Pop. En musikgenre, der ikke diskriminerer og hvis eksistensberettigelse ligger i at være POPulær. Shameless af Siamese er et stærkt eksempel på hvordan pop tillader alt – og albummets titel er i denne forbindelse ganske passende.
Når man hører Shameless vil man ikke være i tvivl om, at der er tale om en pop-udgivelse og Siamese lægger dermed den sidste rest af kant fra sig. Der er stadig hints af fordums rock-baggrund og bandet ligger i en form for cross-over mellem noget-der-engang-var-rock, synths og soul-vokaler – ofte sovset ind i diverse effekter.
Alt hvad der hedder rocket guitar er så ufattelig komprimeret og poleret, at man flere gange må overveje om der er tale om en keyboard-emulering af en heavy-guitar, eller om det er the real deal. Og det er jo tydeligvis det, ikke blot danskerne, men verden vil have; Siamese er ikke det eneste band, der forsøger at kombinere (poleret) rock/metallyd med pop.
Men hvor et andet stort navn har stor succes med at kombinere melodiske hooks med komprimeret NU-metal-lyd, så er det især her Siamese kommer til kort. Åbningsnummeret ‘Ablaze’ klarer bandet egentlig meget godt, og refrænet minder om noget, der kan synges med på; ”Why don’t you love me? / Why don’t you need me” synges egentlig fint nok med noget, der minder om en blidere version af ham der, der med overdrive er sangeren i Linkin Park. Det går egentlig pænt.
Men som vi kommer ind i pladens numre, bliver vokalen mere og mere soulet og sovset ind i digitale effekter. Og flere gange tænker man at man kan høre telefonen ringe; trommerne fra Phil Collins’ ‘In The Air Tonight’ ringer for at høre, om de ikke må få lidt af deres rumklang tilbage. Det er, ja du gættede det, skamløst.
Denne stil cementeres på ‘Tunnelvision’, hvor der da lige sendes et godt gammelt tip of the hat til Justin T med et faset ”Cry me a river”… Skamløst igen – og da dette ligger som andet nummer smiles der stadig over disse lidt cheesy tricks.
‘My Turn’ cirka midtskibs på pladen er på lignende vis et morsomt nummer, hvor koret sender tankerne hen mod Gorky Park – mens vokalen er forfærdeligt sovset ind i noget intonator eller lignende.
Og resten er… mildest talt lidt kedeligt og lidt for meget kreolisering over genrer til at være godt. Det er sjovt og næsten sødt, når bandet laver lidt halv-djent – men stadig i denne ultra-komprimerede lyd og uden noget som helst af den sex eller beskidthed, som rock er født af.
Jeg er næsten sikker på, at bandet sidder og venter på at en sur anmelderskare skal kritisere dem for at være sell-outs og udvande rocken. Hm. Ja, jeg falder lidt i gryden her, men for så vidt er der ikke noget i vejen for at forsøge at blande genrer. Og med et navn som Siamese er det vel nærmest en pun at levere noget, der er kreoliseret.
Så ja. I get it. Og det er selvfølgelig i den forbindelse alt, alt for meget at kalde pladen Shameless. Enough, already. We got it!!
Men der, hvor det for alvor halter er, at bandet tydeligvis (nu?) er et pop-band. Målet er at lave skamløs pop – men problemet for pladen bliver ikke så meget den meget konstruerede lyd og sammenblanding af genrer, irriterende intonator/vocoder-effekter eller soul-fraseringer. Nej, problemet er at der mangler popappeal. Der mangler simpelthen gode pop-hooks.
Flere steder er det oplagt at associere med bands som Carpark North. Men i disse passager forventer man så, at numrene vil forløses i overdrevne poppede omkvæd – uden at det sker. Så hvis det hele skal være så skamløst, hvor er så de skamløse popmelodier henne?
Derfor bliver de skamløse genresammenblandinger lidt en flot, høj, våd prut; ja, det er sjovt nok. Og ja, der har været styr på hvad man ville på pladen. Men når man har grinet lidt af idéerne, så bliver joken altså lidt gammel. Og da musikken savner potens og kant – også her i teksterne! – så bliver det ikke bare en joke, men også en forklaring på, hvorfor den skulle være sjov. Og det har ingen altså brug for.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
