En prås går op for én, når man opdager at Simon Lynge har grønlandsk ophav: For det skaber en ny, interessant ramme om Deep Snow, der kredser om planetens og vores kollektive mentale helbred. Men selv uden konteksten er der tale om en stærk singer-songwriter-plade, der lader sig sammenligne med nogle af de helt store.
Fans af Eliott Smith vil glædes over Deep Snow: For Simon Lynge gør flittigt brug af tætte vokalharmonier, opererer inden for singer-songwriter-genren og etablerer gang på gang stemninger, der tåler sammenligning med Smith.
Tekstuniverset er dog anderledes og nogen vil måske finde det lidt for meget med Lykkes fokus på hvad der synes at være politisk korrekte emner: Pas nu på kloden! Overvej nu det der med at kigge for meget i skærmen! Men når man sammenholder det med Lynges grønlandske ophav, er jeg villig til at lytte lidt ekstra. For hvem kan nægte, at Grønland er et land præget af naturen og stille nærhed, når mennesker mødes?
I øvrigt skal man se Lynge for at erfare, at han er grønlænder: Hans nær-perfekte engelske på teksterne står krystalklart over de førnævnte harmonier.
Og dermed når vi frem til, at Deep Snow er en ganske fremragende plade.
Den sejt bluesede ‘Age of Distraction’ slår en rolig tone an, og både formaninger om at vi kun har én klode og at vi skal være mere tilstede bliver introduceret: ”While we live in the age of distraction / We’re missing out on the light of the sun (…) / let’s fall in love with Mother Nature again”.
Stærkest står måske femte skæring, ‘Born Into A War’, der åbner med versene ”You were born into a war / It’s your mind, they’re fighting for” som bliver et fint billede på hvordan alt er til salg i dag og der er flere hints til, hvordan maskinerne ikke gør os bedre.
”Don’t you ever want to run away / jump off a cliff / in a wing suit / with a parachute” – i øvrigt i en melodisk vending, der ville være Smith værdig.
Og det er så min udlægning. For selv om det er ikke er de dybeste metaforer, Lynge gør brug af, så er der selvfølgelig også rum til fortolkning. Som titelnummeret, ‘Deep Snow’, der både kan tages bogstavligt eller tolkes på flere niveauer.
Instrumenteringen er primært en modig akustisk guitar og klaver – til tider med akkorder, til tider med små, fine figurer. At sige at koret fylder vil være forkert, for det bliver netop en fin underlægning til den centrale vokal – og her og der kigger varme træblæsere også forbi. Ja, der er endda også en varm synth på titelnummeret.
Det fungerer bedre end gennemsnittet og med lidt rytmeæg her og der og en forstærkning på 2 og 4 i visse numre, så behøver vi bestemt ikke mere.
‘Babylon Lies in Ruin’ afslutter de ti numre og den rolige, klaverbårne ballade med dybe strygere og lidt presset vokal i toppen – det kunne virkelig være Smith. Hvis Sufjan Stevens havde produceret. Ikke mindst da et nærmest jule-agtigt kor lukker ned, vender tankerne sig mod Stevens.
Det er en rolig plade om store emner. Det er både teknisk og i melodiføring ganske, ganske fremragende og man bliver som lytter grebet af musikken – upåagtet at teksterne så til tider er lige direkte nok.
Der vil nok være nogen, der synes at det læner sig på for mange måder op af Smith. Men det gør det godt og hvis man som jeg faktisk savner Smith lidt, så er det utrolig dejligt, at Lynge spiller sig på banen her. For det gøres med varme, med en konstaterende tilgang – og alligevel absolut ikke uden stærk samfundskritik under. Det er helt dejligt, at der er nogen, der fremfører en bekymring for planeten og vores kollektive mentale helbred, uden at det er i skingert leje og med fanden malet på væggen.
Måske bliver det lidt for voldsomt i den selvbiografiske ‘Twentynine Years’, som fremfører et savn af faderen – men også med et vist forbehold. Det understreger bare, at der spilles på flere strenge på Deep Snow og at Lynge heller ikke er bange for at invitere os ind.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
