Støj, melodi og distance er vel de tre definerende elementer i grungen. Shocking White bevæger sig på Ghosting både ind i grungens land men dypper også tæerne i Midlands-inspiration og goth.
Shocking White er umiskendeligt garage-rock med en til tider decideret overdrevet hang til at støje snarere end at behage lytteren. På Ghosting er der dog tydeligvis tænkt i melodier og pladen bliver på den måde noget mere tilgængelig end tidligere udgivelser. Dog fornægter Shocking White ikke sig selv og støjen er ikke hængt på hylden – blot blevet kombineret med nogle mere spiselige melodiske greb.
Shocking White er på mange måder det mest Tape (århusiansk spillested, red.)-agtige tænkeligt. Smadret, garage-agtigt i lyden og som en konsekvens kommer det til at fremstå lidt ufærdigt og naivt. Men da Ghosting er fjerde udspil er det hermed cementeret at det altså er meningen; sådan skal det lyde – og det fungerer faktisk fint på Ghosting.
Det medfører også, at det kan skabe en bekymring for, hvordan en live-kocert med Shocking White vil lyde, da der konstant lidt mere end flirtes med støj. Men oh, well. Det er jo ikke opgaven her at anmelde potentielle live-optrædender. Og ret beset så var flere anmeldere jo også ret kritiske overfor flere af grunge-heltene live, da deres koncerter ikke altid var lige skarptskårne.
På Ghosting fortaber Shocking White sig ikke i lange soloer og ud af de 11 numre er der ikke ét, der når over fire minutter. Det er et sympatisk træk, da der er masser af energi i alle numre og da netop energien er det drivende element, vil det virke lidt konstrueret, hvis der skulle smides for mange idéer ind i hvert nummer.
Det betyder også at numre som ‘Far From Bloom’ med sine et-trekvart-minuts længde kommer til at virke meget punket og med mere compressor og mindre støj kunne have været næsten college-punk. Men det er det ikke, da Shocking White får smækket masser af støj og energi i nummeret.
Titelnummeret er en goth-inspireret nærmest dronisk oplevelse, hvor Jan Petersens vokal får et typisk apatisk Midlands-præg. Rigtig fint, at pladen ikke er fyldt med denne form for numre, men netop det droniske får sit ‘release’ i nogle veldisponerede guitarfigurer. Og ja, vi får da også en Sune Wagner-agtig støjsolo – just for good measure.
Shocking White kan nu også uden at støje og ‘Lanugo’ har næsten et ballade-præg med sin toppede guitar og vuggende spil. Ja, i hvert fald i versene.
Ghosting kommer til at fremstå som en støj-sfærisk oplevelse og med den rimelige variation, der er på pladen når man aldrig at blive lullet for meget ind i én genre eller ét udtryk. Selv om der er en tydelig, støjende rød tråd i både lyd og øvrigt udtryk.
En underliggende desperation synes også at betegne projektet og titler som ‘Walk All Over You’, ‘Bleak Vision’ og ‘Peace Violence’ indikerer i høj grad, at det ikke er musik, der søger at male verden som all peachy.
Et lidt pudsigt indslag er ‘Grandmother Alaska’, der ud over at have en interessant titel er et instrumentalt nummer. Og ja, det er smadret, fint og dystopisk.
Stemningen Ghosting efterlader er under ingen omstændigheder en festlig én af slagsen. Og det er musik, der kræver et vidst fokus for at man kommer ind i stemningen og lader sig rive med af det droniske og sfæriske. Men gør man sig selv den tjeneste at bruge denne energi, er det fint og visse steder fedt album. Og der ER faktisk hooks her og der, som gør at øret får kastet en luns og sikrer, at man ikke fortaber sig i de noget mørke toner.
Alt i alt et spændende og godt udspil fra Shocking White!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
