På Make Up behandler Shy Shy Shy den der så svære coming of age og mindst lige så svære ungdomskærlighed. Det er skarpskåren pop og kører på alle klicheer. Manglen på ironi gør dog ironisk nok pladen svær at tage helt seriøst for en aldrende anmelder.
Shy Shy Shy lyder som et band, der nærmest er designet til DRs Barometeret. Og det er al hæder og ære værd. Der er tale om synth-pop som når det går godt kan sende tankerne mod franskmændene i Daft Punk i instrumentering og lyd.
Flere numre sender dog – hvis man tænker ud over de glimrende vokaler – i højere grad tankerne mod underlægning til hudfilm fra 90’erne (hvor jeg har den pop-kulturreference fra, ved jeg ikke. Det må være noget, jeg har set hos tandlægen eller noget??!). Altså en ultra-poleret, rund synth-lyd komplet med elektroniske håndklap og med-hårene-strygende melodier.
Det er stadig særdeles dygtigt lavet. I underfundigt tvist gør duoen brug af lys mande-vokal og mørk kvinde-ditto i flere numre. Noget, der på papiret kan virke lidt fjollet, men som i praksis fungerer helt og aldeles udmærket.
Make Up bliver aldrig en ’funktionsplade’ hvor man med det samme ved, hvad den skal bruges til. For den er ikke rigtigt dark-pop, som ellers er i god gænge med for eksempel Darkness Falls. Det er heller ikke sådan rigtigt dansabel musik – med mindre vi taler om en middelalderlig/folkevise-definition på at ’danse’.
Men det gør nok ikke så meget. For det er godt lavet, og selv om det fiser ind af det ene øre og ud af det andet, er det overordnet behageligt så længe, det står på.
Og så er der alligevel noget sært over at lave noget, der på den måde er pop af en vis kvalitet og så ikke have helt klokkeklare radiohits. Der er gode numre og eksempelvis den cowboy-æstetiske ‘Lucky Luke’ som understreger at referencerne nok ikke så meget er studentikose som (pre)teen. Og den naive stil har Shy Shy Shy ganske godt fat i.
‘Someone Else’, pladens anden skæring, lægger sig virkelig godt med et roligt Daft Punk-agtigt beat, lækre kvindevokaler, afsindigt lækre strygere og et lidt enfoldigt budskab om at ’love yourself / you don’t need / love from / someone else”.
Budskabet til trods, står nummeret nok som den skarpeste skæring med sine strygere, lækker vokal og sit cool bas/tromme-drive. Men Astrid Cordes’ vokal slipper heller ikke for at blive lige Alberte Winding-agtig nok balladen ‘Haunted House’. Jeg kan da blive helt nostalgisk, når jeg hører sådan en 80’er/90’er-lyd.
Jeg har INTET imod pop. Og at al pop ikke skal være voksen-pop er også helt fint. Shy Shy Shy kan dog komme lidt karambolage med at have en så retro-inspireret lyd og appellere til en naivistisk ungdom. Men måske er nostalgi målet?
Uanset hvad så er det en god, kalorielet plade hvor der er godt styr på lyd og udtryk. Og kvaliteten er indlysende, mens der hænger lidt større spørgsmålstegn over, hvad vi i virkeligheden skal bruge pladen til.
Måske netop teenageværelsets små, blå timer, som DRs Barometeret har levet af, er der, hvor Shy Shy Shy for alvor finder deres berettigelse. Og det er da al ære og pris værdigt!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
