber tør for strøm, og åh! Nej! Det i øvrigt ganske fine cover (tilsendt vinyl – det behøver I altså ikke alle sammen!) passer på den måde rigtig fint med en illustration af en teenage-gut med alle de rigtige mærkevarer på – og naturligvis ingen styr på sit liv, som han ligger der i designer-underbukser.
Der er en modenhed i ironien, og en umodenhed i fremførslen der gør at det er en virkelig skæg, lytteværdig og energisk EP, man sidder med imellem hænderne. Nåh, ja. EP er så mest på spillelængden, da der er ti numre i alt. Men heldigt nok, at man ikke har valgt at fylde 74 minutter med det hæsblæsende tempo – og dertilhørende temposkift.
Skal jeg endelig sige, det minder om noget, så er en blanding af en ung Bergman Rock og en forsimplet Düreforsög et bud på hvor vi ligger. Der er små, stærke islæt som Sparkapital-Läckage, der starter energisk, breaker ned og i refrænet så på melodisk vis trækker en sproglig spidsfindighed: ”Sparkaptial-läckage / Kaptial ä for mentalt slitage” i refrænet. Det kunne i sig selv være et hurtigt hit. Med streg under hurtigt.
Snopp Rock bliver også et skud fra borgen til pietisme og snobberi i forhold til genrer og rammer ind i det udtryk, der gør at man ikke bare lytter til Sista Bossen som en helveds hurtig høvle-plade: For selv om universet generelt kredser om ungdommens usikkerhed, korte opmærksomhedsspænd og sammenstykninger af forskellige æstetikker, så er det heller ikke en sentimental idolisering af tidligere tiders musikalske identitet, hvor man ligesom ’var’ rocker, punker, provo osv.
Der er ikke megen opbyggelighed at spore hos Sista Bossen, men du kan ikke stave ’punk’ uden en stor fuck-finger ét eller andet sted. Og her er fuck-fingeren så kvalificeret ved en plade, der synes at skrige: ”JEG KAN IKKE FINDE UD AF NOGET, MEN I DET MINDSTE ER JEG IKKE SÅ FUCKING LAD SOM DE ANDRE!”. Og det lykkes de virkelig godt med på EPen.
Jeg har endnu ikke sat den på uden at måtte trække lidt på smilebåndet og konstant forundres over at der ligger en dybde under de ramblings, der også står centralt.
Så: Fem stjerner til denne underholdende, energiske og til tider tankestartende EP!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
