Popduoen Shy Shy Shy er ude med EP’en Gloss, hvor de over 5 sange kredser om temaet “at blive slået tilbage til start”. Det bliver duoen ikke med denne EP, men de kommer, desværre, heller ikke rigtig ud af stedet.
Det har måske noget med den gennemgående tænksomme og lettere meditative stemning og det rolige tempo, som dominerer Gloss, at gøre. Det er musik der egner sig ganske glimrende som “baggrundsmusik”, selvom det kan lyde en kende negativt. Det er måske heller ikke helt tilfældigt, da tre af numrene har været brugt i DR 3s ungdomsserie Doggystyle, blandt andet åbningsnummeret “Doggystyle (Pretty Please)”, der fungerede som ditto for serien.
Den åbner også EP’en, ikke en popbasker af en åbner, men mere et ret elegant, stille bølgende nummer, hvor det er linjerne “pretty please, I just want to please you // tell me what you need, I just want to please you // put me on a leash…”, der både åbner og går igen sangen igennem, der springer i ørerne. Det er der nok mange, der på en eller anden måde kan relatere til og det giver et fint billede af en fortæller, der er ved, at miste sig selv og på forskellig vis underkaster sig et andet menneske. At være det/noget, som man tror modparten ønsker.
Måske er det også i overført betydning, noget af det der gør, at Shy Shy Shy ikke helt fanger i denne omgang? Selvom man kan sige, at materialet rent lyrisk har noget kant, så virker musikken for blød og føjelig til min smag. I “Doggystyle (Pretty Please)”, og de resterende 4 numre, bliver der skabt et både flot og detaljeret lydbillede, der sker en hel del i produktionen og lagene, trods det ret adstadige tempo, men det kradser ikke nok eller kommer ind under huden på mig, men lægger sig i stedet som et behageligt lydtæppe.
Det vil helt sikkert tiltale nogen, men når jeg når til den afsluttende “Joyride”, så begynder jeg at savne et Roxette “Joyride” hook, fremfor endnu et varmende og omfavnende slumretæppe af lyd. Astrid Cordes klare vokal står her, som på resten af EP’en stærkt, den har både noget sødme og en snert af noget sørgmodigt, men igen, så er det som om den ikke helt bliver sluppet fri og er “fanget” i det tilbageholdende popunivers.
Tydeligvis er det et bevidst valg men Shy Shy Shy virker lidt fangede i denne “soundtrack boble” og får ikke prikket hul på den i løbet af EP’en. Mod slut i “Joyride” er det eller som om det (endelig) begynder, at stige og boble med et mere eksperimenterende, instrumentalt udtryk, men så er Gloss forbi og vi får ikke lov til, at se hvad der gemmer sig på den anden side?
Nu kan det lyde som om numrene lyder meget ens på EP’en, det er mest den overordnede stemning, hvor det gør sig gældende, eller det er i hvert fald det indtryk man sidder tilbage med. Et nummer som den lidt 80’er funky “Feels Like Home” vrider sig lidt mere på dansegulvet, men igen er det som om tøjlerne ikke helt slippes og duoen træder ind i spotlyset og slår sig løs. De holder sig til, at danse lidt rundt for dem selv i udkanten af dansegulvet. “Neon” er mere cool og selvsikker, med en tungere basrytme og en små-flabet snakkende vokal, “let me write it in neon, we got nothing in common, big bright neon, we got nothing in common”, lyder det fra Cordes. Jeg kan lide attituden og selvsikkerheden her, men mangler lige den allersidste krog, der får mig hevet mig op af stolen.
Gloss er ikke en dårlig eller uinteressant udgivelse, og ej heller et skridt tilbage for Shy Shy Shy, men den virker lidt uforløst, som om duoen ikke helt kommer ud af stedet. Alt behøver ikke være “hits” eller super fængende for, at være god pop, men her mangler jeg alligevel et eller andet. Et sidste hemmeligt krydderi, der kunne spice sangene op, måske?
Derfor kommer EP’en i sidste ende også til, at virke som lidt af en mellemstation inden vi skal videre til den næste destination med Shy Shy Shy. Ikke et dårligt sted, at opholde sig, men heller ikke et, hvor man får lyst til, at blive hængende alt for længe.
Af Ken Damgaard Thomsen
