Post-Rock, Post-Grunge og Alternativ-Rock er ofte betegnelser for den samme omgang fortyndet ROCK, som åbenbart er den eneste “hårde” genre der tilstadighed formår at sælge bunkevis af plader år efter år. Især i USA, hvor også Shinedown har haft stor succes, hvorimod de er forholdsvis ukendte i Europa.
Det er som om der er få manøvremuligheder indenfor denne stil, du har en forsanger der lider en smule af enten en Kurt, Eddie eller Layne forstyrrelse, og tilsætter en lyd der er afdæmpet nok til at få radiostationer og poptøser med, men lige hård nok til, at lokke den mest bløde del af mænd med hang til rockmusik med på vognen. That’s it. Bands som Creed, Nickelback, 3 Doors Down m.fl. har haft enorm succes med denne formel, fred være med det og hvad andre folk kan lide, men det har altid fremstået meget uselvstændigt, uoriginalt og belastende for mig.
Shinedown ændre ikke væsentligt på hverken formel, indhold eller indtryk på Amaryllis, deres 4. studiealbum siden dannelsen i 2002. Men det Florida baserede band tilhører nu ikke den mest hæslige del af disse grupper, og slipper ganske hæderligt, om end lidt kønsløst og uinspirerende, fra de 12 numre på pladen.
Forsanger Brent Smith har den typiske “den har vi hørt 100 gange tidligere” rockvokal, den gør ingen fortræd, og tilføjer intet nyt eller personligt til “genren”. Resten af bandet er habile, men anonyme, arbejdsmænd, der kan levere tilpas varierede melodier til at det hele aldrig går helt i stå, men savner igen i udpræget grad personlighed.
Numrene på Amaryllis er den sædvanlige, og forventede, blanding af op-tempo sange med hårdtpumpet attitude, rock/power ballader og de radiovenlige run to the mill sammenkog der ikke generer nogen. På vaskeægte Nickelback manér, ja dem igen, hey hvis Shinedown læner sig op af dem så kan jeg også malke den reference tør, lægges der ud med to relativt hårde sange.
“Adrenaline” er første sang ud af starthullerne, klampen i bund uden så mange betænkeligheder, og afsted mod det poppede omkvæd – skabelonrock af den slags der er at finde på soundtracks til f.eks Fifa eller NFL Madden spillene. Shinedown forsætter med “Bully”, der er en fin stadion anthem, men skæmmes af en underlig flad produktion, og en vokal der i verset har en uklædelig hul klang, ærgerligt, for det her er sådan set okay.
Så er det naturligvis ballade tid med titelsangen “Amaryllis”, hvor sunshine state bandet går Bon Jovi i bedene med akustisk highway country klang, man kan ligefrem se en håbefuld American Idol deltager for sig, der står og hælder sit good ol’ american heart ud foran dommerpanelet med denne sang – “der bare betyder helt vildt meget for ham efter en svær periode”. Det skal dog medgives at Shinedown behersker rockballadens abc til fulde, så hvis man er til den slags er “Amaryllis” sikkert sagen.
“Unity” sætter farten lidt op igen, men det forbliver en omgang intetsigende mainstream rockhymne, med lidt lyrik til hjertekulen og airplay leflende melodi, extreme Nickelbacking! Det her er lige ud af de canadiske bøverters sangbog, bare med en mindre fladpandet coitus dryppende tekst.
På “Enemies” forsætter vi i Nickelback sporet, den dynamiske melodi og de tunge riffs viser dog at Shinedown sagtens kan leverer noget der lyder en smule interessant, når de lige tager sig sammen. Desværre skal vi trækkes med oplagt, og lidt for konstrueret, synge-med-råbe-kor omkvæd, drop nu de åbenlyse tricks drenge. “I’m Not Alright” er endnu en radiobasker der bare venter på at skovle easy money ind til gruppen, men jeg kan ikke helt fornægte at den opløftende melodi er ganske catchy og ikke helt ueffen.
“Nowhere Kids” viser at gruppen tilsyneladende bare kan sprøjte sang efter sang, af næsten samme type ud, uden tegn på dårlig samvittighed. Hvis vi nu lyder lidt aggressive, ala Stone Temple Pilots, i omkvædet, så er der sgu ingen der opdager at det her bare er med som fyld, men i bund og grund ikke adskiller sig fra vores andre sange hvor tempoet var skruet i vejret.
Helt idéfoladte er Shinedown dog ikke, og de snedige fyre har tydeligvis tænkt – “Hey, vi HAR lavet en ballade allerede, og nu trænger lytterne til at falde ned ovenpå et par vilde sange… HA, midttempo rocker!”. Den kalder de “Miracle” og sovser den ind i lyrik af episke proportioner:
Take another look
Take a look around
It’s you and me
It’s here and now
As you sparkle in the sky
I’ll catch you while I can
Cause all we are is all I am
Og lige for at toppe sig selv på sidste halvdel af albummet, så går de planken helt ud med “I’ll Follow You”, et klistret nummer der ikke havde været fejlplaceret i hænderne på vor egne stolte sønner i Big Fat Snake. Hvis de havde oparbejdet en smule goodwill hidtil, så får de brændt det hele af i dette oppustede ballade helvede.
Shinedown får dog reddet en smule ud af asken og vinder lidt af det tabte tilbage på Amaryllis’s 3 sidste numre. “”For My Sake” er endnu en runde i radiorock møllen, denne gang over i noget Matchbox 20 agtigt, så det skal jo nok være populært i guds eget land. Albummets næstsidste nummer, “My Name (Wearing Me out)”, lyder pludseligt som om der er en smule på spil for bandet. Det er stadig banal kærlighedslyrik, men der kigger lidt mere personlighed frem i sangen end på de fleste andre numre på pladen.
Den nedtonede “Through The Ghost” lukker og slukker med en tur tilbage af de landeveje Bon Jovi har kørt tynde, tilsat halvtam stryger sektion for lige at løfte sangen op i skyerne – det ville dog være nemmere at få røven med sig, hvis de havde smidt penge efter et helt symfoniorkester, så havde nummeret for alvor haft vinger.
Shinedown er et ret frustrerende bekendtskab, på den ene side er det solidt håndværk, og det er nemt at se hvorfor de har solgt 10 millioner albums, men på den anden, og mere tungtvejende, side, så er det øretæveindbydende uselvstændigt og provokerende uoriginalt. Bevares, dybe tallerkner er opfundet og solgt i for såvidt rigelige mængder, men Shinedown’s porcelæn bøjer nærmest opad det meste af tiden – måske har de bare vendt tallerkenen forkert? Anyway, Shinedown er ikke lige så ucharmerende et bekendtskab som de lidt for tydelige forbilleder Nickelback, men det klæder virkelig ikke nogen at låne SÅ meget fra dem, og andre mainstream rocknavne, når det nu lyder som om de et eller andet sted sagtens kunne udvikle en mere selvstændig stil. Man bliver lovet rock, men man får kun en kopi der ikke rigtig smager af noget.
Hvis Shinedown var en McDonalds burger, så ville de være en Big Tasty Bacon. Jeg synes bestemt jeg blev lovet bacon, men der er alt for lidt af den? Og det hele holdes sammen af en skive tomat og en ligegyldig bøf, der måske nok ser ud af noget, men smager af ingenting. Men nu har man jo pakket den ud, så det hele glider da ned imens man allerede drømmer om det næste måltid.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
