Med Uh Ulvehånd leverer Singvogel et virilt, både kantet og melodisk, bud på bidsk rockmusik anno 2018.
Aarhusianske Singvogel er måske mest kendt for at have leveret musikalsk opbakning til digter Peter Laugesen, men det skramle-rockende orkester kan nu også på egen hånd. Deres 7. album hedder Uh Ulvehånd, og bandet hævder at rock’n roll er et truet fænomen, på linie med ulven.
Det kan der jo nok være noget om, men rocken lyder nu ganske vital fra Singvogel, der vist ikke har tænkt sig at give op uden at bide fra sig. Krank’n roll kalder bandet selv deres musik, og det virker faktisk som en ganske passende betegnelse.
Albummet åbnes med et brag af den glimrende ‘Morgensang’, der med bastant bas og trommer buldrer løs, mens Andreas Hansn i front spyr muligvis natligt opsparet galde, og guitarerne hvæser. Og i kontrast til alt det, kvinde/pige-koret på omkvædet; “morgenstunden brager ned”. Hansn er vist lige så lidt morgenmenneske som jeg; “Drømmer om at drømme videre/Og pjække produktionen bort“.
Men ak, morgenstunden brager ned, og på andet nummer må Hansn spørge sig selv ‘Er jeg vågen nu?’. Igen har Singvogel fat i den lange ende og formår at smelte energisk, kantet rock sammen med catchiness. Der er noget helt grundlæggende medrivende over ikke bare ‘Er jeg vågen nu?’, men over Uh Ulvehånd som helhed, kompositionerne tager sig tid til at skifte i intensitet og bygge op og forløse, her i en ret bastant rockende form.
Tempoet tampes op på ‘Jeg har altid været heldig’, hvor Hansn konstaterer at han “altid har haft vand i hanen/Jeg har set en ulv engang”. Her får vi også noget, der minder om mellemøstlig tonalitet og en kvindestemme, der reciterer på fransk, inden nummeret vender tilbage til sin hæsblæsende basis.
Hvor ‘Jeg har altid været heldig’ fræser afsted, tager ‘Gamle brudte løfter’ tempoet lidt ned med en kuldslået bas og hakkende riffs, og ‘Festen’ runder albummets første halvdel af og åbner med masser af distortion og en beretning om en fest for én. “Blind af begejstring danser jeg rundt/Med åbne arme”, synger Hansn, og skåler for både Pluto, der blev skrevet ud af det gode selskab af planeter, og et du, “hvor end du danser, hvor end du er”. Og hey, det er faktisk nærmest dansabelt, altså hvis man med dans mener energisk, nogenlunde rytmisk bevægelse.
Albummets anden del indledes med det fængende frontalangreb ‘Charlene’, som Hansn indleder med “Jeg har ingen penge//Jeg har ingen forstand”. Nå ja, så er vi ligesom i gang. “Du har din verden, jeg har min!”, vrænger Hansn, måske som en kommentar til vores tids skyttegravskrige om sandheden i politik og en mange andre steder. En synth-figur giver ballast i forhold til de rockende bredsider og Hansn’s beske udladninger, og igen får Singvogel noget særdeles fængende ud af det kantede.
‘Majstang’ hamrer tungt afsted med masser af sitrende og skurrende power, mens ‘Muldvarpemand’ åbner for en mere storladen lyd med blandt andet blæsere, mens bassen igen tager kegler. Som rosinen i pølseenden får vi ‘Seks led’, hvor Hansn’s vokal har den absolutte hovedrolle og bakkes diskret op af først en synth og siden et relativt dæmpet orkester og kvindekor. Et nummer, der også viser at Singvogel fint kan skrue ned for intensiteten og stadig være fængende og lytteværdige. Ja, det er faktisk endda et ganske stærkt punktum.
Jeg er sgu egentlig ret godt og gammeldags begejstret for Uh Ulvehånd. Singvogel lykkes ret godt med at levere kritik af den moderne tilstand tilsat både støjende rock og melodier. Måske det er et album der retter sig mod gnavne m/k fra min alder og opefter, men det er såmænd heller ikke at kimse ad. Det er i hvert fald nok til 5 store ulvefingre til Ulvehånden herfra. Hvis rocken er et truet fænomen, viser Singvogel at den nok skal klare sig lidt endnu alligevel.
Du kan finde Singvogel på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
