Slackerrocken har det tilsyneladende godt i Danmark og Silla Dream byder ind efter to års pause.
Det er der kommet en ganske velproduceret EP ud af. Temaerne om toksisk maskulinitet passer en ellers ret tidsløs EP ind i samtidens store kønsdebat.
Slacker-rocken er en lidt sær genre: Noget må være RIGTIG stramt (typisk rytmegruppen), for at få de øvrige instrumenter/sangen til at kunne flyde lidt mere ud og give dén der feeling.
Kongerne er selvfølgelig amerikanske Cake, men hos Silla Dream er det nok snarere Grandaddy, vi skal finde et mere sammenligneligt referencepunkt hos:
Lyden er velproduceret, om end lo-fi’et, men den stramme rytme er genkendelig og allerede under åbneren, Merry You Therapist, lyder guitaren herligt ustruktureret, flydende og frisk.
Vokalen sender tanker mod Johannes Gammelbys og fremstår sådan lidt… Hmm… Sassy-fortællende?
Det fugnerer i hvert fald rigtig fint oven på den stramme bund, den mere udfarende guitar – og lidt crunch i omkvædene.
For at slacker-rocken fungerer optimalt, skal der være nogle poppede melodier og her skuffer Silla Dream ikke; især I Wanna Go Dormant har fine pop-hooks og Yin to My Yang er en roligt vuggende, let lidende popballade. Afslutteren, Kissing Booth, holder også tempoet nede, men selv om det nok er en ballade, så sender bassens rolige drive oven på luftige trommer tankerne i retning af Cranberries’ Zombie. Og da nummeret så efter en fin solo bare fortsætter rundgangen, er der en form for evighed over det – altid en god måde at slutte en plade på: Noget, der på én gang peger frem og afslutter.
Og så er der teksterne. De kan betegnes som ’sarte’ og cirkle om (det maskuline) ego i al sin skrøbelighed, spejling i terapien og – i tilfældet Creme De La Creme – sådan lidt The The’sk i, at der ligger et imperativ i det maskuline. Bøvet, til tider problematisk, men umiskenedeligt dér og noget, man skal forholde sig til.
Det gør Silla Dream så i nummeret.
Fem numre virker på én gang som lidt smålang tid i selskab med Silla Dream og som en fin (gen)introduktion.
Der er ved at være en fin buket af slackerrockbands i Danmark og Silla Dream gør fin figur inden for denne scene.
Decideret uforglemmelig er Catch My Drift ikke. Der er dog hele tiden små snapse af idéer, gode produktionstiltag som subtile synths i Creme De La Creme, pop hooks her og der og en fin balance mellem drive og slack.
Slackerrocken er vel ikke en genre, der i sin essens søger at vælte lytteren ned af stolen.
På den konto er Catch My Drift en fin plade – og bestemt et lyt værd!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Hør I Wanna Go Dormant her:
