Tredje udspil fra Siamese byder på godt håndværk, gode melodier og en række stærke sange, men fremstår i sin helhed en kende for langt og velpoleret.
Der er sket meget siden bandet sidst smed et album på gaden. Seneste album Breathe:See:Move, blev kåret til årets hardrock udgivelse, til den efterhånden legendariske Gaffa Pris 2012 og fik ikke overraskende en del gode anmeldelser med på vejen. Da hed bandet Siamese Fighting Fish og var en anelse mere hårde i filten. Nu, et par år senere, er der skåret 2/3 af navnet, og den hårde filt er blevet noget blødere. Bandet har valgt at gå en mere kommerciel vej, derfor navneskift, og deraf også et skifte i selve musikken. Det er stadig rock, dog er det hårde stort set forduftet, og det fremstår nu en del mere radiovenligt end tidligere.
Det 11 numre lange album indeholder da også en række stærke sange, man kan ikke sætte en finger på produktion eller fremførsel, det er faktisk for pænt. Der mangler overordnet lidt kant og roughness, som jeg ved bandet besidder. Det kan sammenlignes med de seneste Biffy Clyro albums, der er en anelse for pæne i produktionen i forhold til hvordan bandet fremstår live, men det er jo et valg man tager, jeg kunne personligt godt tænke mig at det var en kende mere “farligt”.
Og når vi er ved Biffy Clyro, så er det da også det første jeg tænkte, da albumåbneren”Tomorrow Never Dies” væltede ud af mine ørebøffer. Den lidt skæve tilgang til rocken som Biffy Clyro praktiserer, har Siamese i den grad taget til sig og ladet sig inspirere af, på visse tidspunkter en anelse for meget, da bandet benytter de samme finurligheder som Biffy på en del af sangene, hvilket bliver lidt forudsigeligt i længden, da de samme virkemidler bliver brugt en anelse for meget.
Tilbage til “Tomorrow Never Dies”, som er en habil og velskrevet rocksang, med et stærkt omkvæd, stærk melodi, forsanger Mirza Radonjica leverer en overbevisende vokal som brænder igennem og bandet er uhyre velspillende, de kan sgu deres kram. Og sådan er det hele albummet igennem, der er så absolut ikke en finger at sætte på bandets performance, og brugen af violin er et friskt pust, som blender fint ind i lydbilledet og giver det en ekstra dimension. “The Bastards”, balladen “Bleed”, “Gods & Kings” og sidst men ikke mindst “Monophobia”, hvor bandet bider lidt mere fra sig, har også fortjent at blive trukket frem i lyset. Generelt er alle sange på albummet gennemsyret af god sangskrivning og gode melodier, dog mangler der lidt originalitet. Der er som sagt, en del der er hørt før.
Udover rock, forvilder bandet sig på en lille tur til funkytown på “Ordinary”, hvilket slet ikke fungerer for mig, der går sgu lidt for meget Bruno Mars i den, og det bliver om noget en poppet og ligegyldig omgang.
Siamese er et habilt album, og fremstår i sin helhed som et gennemarbejdet værk. Man kunne godt have skåret et par sange, især førnævnte “Ordinary” hvilket i min optik, ville gøre det en knap så langtrukken oplevelse, at komme igennem albummet.
Siamese er alt i alt et godt og voksent album, med flere ups end downs, som bandet bør og skal være stolte af, og jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Siamese får et par eller tre sange i radioen. Om ikke andet så helt sikkert i udlandet, det ville være fortjent. Jeg kvitterer med 4 voksne radiovenlige og poprockede stjerner.
Siamese udkommer d. 19. januar 2015 på Prime Collective.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
