Norrøn Americana har bidt sig godt fast som genre med et generelt højt niveau. Islandske Sigurvin Sigurdsson glider med EP’en Sigurvin Sigurdsson på fineste vis ind i traditionen, som både trækker linjer til sydstaterne og mere hjemlige himmelstrøg.
Der er vel tale om en særdeles positiv effekt af globaliseringen, når man ser på musikerne i Sigurvin Sigurdssons band: Bandet består folk fra Island, Grønland, Caribien og Danmark. Og så spilles der ellers sydstatsinspireret folk/country.
Der er dog ikke tale om twang og jodlen, men en stærk vokal, der konstant ligger på kanten af et stemmeknæk – uden at det på nogen måde virker anstrengende.
Vi lægger med knusende ro ud med ‘Blue, White and Green’ som vugger derudaf i et kontrolleret uptempo, og vi får introduceret vokalen: ”I hope you / I hope you / I hope you / remember my name” går refrænet, og der er allerede spidset ører nok til, at man tænker; jo, den er god nok. Det her skal vi nok bide mærke i.
Den vuggende feeling fortsætter på ‘Glashus’ (dog sunget på engelsk), hvor den musikalske underlægning sender tankerne i retning af Thomas Dybdahl – der er både kontrolleret slid, nedtonet distortet guitar og en lækker, lækker dreven (kontra)bas?
Der er noget skæbne-tungt over både tekst og musik og selv om der er indikationer af lidt jodlen, bliver det holdt virkelig pænt. En subtil banjo skaber liv, mens bassen vugger os fremad sammen med whiskers på lilletrommen og ’varme’ bækkener.
EP’ens stærkeste skæring, ‘Glorious Grace’, følger efter og har et decideret rørende guitartema og står stærkt frem som en ballade med fine kvindevokaler i refrænet.
Der virker til at være lidt bøvl med tuningen på den indspilning, vi har fået – muligvis en fejl i konverteringen – men det til trods, er det en uforskammet stærk ballade.
Få midler og masser af rum og luft – kombineret med førnævnte guitarfigur.
Thomas Dybdahl-feelingen er igen tilbage i ‘Navajo’, og her får vi ægte amerikaner-æstetik om den ædle indianer. ”I only tell these stories / when I tell the truth / They might be boring / but they define you” er måske ikke det dybeste tekstunivers, men vi får dog et udmærket nummer med den subtile banjo som fremdriver, mens den nu vanlige rolige kontrabas lægger en lækker bund…
‘Coconut Casket’ er en happy-go-lucky sag, hvor der storytelles om at tage livet som det kommer og have rejsefeber eller lyst at rejse til mere easy living steder. ‘Frederikstorv’ lukker ned i balladeland og 6/8. Det står måske ikke så skarpt som de første numre, men holder sig trofast til skabelonen der foreskriver, at man da slutter med en ballade.
Det er en virkelig fin, lille EP, Sigurvin Sigurdsson her har begået. Der er masser af kvalitet at finde i numrene og fremførslen – og selv om ikke alt står lige stærkt, er der en rød tråd og virkelig stærkt materiale nok til at vi må skæve mod de højere karakterer.
Hvor vidt den vil kunne konkurrere med ’større’ og mere etablerede navne som Thomas Dybdahl, Cody og andre norrøne americana-bands, ved jeg ikke. Men med den lidt særegne vokal og det høje kvalitetsniveau er Sigurvin Sigurdsson en fin tilføjelse til dette felt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
