Træk gardinerne for, luk øjnene og synk ned i og mærk ensomheden. Soundtracket leveres af Several Things, der på lo-fi manér indhylder en i en døsig tåge på opsamlingsudgivelsen Please Don’t Do This To Me Life.
Og en opsamling er det. Der er tale om materiale, der daterer sig helt tilbage til 2009, hvor Marco Tobias Nørregaard Repenning begyndte, at skrive og indspille numre. I første omgang blev det til den lille udgivelse Beach, der kun kom fysisk i to udgaver på kassettebånd, som Repenning forærede til nogle venner.
Disse venner, Matias Gulvad and Jeppe Grønbæk, havde det nu lukkede label Vulgar Deformity, og opfordrede Repenning til, at indpille mere. Det kastede albummet See The World End af sig i 2013.
Disse to udgivelser udgør kernen i Please Don’t Do This To Me Life, som derudover indeholder en række aldrig tidligere udgivede numre fra Repennings hånd. Lo-fi, periodevis skramlet og meget “autentisk” klingende “soverkammer” singer songwriter musik. Hvor tunge tematikker som alkoholisme, ensomhed, hjertekvaler og depression tages under “kærlig” behandling.
Stilen er velkendt, og Repenning bærer sine forbilleder af lidende ligesindede udenpå tøjet, ingen nævnt ingen glemt. Men, det hører naturligvis også med til historien, at dele af materialet er 11 år gammelt, da vores spillemand stadig var i sine teenage år. Så, man kan med rette ikke forvente en helt flyvefærdig og fuldt formet kunstner, der udelukkende står på egne ben.
Nu, der er tale om en opsamling, giver det muligvis heller ikke meget mening, at komme med en samlet bedømmelse? I hvert fald ikke på den måde man normalt ville anmelde og bedømme en plade. Der er mere tale om, at vi kan kigge lidt på udviklingen af en ung kunstner og øjebliksbilleder, i form af sangene. Og om de er relevante og har noget, at byde ind med her, trods alt, mange år efter?
Ja og en lille smule nej, men alligevel. Der er for mig ikke tale om en eller anden stor, overset og indtil nu uopdaget sangskat, som gør at vi skal til, at omskive nyere dansk musikhistorie. Det ville måske også være for meget forlangt, og noget ude af proportioner i forhold til projektes lavmælte, lidt sky og indelukkede stil.
Men, det fortjener bestemt, at blive hørt af flere. Især, hvis du har en kærlighed til denne lidt navlepillende, blikket-er-sænket og hjertet blottes genre. Der er flere små, fine melodier, at finde, spredt ud over udgivelserne. Eksempelvis er nummeret “There Is an Open Door”, det første reelle nummer, efter to korte “vignetter”, på See The World End (der kan finde på LPens side A), en lille, gribende perle.
Her har Repenning fat i en god melodi, som han bare lader cirkle og svæve lidt rundt i to minutters tid. Der er ikke noget hokuspokus, eller hemmelige tricks. Vokalen er, som det meste af vejen gennem hele materialet, lidt udtydelig, sagte og fjern. Det er drømmende på den lidt dvaske og halv-tågede måde.
At Reppening har snert for de små, fine melodier fornemmer man allerede på det tidlige materiale fra Beach. Her kan man hive et eksempel frem, fra den helt anden ende af Please Don’t Do This To Me Life, i form af “Life Is So Fun”. Den kan lidt af det samme, selvom udtrykket her, om muligt, er endnu mere “primitivt” og skrabet. I denne forbindelse dog ment , som en positiv ting. Stenet stemning og små-psykedeliske vibrationer er mere fremherskende, men man aner den der sans for en god, iørefaldende lille melodi.
Også “Something”, der følger efter førnævnte “There Is an Open Door” kan noget. Stemmen er her nærmest forvrænget og egentlig ikke specielt pæn, mens melodien er helt fremme i lydbilledet og anderledes fortryllende, opløftende og… særlig?
Til sammen giver det et udtryk, som egentlig burde være modstridende, men der opstår en eller anden sart, skrøbelig og sårbarhed i sammenstødet mellem stemmen og melodien. Noget, der bare… fungerer?
Der er flere eksempler på sange med nogle af de samme kvaliteter. Især på See The World End (Som den fængende”Have You Met Me?”, eller den smukke og følte “Barefoot and In Pain” m.fl.), hvor nogle af de mest lo-fi skramlede og eksperimenterende tilbøjeligheder fra Beach, er blevet justeret og finpudset.
Det bliver aldrig pænt og poleret, men man kan mærke, at der måske er kommet mere fokus og retning. Selvom han tager lidt af en mareridtsklingende udflugt på det korte intermezzo “Who Drew You That Day?”.
Andre gange har jeg tendens til, at synke lidt hen i egen tanker og tage mig en bette blunder. Musik, som denne, kan godt sumpe lidt sammen for mig, hvilket kan gå begge veje: god stener eller døsig dagdrømmer.
Af de instrumentale ikke tidligere udsendte numre skiller “Om Sorg”, der afslutter hele den knap 50 minutter lange opsamling, sig mest ud fra mængden. Tempoet er en anelse højre, stilen mere i retning af noget gammel computerspil/retro stil. Melodien er god, men stilistisk er det nok meget godt, at den er hægtet på helt til sidst.
At følge en kunstner over 2 udgivelser, plus det løse, 21 numre i alt, kan godt føles, som lidt en stor mundfuld. Men, der er kvalitet nok til, at man aldrig gør helt død i Several Things walkman æstetiske sangunivers. Er du fan af denne form for lo-fi, hvor de stille perioder kan føles som de mest “støjende”, og de “larmende” de mest iørefaldende, er pladen klart et lyt værd.
Skal man sætte stjerner på, så ender vi på en stor, vejledende 4er, med forbehold for, at bedømmelsen dækker blandet materiale.
Af Ken Damgaard Thomsen
